|
| 11. september 1957 på Frederiksberg i København | Preben Elkjær Larsen | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
|
| 69 / 38 | FC Köln, Tyskland (1/2) | 1 | Verona, Italien | |
| | Lokeren, Belgien (41/22) | |
| | Verona, Italien (27/14) | |
|
| OM PREBEN ELKJÆR | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Fantastiske Elkjær
Preben Elkjær Larsen blev født 11. september 1957 på Frederiksberg.
”Preben Elkjær – jamen den mand er da fantastisk!”. Sådan indrammede Svend Gehrs Chefen fra Lokeren efter en klassisk Elkjær-scoring fra den gyldne periode i midtfirserne.
Der er nok ingen, der som Elkjær har været i stand til at fange folkestemningen og fodboldhjerterne derude blandt sofatrænerne og fansene af det danske landshold. Om det var i et forrygende sologennembrud mod Belgien, med enden ud af bukserne efter straffesparkskonkurrencen mod Spanien, eller de vanvittige skud fra spidse vinkler der snød verdens bedste målmand, Rinat Dassaev, imod Sovjet. Temperamentsfulde og pågående Preben Elkjær leverede altid varen.
Vi grinte med ham når han charmerede med skævt gavtyv-smil og en smøg i flaben og promoverede sin egen præstation efter en landskamp, uden at tage det mindste hensyn til den åh så danske jantelov. Og vi lod os ophidse når han, fightende som en gal, kastede sig rundt efter diverse schweiziske brydegreb for at opnå et straffespark. Vi jublede med ham når han atter en gang havde været på pletten med en klinisk og eksplosiv afslutning. Og vi græd med ham når han brændte de chancer, som vi havde sådan brug for gik i kassen. Og endelig var vi altid forvissede om, at han gav alt hvad han havde i sig hver eneste gang han trak den rød-hvide trøje over hovedet. Frække, flabede, fightende, fantastiske Elkjær.
Preben Larsen, som endnu han hed i medierne dengang, havde det meste af sin ungdomstid i Frederiksberg Boldklub. Han vakte skandale da han i 1974 blev udvist i finalen i Talentturneringen i Vejle, efter at have givet den rutinerede topdommer Peer Frickmann en lussing. Elkjær nægtede efterfølgende at forlade spilpladsen og lovede tæv til FB’s ledere. Det var tydeligt at der her var en kommende storspiller, men også at hans temperament og uregerlighed ville kunne ødelægge rigtig meget for ham selv.
I 1976 fik angriberen et spektakulært gennembrud i Vanløse. Med 7 mål i 15 kampe bragte han sig selv i centrum - på en mere positiv facon. På det danske U-landshold var han manden bag bl.a. en flot 6-2-sejr over Polen i maj 77. Elkjær var begejstret for træneren Tommy Troelsen, der forstod at give det iltre unge talent plads til at udfolde sig. Elkjær udtalte senere at han anså Troelsen for at være den bedste træner han nogensinde havde spillet for, og den vejlensiske troldmand er i alle tilfælde en af de fodboldpersonligheder der var med til at skubbe angrebstalentet i en positiv og konstruktiv retning.
Det var tydeligt at Vanløse IF ikke kunne holde på den uslebne ædelsten, og forwarden skrev da også kontrakt med FC Köln i foråret 1977.
Om den korte og turbulente tid i vesttysk fodbold har Elkjær selv fortalt et par klassiske anekdoter, der meget godt illustrerer hvorfor det gik så galt. For det første indtog han stjernen Wolfgang Overaths plads i omklædningsrummet efter en den første træning i gedebukkeklubben. ”Det er Overaths plads” sagde en eller anden, hvortil Elkjær replicerede: ”Hvem er Overath?”.
Efter en våd bytur konfronterede den strikse træner Hennes Weisweiler danskeren med eklatante brud på disciplinen; ”du er blevet set på et diskotek med en flaske whisky og en dame”, sagde den notorisk hidsige træner, hvortil Elkjær angiveligt svarede: ”Det var en flaske vodka og TO damer”.
Historierne er genfortalt i et omfang hvor man kan sige at de ”går på krykker”. Men de er medtaget her fordi de indrammer fortællingen om den kuldsejlede tid i Köln.
Den flabede attitude og den ubeherskede, rebelske indstilling kunne ikke forenes med den tyske mentalitet og krav om disciplin. Elkjær kunne ikke indordne sig. Egentlig var det trist, for domkirkebyen havde et særdeles stærkt mandskab med profiler som førnævnte Overath, og Heinz Flohe. Man kan med en vis ret påstå at FC Köln var den stærkeste klub Elkjær kom til at repræsentere i sin karriere. Kölnerne spillede med helt fremme om det vesttyske mesterskab hvert år, og Bundesligaen var uhyre stærk på det tidspunkt. Den koleriske Hennes Weisweiler var – modsætning til den mere pædagogiske, læreruddannede Tommy Troelsen – ikke et godt match for den unge dansker. Elkjær har i sine bøger ikke meget godt at sige om Weisweiler, men det er indiskutabelt at tyskeren var en kapabel træner og talentudvikler. Han så formentlig Elkjær som en ny Henning Jensen (som Weisweiler havde haft stor succes med i Borussia Mönchengladbach). Men den unge angriber lod sig ikke integrere. Myten er siden blevet at Elkjær nærmest blev mishandlet af den hårde træning og de umenneskelige krav. Men det er et faktum at danskeren ikke var parat til at indgå i en topprofessionaliseret hverdag.
Talentet var imidlertid indlysende nok til at den utilpassede forward blev udtaget til debut på det danske A-landshold mod Finland 22. juni 1977. Elkjær indtog Helsinki med stil og scorede to perlemål i 2-1-sejren over finnerne. Pressen var begejstret bagefter. Det finske Hufvudstadbladet skrev for eksempel, at ”Banens mest dominerende spiller, Preben Elkjær Larsen, er en boldvirtuos med kviksølv i benene”.
Alligevel lod det afgørende gennembrud på landsholdet vente på sig. Forklaringen var utvivlsomt at forholdet til landstræner Kurt Nielsen var præget af manglende respekt fra Elkjærs side. I 1978 blev Elkjær fravalgt til prestigeopgøret mod Sverige. Kurt Nielsen udtalte i den forbindelse: ”Elkjær hæmmes i sit spil, fordi han ind imellem har problemer med at tøjle sit temperament. Jeg vil ikke lægge skjul på at vi har skelet til Preben Elkjærs optræden. Det er mit håb at Preben Elkjær kan lære at beherske sig, og at bruge sine kræfter rigtigt, for som sådan kan han blive en gevinst for landsholdet”.
Kurt Nielsen fortalte desuden i et interview med Alt om Sport i 1979, at han – set i bakspejlet – ærgrede sig over at han ikke haft mulighed for at diktere landsholdet uden om UK: ”Måske havde dansk fodbold fået mere ud af for eksempel Preben Elkjær. Det er i alt fald min fornemmelse, at han ville have opført sig anderledes over for mig, hvis jeg kunne have fremstået som den store stærke boss, der alene bestemte om han skulle på landsholdet”. Det er ganske tydeligt, mellem linjerne, at relationen mellem træneren og angriberen var betændt. Og at Elkjær havde fået endnu færre landskampe end de 6 det blev til under Kurt Nikkelajs ledelse, hvis det udelukkende havde stået til landstræneren, og ikke UK. Det er jo betænkeligt at det selvsikre og fremadstormende talent både havde problemer med at indordne sig under tysk kadaverdisciplin OG den langt mere afslappede mentalitet der gjorde sig gældende i Kurt Nielsens tid med landsholdet. Hvor var den gyldne middelvej, og hvordan kunne man undgå at talentet blev spildt og kørte af det sportslige spor?
For Preben Elkjær blev løsningen et klubskifte til østflanderske KSC Lokeren. Heldigvis kom han her under indflydelse af en velmenende klubejer, og en belgisk kæreste som han giftede sig med og faldt mere til ro i den private sfære. Lokeren var ikke nogen prangende adresse, men rammerne var trygge for Elkjær, der stort set hvert år leverede et højt antal scoringer. Hans klub placerede sig som en overraskende nummer to i ligaen i 1981 og kvalificerede sig flere år i træk til UEFA Cup turneringen. ”Den Gale Mand fra Lokeren” havde fundet sin hylde. Måske havde det lige præcis den afsmitning på Elkjærs landsholdskarriere der skulle til, for at opfylde potentialet på det nationale mandskab? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der eksisterede en oplagt risiko for at forholdet til den nye landstræner, Sepp Piontek, kunne udvikle sig i samme skæve retning som det gjorde med forgængeren og også med Sepp Pionteks store trænerforbillede, Hennes Weisweiler. Det var imødeset med spænding om Elkjær, denne gang, ville blomstre op under striks tysk lederskab, eller om han samarbejdet med Piontek ville slå så stærke gnister fra starten, at det ville gå i fisk.
Til at begynde med skulle der slibes kanter. Efter 1-0-sejren i Göteborg i 1980 var Piontek åbenlyst utilfreds med sin spydspids: ”Preben Elkjær var jeg ikke tilfreds med. Det ene øjeblik viste han sin målfarlighed. Det andet øjeblik spadserede han rundt fordi han havde været i klammeri med en modstander. Det er der ikke råd til”. Piontek omdøbte Den Gale Mand til ”Chefen fra Lokeren” i anerkendelse af angriberens unikke kvaliteter. Men han lod også tydeligt skinne igennem, at landsholdet ikke var Lokeren. I den mindre belgiske klub kunne Elkjær som anfører, topscorer og stjernespiller sagtens ”spadsere omkring” i perioder af kampene og stille sig mere eller mindre tilfreds med et mål eller to. Men på landsholdet var der krav om en helhjertet og topdedikeret arbejdsindsats fra start til slut. Efter VM-kvalifikationsopgøret i 1981 i Rom mod Italien var landstræneren rasende på sin forward, der virkede lad og opgivende. Men efterhånden fandt de to stærke personligheder melodien og en kolossalt gensidig respekt. I returopgøret i Idrætsparken mod italienerne scorede Elkjær ikke, men han var en konstant udfordrende trussel. Og med 4 Elkjær-scoringer i kvalifikationspuljen var hans centerforwardrolle på landsholdet efterhånden kalibreret og indarbejdet. Så kunne Piontek til gengæld nemt se igennem fingre med at Elkjærs spillestil var egocentreret og opportunistisk.
Elkjær bragte i de efterfølgende sæsoner det angrebsmæssigt ekstraordinære til det såkaldte Dynamithold. Især samarbejdet med den mere uselviske og teknisk komplette Michael Laudrup fungerede godt. Den faste værelseskammerat Allan Simonsen havde desuden formentlig en stor positiv indflydelse på Elkjærs landsholdspræstationer. Elkjær satte enorm pris på Simonsens menneskelige værdier, og den lille jordbundne vejlenser og den storskrydende københavner udviklede et nært venskab. De var på mange måder hinandens personlige modsætninger, men supplerede hinanden godt.
I 1984 blev Preben Elkjær Årets Spiller i dansk fodbold og nummer tre i afstemningen om Ballon d’Or. Samme år kom den da 27-årige centerforward til italienske Verona, hvor han med sin aggressive og pågående spillestil blev en helt formidabel succes. Hellas-Verona vandt sensationelt det italienske mesterskab i 1985, og Elkjær blev nummer to i Ballon d’Or. Da danskeren scorede mod Juventus med strømpesokken vandt han alles hjerter i operabyen. En kærlighed der har varet ved siden. I dansk landsholdshistorie er især Elkjærs to fantastiske scoringer mod Sovjetunionen Grundlovsdag 1985 for længst gået over i legendernes sagafortællinger. Det blev til 69 landskampe med 38 mål.
Efter VM i Mexico kulminerede Elkjærs karriere. Skader og slitage satte efterhånden sit tydelige præg, og Allan Simonsen lokkede i 1988 sin ven til Vejle Boldklub. Vejlenserne satsede stort med en økonomisk plan der skulle give VB national succes og et internationalt afsæt. Man ansatte den tidligere Brøndbytræner Ebbe Skovdahl til at give holdet et nyt image i presfodboldens tegn. Men hverken taktikken eller Elkjærs hjemkomst blev vellykket. I sin sidste aktive optræden måtte dansk fodbolds store centerforward lide den tort at blive udvist af dommer Peter Mikkelsen. Elkjær oplevede situationen således: ”Vejle var på randen af en gigantisk fiasko. Jeg havde været plaget af absurd mange skader. Jeg kunne ikke klare mere, og gik ind i en langvarig diskussion med Mikkelsen. Jeg blev ved og ved. Til sidst sagde han til mig, at han ville fløjte kampen af, og Vejle ville blive dømt som taber, hvis ikke jeg omgående forlod banen. Så var jeg den der var smuttet!”. En trist og uværdig exit for Elkjær.
Siden har en af dansk fodbolds mest populære spillere været en meget benyttet og særdeles skarp fodboldkommentator. Et kortvarigt forsøg på at etablere en trænerkarriere i Silkeborg blev dog ingen succes.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som bedste centerforward i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 27. maj 1982 mod Belgien
(60) / 
(77)