|
| 15. juni 1964 på Frederiksberg i København | Michael Laudrup (f. Laudrup-Jensen) | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
|
| 104 / 37 | Brøndby (4/4) | 3 | Brøndby (2) | |
| | Lazio, Italien (19/11) | | Lazio, Italien (1) | |
| | Juventus, Italien (32/8) | |
| | FC Barcelona, Spanien (17/6) | |
| | Real Madrid, Spanien (19/6) | |
| | Vissel Kobe, Japan (2/0) | |
| | Ajax, Holland (11/2) | |
|
| OM MICHAEL LAUDRUP | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Ambassadøren
Michael Laudrup blev født 15. juni 1964 på Frederiksberg.
Jeg har læst et sted at Michael Laudrup er den mest berømte dansker i historien. Selv om nærmest ethvert barn på kloden kender H. C. Andersens eventyr. Selv om der er folk i Japan der læser dansk for at forstå Søren Kierkegaard på originalsproget. Selv om Niels Bohr og Karen Blixen nyder en imponerende global berømmelse. Og selv om Victor Axelsen vist nok har en kvart milliard kinesiske fans. Michael Laudrups navn vækker angiveligt genklang overalt i verden. Og det kan vi da være glade for. For man kan næppe forestille sig en mere nobel og værdig ambassadør for Dannebrog!
Laudrup repræsenterede alt det smukkeste ved fodbolden. Med sine glidende løb og sin kælne boldbehandling ophævede han sporten til ren kunst. Han var også – som meget få andre i fodboldens historie – i stand til at forudse spillet og lægge sine delikate pasninger derefter. Desuden var ML en sand gentleman i sin optræden – på banen og udenfor.
Der er vel heller ingen danske spillere der har været genstand for samme mængde kontrafaktiske spekulationer? Hvad nu hvis?
Hvad nu hvis Michael havde valgt at fortsætte i KB da han brød igennem i 1. division som 17-årig? I så fald havde Brøndby IF ikke scoret de ca. 10 millioner kroner som de solgte Laudrup for til Juventus, efter blot 1 år på Vestegnen. Pengene blev brugt til at konsolidere fremadstormende BIF i toppen af dansk fodbold. En udvikling der med tiden – og i en lang periode - gjorde klubben til et lokomotiv for professionel fodbold i Danmark. KB var derimod ikke i stand til at hægte sig på den rivende udvikling og forsvandt fra den hjemlige elite. I alt fald indtil den gamle klub kom til at indgå i FCK-fusionen med B1903. I KB valgte man et mere fladt lønhierarki, da man indførte professionelle tilstande i dansk fodbold, og man gik derved glip af den dynamik og progression som Brøndby kom til at eksponere. Så Laudrups valg var sådan set ikke så vanskeligt at forstå.
Hvad så hvis Laudrup var blevet solgt til Liverpool FC frem for Juventus? Alt om Sport kunne faktisk fremvise fotos af kometen med Liverpool-halstørklæde og engelsk bowlerhat. Helt usædvanligt, for kontrakten var jo endnu ikke underskrevet. Men det var altså meget tæt på, og kun detaljer gjorde at det blev italiensk fodbold frem for Merseyside. Jeg tror faktisk at Liverpool havde været en god klub for ”Prince of Denmark”. Under Bob Paisley og Joe Fagan spillede the Reds en god gang kontinentalt inspireret, boldbesiddende fodbold, der formentlig havde passet glimrende til det unge danske supertalent. Han ville selvfølgelig have være blevet konfronteret med barske og hårdføre britiske forsvarsspillere, men ligesom Jan Mølby formåede det, så tror jeg også at Laudrup ville have excelleret. I stedet blev det to meget hårde sæsoner som udlejningsspiller i svage Lazio. Laudrup fik dermed en lidet misundelsesværdig rolle som frontangriber på et bundhold der sloges for eksistensen, og ofte stod meget dybt med hele holdet. Den italienske Serie A var ganske vist Europas stærkeste liga på det tidspunkt, men kampene var i udstrakt grad præget af stram organisation, tætte markeringer, masser af frispark og medfølgende spilstop, og ikke mindst kynisk forsvarsspil. Det er min påstand at Laudrup spildte to år i Rom, og at han havde haft bedre af at tage til England. Til gengæld havde Liverpool været et uholdbart sted for hans videre udvikling i tiden omkring 1985, da de engelske klubber blev udelukket fra de europæiske turneringer. Der fulgte en stagnation i den engelske liga, som følge af at mange af de største profiler søgte til Skotland eller kontinentet for at få opfyldt ambitionerne om Europa Cup matchning.
Det var som om at landsholdet blev en slags mentalt frikvarter for Laudrup i Laziotiden. Han trængte sig ind i angrebet under Sepp Piontek, og kom til at udgøre en dødsensfarlig duo sammen med Preben Elkjær. Der var næppe to spillere der var mere forskellige end dem. Elkjær med sin brovtende og selvsikre stil udenfor banen, hvor Laudrup var stille og beskeden. Og på banen var Lokeren-chefen et sandt kraftværk med sin opportunisme og egoistiske fremturen, mens Laudrup var den forfinede dribler og raffinerede, uselviske oplægger. Men netop derfor supplerede de hinanden så godt. I årene omkring 1985-86 var de tilsammen formentlig verdens bedste angrebspar.
Men hvad nu hvis Johan Cruyff ikke var blevet en så altdominerende træner og ledende ideolog i FC Barcelona? Den var straks værre! Jeg vil ikke påstå at Laudrup var en skuffelse i Juventus. Han spillede trods alt fast i fire år og blev italiensk mester i 1986. Men i sæsonen 1987-88 scorede han ikke et eneste ligamål. Måske skuffede Laudrup ikke. Men Juventus må have skuffet ham. Det var da Cruyff hentede den da 25-årige dansker til Camp Nou i 1989, at Laudrup for alvor fik mulighed for at rulle sit gigantiske potentiale ud! I Barcelonas offensive og boldbesiddende totalfodbold, blev Laudrup den ultimative 10’er. Hans unikke blik for spillet kom til sin ret som domptør i det forrygende angrebsmenageri, som cirkusdirektøren Cruyff lancerede. Det første år gav megen kritik af holdets nærmest ultimative angrebsstil, men en finalesejr i den spanske pokalturnering – Copa del Rey – over ærkerivalerne fra Real Madrid, gav arbejdsro. Da Cruyffs koncept først var implementeret blæste Barcelona alle konkurrenter af banen. Laudrup brillerede med sine karakteristiske kattepote-tæmninger, visionære yderside-chippede pasninger, og sin signaturdribling, fodfinten ”Croqueta”. Barcelona hjemførte 4 spanske mesterskaber i streg, og Europa Cup turneringen for mesterhold i 1991-92 (finalesejr i en meget tæt kamp over italienske Sampdoria).
Samme år havde el Maestro kvittet det danske landshold i frustration over landstræner Richard Møller Nielsens dispositioner og grundlæggende taktiske tilgang.
Hvad nu hvis Michael Laudrup havde fortrudt den beslutning, og meldt sig klar til at spille EM-slutrunden i Sverige? Var Danmark så blevet europamester? Svært hypotetisk spørgsmål at besvare. Var der overhovedet reelt set plads til Michael Laudrup på det hold som overraskede alt og alle, og vandt guldet ved EM? Ville der i givet fald have været plads til begge Laudrupbrødrene? Jeg tvivler. Den næsten ufattelige EM-succes kom i land på struktureret defensiv og heroisk fight. Brian Laudrup (og til dels Flemming Povlsen) stod for de individuelle inputs. Jeg har vanskeligt ved at se Michael Laudrup optræde som midtbanedirigent og 10’er i det kollektiv. Omvendt er det jo alligevel en absurd tanke at Danmarks absolut bedste individualist og klart største profil ikke skulle kunne tilspille sig en rolle på et dansk landshold. Skal der ikke altid være plads til så stor en kunstner, selv om træneren nok i bund og grund personligt foretrak mere hårdtarbejdende og energiske ”håndværkere” som Kim Vilfort og John Faxe Jensen? Måske havde Laudrup – ligesom lillebroren – have tilpasset sig vilkårene, og kronet sin fantastiske karriere med Ballon d’Or? Det får vi aldrig at vide. Michael Laudrup måtte nøjes med placeringer i kåringen af Europas Bedste som nr. 4 i 1985, nr. 7 i 1992, nr. 5 i 1993, og nr. 10 i 1995.
Så forgudet var Laudrup i Catalonien, at han troede at fodboldfolket ville have forståelse for hans kontroversielle klubskifte til Real Madrid i 1994. Så let gik det dog ikke. Da madrilenerne gæstede Camp Nou blev Laudrup massivt tilsvinet. Med tiden tilgav de ham dog. Baggrunden var da også at Johan Cruyff vurderede sin danske playmaker over the hill, og foretrak andre spillere, men med to fremragende sæsoner i Real modbeviste Laudrup sin tidligere læremesters degradering.
I 1996 foretog Laudrup så sit mest besynderlige klubskift. Han fortrak til den relative anonymitet i den japanske 2. divisionsklub Vissel Kobe. I min optik kan denne mærkværdige transfer sammenlignes med Allan Simonsens exit i Barcelona i 1982, da Allan tog til den engelske 2. divisionsklub Charlton. I Asien fik Laudrup lagt afstand til det konstante pres i den hektiske spanske ligatop, i klubber hvor en andenplads er lig med en ødelæggende fiasko.
På landsholdet havde Laudrup foretaget en kovending og reddet trådene med landstræneren ud i 1993. Det gav et meget omtalt comeback, og der viste sig altså at være plads til begge brødrene Laudrup blandt Richard Møller Nielsens udvalgte. Desværre glippede VM-kvalifikationen med et bittert nederlag til Spanien i Sevilla.
I 1995 blev Michael Laudrup ovenikøbet permanent anfører, og var med til at spille Danmark til EM i England. Her blev et 0-3-nederlag til Kroatien desværre dyrt, og Ricardo måtte efterfølgende lade sig afløse af Bo Johansson.
Den joviale og dygtige svensker indpassede Laudrup i sin foretrukne midtbanediamant som offensiv spilfordeler, og i 1998 fik dansk fodbolds måske bedste spiller gennem tiderne en smuk og værdig exit på landsholdsæraen, da danskerne - efter en heroisk indsats – gik ned med løftede faner mod Brasilien i VM-kvartfinalen i Nantes.
Turneringen havde sat en tyk understregning under Laudrups sublime klasse. Han sluttede med 104 landskampe og 38 mål.
I hans sidste aktive sæson vandt han desuden den hollandske the Double med Ajax Amsterdam.
Som træner videreførte Michael Laudrup sin filosofi som spiller og lagde vægt på det hurtige, tekniske pasningsspil. Han fik desværre aldrig mulighed for at virkeliggøre sin vision i en absolut topklub, hvor den slags er nemmere at udvikle rent konceptuelt, end i Swansea, Mallorca og Getafe. Lavpunkterne var nok Spartak Moskva og årene i Qatar. Men tænk hvis DBU havde ansat Michael Laudrup som landstræner! Hvad nu hvis?...
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som bedste offensive midtbane spiller i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 9. oktober 1985 mod Schweiz
(46)
(77)