|
| 7. maj 1966 i Aalborg | Jes Høgh | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
|
| 57 / 1 | AaB (1/1) | 7 | AaB (2) | |
| | Brøndby (8/0) | | Brøndby (2) | |
| | AaB (7/0) | | Chelsea, England (3) | |
| | Fenerbahce, Tyrkiet (33/0) | |
| | Chelsea, England (8/0) | |
|
| OM JES HØGH | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Den eftertænksomme Høgh
Jes Høgh blev født 7. maj 1966 i Aalborg.
Jes Høgh passer sublimt ind i kategorien ”spillende centerforsvarer”. Den elegante og forudseende aalborgenser startede ligesom Per Røntved og Morten Olsen som angriber/offensiv midtbanespiller, men med erfaringen blev han fornuftigvis rykket tilbage som forsvarsstyrmand. En opgave han løste med autoritet og flair.
Høgh skiftede fra Aalborg Chang til AaB som 21-årig i 1987, og havde således en relativt sen opblomstring. Han debuterede for AaB i en vanskelig kamp i Aalborg i april 87 mod OB, hvor hjemmeholdet fik veteranen Ove Flindt Bjerg udvist allerede efter 8 minutters spil og tabte 0-1. Jes Høgh gjorde et fornuftigt indtryk som angriber og testede en anden Høgh, Lars, i det odenseanske mål flere gange.
I 1991 lavede Jes Høgh en spøjs transfer til Silkeborg IF. Han kom dog ikke til at repræsentere midtjyderne, der sendte Høgh videre til Brøndby IF (og tjente en halv million kroner på den transaktion). Samme år debuterede Høgh på landsholdet i en venskabsmatch mod Bulgarien 9. april 1991 på Odense Stadion, hvor han scorede efter et flot opspil af Bjarne Goldbæk og Flemming Povlsen.
I Brøndby rykkede Ebbe Skovdahl Høgh tilbage på banen, og han endte – med stor succes – som libero i centerforsvaret.
I 1994 var han med til at vinde pokalturneringen for BIF efter et tæt opgør med Næstved. Kampen gik i straffesparkskonkurrence, hvor Høgh faktisk indledte med at brænde på Claus Fallentin. Men Næstved kunne kun score på 1 af 4 spark, og så tog Brøndby altså trofæet.
I den efterfølgende sæson skiftede landsholdsspilleren lidt overraskende tilbage til AaB, og på en halv sæson formåede han at medvirke til at hans fødeby tog DM-guldet for første gang. I januar 1995 var han med til at vinde King Fahd Cup med en meriterende 2-0-sejr over Argentina med Ortega og Batistuta i finalen.
Som 27-årig var det ved at være sidste udkald i forhold til at få en lukrativ udlandsprofessionel kontrakt, og da den tyrkiske topklub Fenerbache bød ca. 11 millioner kroner i sommeren 1995, rykkede Høgh sydpå.
I Istanbul udgjorde Jes Høgh et stærkt centerforsvar sammen med den tidligere Brøndbyspiller, nigerianeren Uche Okechukwu. Det blev en formidabel succes. Igennem årene har mange danske fodboldspillere haft vanskeligheder med den tyrkiske mentalitet, og der har ind imellem været mareridtshistorier om manglende betalinger mm., men for Høgh var Fenerbache en sød drøm. Det Fri Aktuelts Jonas Heltberg mødte en tilfreds og åbenhjertig Jes Høgh i Istanbul i 1996: ”Jeg trives virkelig godt hernede. Som så mange andre har jeg også førhen set lidt skævt til tyrkere. Vi danskere er jo verdensmestre i at have fordomme over for andre folk, men efter at jeg er kommet herned er mine vendt 180 grader. Jeg har oplevet en venlighed og en helt vanvittig gæstfrihed her i Tyrkiet. Jeg havde visse betænkeligheder ved at tage min kone og mine døtre ned til et muslimsk land. Men det har vist sig helt ubegrundet, for Istanbul er jo meget vestlig og ikke meget anderledes end så mange andre europæiske storbyer”. Om det mere konkret sportslige udtrykte Høgh en massiv respekt for klubbens brasilianske træner, Carlos Parreira: ”I mine øjne er han verdens bedste træner. Han er først og fremmest utrolig menneskelig. Han er meget venlig, meget nede på jorden, og altid parat til at snakke med sine spillere. Han har styrken og selvtilliden til at gøre det, han mener er rigtigt og ikke lade sig påvirke af hvad andre mener. De 17 andre hold i ligaen spiller 3-5-2, men Parreira er iskold; vi spiller 4-4-2 med et fladt forsvar, og vi spiller på samme måde uanset om vi er ude eller hjemme, om vi møder et tophold eller et bundhold”.
Egentlig skulle man jo tro at en type som den teknisk betonede Høgh med den gode spilforståelse og placeringsevne ville være mere tiltrukket af en egentlig sweeper- eller liberorolle, men det flade centerforsvar i samarbejde med kraftværket Uche, tiltalte altså danskeren meget. På det tidspunkt begyndte 80’ernes 3-5-2 system da også for alvor at blive afløst af 4-4-2, så man kan sige at både Høgh og træner Parreira havde udviklingen på deres side.
Sæsonen 1995-96 endte med et tyrkisk mesterskab til Fenerbache, en triumf som den danske forsvarer havde en stor aktie i. Hans popularitet på de sydlige breddegrader nærmede sig gudestatus.
På landsholdet styrede Jes Høgh suverænt den danske defensiv. I mange kampe i et makkerskab med store stærke Marc Rieper der godt kunne minde om synergien med Uche i Tyrkiet.
Sørine Godtfredsen interviewede i flere omgange Jes Høgh, og det gav imellem nogle interessante vinkler og indsigt i den eftertænksomme spillers tankegods. Adspurgt om han glædede sig til lørdagens landskamp (mod Grækenland i 1997) svarede Høgh: ”Decideret at sige at den her slags kampe er sjove, det vil være en overdrivelse. Da man spillede på et lavere plan, var det virkelig sjovt, men nu glæder jeg mig på den måde, at jeg ser frem til spændingen og udfordringen og til at få det hele overstået. Det gælder om at få trykket væk, og det er jo også en slags glæde. Men det er slet ikke som at glæde sig til at skulle til bryllup eller en fest. Jeg har længe tænkt på, at det egentlig er en forfærdelig verden. Alting er så skarpt opdelt i sort og hvidt. Hvis jeg kunne, ville jeg helst skubbe det hele langt væk og gøre noget andet. Men jeg har brugt de bedste af mine år på det her, og jeg er ikke god til ret mange andre ting. Vores verden står stille – vi står alle sammen stille på mange måder”. (Det Fri Aktuelt 1997). Jes Høghs karriere stod dog ikke just stille. VM-slutrunden i Frankrig i 1998 kom tværtimod til at stå som et absolut højdepunkt. Men også en kulmination.
Efter verdensmesterskabet var Høgh landsholdsanfører en kort overgang, men fysikken begyndte så småt at skrante. I sommeren 1999 foretog han et dristigt skift til den hårde engelske liga, hvor storsatsende FC Chelsea havde udset danskeren som et stærkt alternativ til den franske verdensmesterduo, Marcel Desailly og Franck Leboeuf. En genstridig ankelskade satte imidlertid en stopper for karrieren i England efter blot 9 ligakampe for the Blues. Han spillede sin 57. og sidste landskamp i april 2000, blev udtaget til EM men kunne ikke spille.
I 2007 blev Jes Høgh pludseligt ramt af en blodprop i hjernen. Han kæmpede sig tilbage til en normaliseret tilværelse, og skrev bogen ”Comeback til livet” sammen med Kurt Lassen.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|  13.10.1993 | Nordirland | 1 - 0 | |
| 26.05.1994 | Sverige | 1 - 0 | |
|
|
| Er rangeret som syvende bedste spillende centerforsvarer i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
|
/ 
(46)
(81)