|
| 20. november 1957 i Assens | John Hartmann Eriksen | |
|
|
| 12. februar 2002 i Svendborg | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
|
| 17 / 6 | Roda, Holland (4/1) | 10 | OB (1) | |
| | Feyenoord, Holland (3/1) | | Roda, Holland (4) | |
| | Servette, Schweiz (10/4) | | Feyenoord, Holland (3) | |
| | | | Servette, Schweiz (2) | |
|
| OM JOHN ERIKSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Målmageren
John Hartmann Eriksen blev født 20. november 1957 i Assens.
Første gang man i den større offentlighed hørte om John Eriksen fra Assens, var da han i 1975 optrådte på det danske juniorlandshold i en kamp mod Vesttyskland som Danmark overraskende vandt med 2-0. Eriksen scorede – naturligvis – det ene mål. Omtrent samtidig blev den da 17-årige forward rykket op på Svendborg fB’s 2. divisionshold, og han debuterede i september med en scoring – selvfølgelig – i en kamp mod AGF.
Den unge angriber var en rigtig Gerd Müller-type. God til at modtage og vende sig på en tallerken og så fyre afslutningerne afsted. Og han helt usædvanlig træfsikker.
I 1978 gaflede mesterholdet OB-talentet. Svendborgtræner Jack Johnson udtalte meget afklaret, at skiftet var et naturligt led i Eriksens videre udvikling. I OB manglede Richard Møller Nielsen en afløser for sin topscorer Allan Hansen der var blevet købt af Tennis Berlin, og John Eriksen svigtede ikke. Med 22 mål blev han topscorer for de Stribede, en succes som han fulgte op med 20 scoringer året efter, hvilket kastede endnu en topscorertitel i 1. division af sig.
Udlandet kaldte, og efter nogen tøven besluttede John Eriksen sig for at prioritere fodboldkarrieren over studierne. I 1980 skrev han kontrakt med hollandske Roda.
Til at begynde med måtte fynboen gennemgå en hård læreproces. Det første halve år sad han på bænken, og det krævede målrettet arbejde og tro på projektet at tilkæmpe sig en plads på holdet. Til Aktuelt beskrev han situationen på sin egen stille og rolige facon: ”Jeg ville ikke opgive. For da jeg blev professionel havde jeg besluttet mig for at give mig selv en chance på mere end et halvt år, hvis det skulle blive til noget”. Det gjorde det. Allerede i Eriksens anden sæson i Holland nettede han hele 21 gange, og de efterfølgende to år blev det til 17, henholdsvis 23 kasser.
Det var kun et spørgsmål om tid inden Sepp Piontek ville se Eriksens vej. I 1979 blev den fynske målmager for første gang præmieret med en udtagelse til A-landsholdet (mod Finland). Men i træningsprocessen op til landskampen blev Eriksen ramt af et maveonde, og derefter gik der halvandet år inden Piontek atter gav ham muligheden. Debuten kom i en venskabskamp 15. april 1981 i Idrætsparken mod Rumænien. Piontek stillede med en ekstremt offensiv opstilling, med Preben Elkjær, Lars Bastrup og John Eriksen i front, og med Allan Simonsen liggende lige bagved. Danmark vandt 2-1, men Eriksen scorede for en gangs skyld ikke. I Eriksens fjerde landsholdsoptræden kom han for første gang på tavlen. Det var i en venskabsmatch mod Spanien i 1984 i Valencia. Men ganske karakteristisk kom Eriksen først på banen i anden halvleg. Centerforwarden nød tydeligvis ikke Sepp Pionteks opbakning, og i foråret 1986 udtalte en frustreret John Eriksen, at han nærmest havde opgivet at komme i betragtning til VM-truppen der skulle til Mexico. Eriksen tog en sæson i den franske 2. divisionsklub Mulhouse, hvor han garnede løs med 27 mål i sæsonen 1984-85, hvorefter Feyenoord hentede ham tilbage til Holland. Eriksens 22 mål for Rotterdamklubben overbeviste tilsyneladende landstræneren om at han var værd at tage med til Mexico, og ved slutrunden scorede han et typisk centerforwardmål, da han fik chancen i anden halvleg mod Vesttyskland.
Klubsituationen i Feyenoord var imidlertid noget rod. Efter en ellers flot sæson på det personlige plan ville Eriksen sammen med flere andre profiler – heriblandt landsmændene Ivan Nielsen og Jan Sørensen - gerne væk. En ubehagelig skattesag fra Rodatiden gjorde nok sit, og Eriksen beskrev desuden over for pressen den dårlige stemning i Rotterdam: ”Der blev talt for meget af medspillere og ledere i Feyenoord, hvor alle havde travlt med at fortælle hvor dårligt den og den spiller havde spillet, men der var sjældent opbakning udadtil, og det var ikke til at holde ud i længden”.
Selvpromovering og spidse albuer var ikke danskerens stil. Efter VM i Mexico tog John Eriksen til Schweiz og spillede for Servette Geneve, hvor han udgjorde en giftig angrebsduo med den gamle tyske stjerne Karl-Heinz Rummenigge. Eriksen slog straks til og blev schweizisk ligatopscorer to år i træk med 28 respektive 36 mål! På landsholdet så Eriksen ud til – for en gangs skyld – at blive førsteangriber i forbindelse med EM-slutrunden i 1988, men i den sidste ende foretrak Sepp Piontek alligevel en nedslidt Preben Elkjær. Det blev til 17 landskampe med 6 mål.
I 1989 til 1991 afsluttede danskeren sin udlandskarriere i Luzern med to – som altid – målrige sæsoner. Derefter gik måltogtet hjemad til Svendborg i 2. division, hvor John Eriksen rundede af som spillende træner og atter lavede mål på samlebånd. Han fik job som sportsdirektør men ganske langsomt kom de små faresignaler, der indikerede, at der var noget alvorligt galt med John.
12. februar 2002 døde John Eriksen desværre – alt for tidligt som kun 44-årig – af Alzheimers. I en professionaliseret fodboldverden hvor det ofte gælder om at bygge et glansbillede-image op omkring sig selv, formåede han i meget høj grad at forblive tro mod egne jordnære, menneskelige værdier. Fra 1978 til 1991 scorede dansk fodbolds giftigste måljæger 280 gange i 422 kampe. Det giver et scoringssnit på 0,66 pr. kamp. Helt enkelt formidabelt.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som tiende bedste centerforward i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
15.04.1981
(70)
(46) / 