|
| 11. januar 1921 i København | Otto Viggo Bresling (f. Pedersen) | |
|
|
| 17. juli 2009. Boede i Gentofte ved sin død | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM OTTO BRESLING | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Den uønskede landskamp
Året var 1940. I november måned havde Danmark været besat af det Tredje Riges Værnemagt i et halvt års tid, og tyskerne pressede på for at få samarbejdspolitikken bredt ud til også at omfatte en idrætslig kollaboration. Formålet var at knytte mønsterprotektoratet endnu tættere til det – på det tidspunkt af krigen – sejrende Nazityskland, og at infiltrere de danske idrætsforbund, så ungdommen kunne indoktrineres når de gik til sport.
Danmarks Idræts Forbund var yderst skeptisk, men måtte balancere mellem politiske nødvendigheder og pres. Man overlod det til de enkelte forbund hvorvidt, og i hvilket omfang, man ville indgå i det fra tysk side ønskede fællesskab.
Fodbold var naturligvis den største idræt herhjemme, og Værnemagten gjorde intet for at forhindre gennemførelsen af den danske turnering. Divisionerne omorganiseredes dog for ikke at trække for store veksler på infrastrukturen og de knappe ressourcer. Men Tyskland pressede på for at spille landskamp. Det var der ikke ret mange af de danske elitespillere der var begejstrede for, for nu at sige det mildt.
Men formanden for DBU, Leo Frederiksen var klar i mælet. DBU ville gå med til at afvikle to landskampe mod tyskerne, og spillerne havde at makke ret. Man frygtede angiveligt at Værnemagten ville lukke ned for al fodbold i Danmark, eventuelt for tilskuere, hvis ikke man samarbejdede. Det ville i givet fald rykke det økonomiske fundament væk under såvel DBU som klubberne.
En temmelig modvillig spillertrup tog så til Hamburg. Propagandanummeret blev gennemført på SC Viktorias stadion (hvor danske August ”Smart” Lindgren havde spillet omkring 1910) foran 28.000 tilskuere.
Forventningerne fra dansk side var på forhånd meget små. Tre år forinden havde Tyskland gennemtævet danskerne i Breslau med chokcifrene 8-0. Men denne gang gik det anderledes. På trods af at kampens dommer Ahlfors fra Finland var tydeligt partisk, kæmpede det forholdsvis urutinerede danske landshold sig til et knebent nederlag på 0-1.
Målet blev scoret af den senere landstræner Helmuth Schön. Propagandaeffekten var begrænset. Lilleputten gjorde brav modstand og var på ingen måde i fare for endnu en ”snitter” som i 1937. Dog stod Frems Egon Sørensen en aldeles fremragende kamp, hvilket i høj grad medvirkede til det pæne resultat.
Året efter endte returkampen i øvrigt 1-1 efter endnu en mandfolkepræstation af de undertippede danskere.
Med på det danske hold i Hamburg var den kun 19-årige halfback Otto Pedersen fra B1903. Han fik et kometagtigt gennembrud dét år, og blev kåret til intet mindre end Årets Fund i dansk idræt. Han var født 11. januar 1921 i København som Otto Viggo Pedersen, men han og hans to brødre skidtede kort efter navn til Bresling.
Efter den famøse kamp i Hamburg var stemningen trykket til den ellers normalt så festlige banket. Otto Bresling fortalte mange år senere til Avisen.dk (i 2007): ”Det var trist. Det var jo under krigen. Til banketten ville tyskerne gerne snakke med os, men vi var temmelig reserverede. Der var også to, der havde meldt afbud til kampen, fordi det var mod tyskerne, men stort set var det det rigtige hold, der var med”.
Efter en række skader besluttede Bresling imidlertid at kvitte en ellers lovende fodboldkarriere, og i stedet dyrke atletik. Som 400 meter løber vandt han guld ved DM i stafet på KIF’s hold, bl.a. sammen med 1940’ernes måske største danske idrætsmand, Niels Holst-Sørensen.
Otto Viggo Bresling Pedersen døde 17. juli 2009, 88 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
17.11.1940