|
| 23. august 1918 i Sdr. Tranders | Orla Edvin Brixler (f. Poulsen) | |
|
| OM ORLA BRIXLER | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
AaB'eren
Orla Edvin Brixler blev født Poulsen i Sdr. Tranders 23. august 1918.
Faderen var postbud i Aalborg og knægten var en pågående og slidstærk halfback i 1930'erne, hvor de gammeldags fløjhalfbacks gik af mode og blev erstattet af half'er, der agerede som defensive midtbanespillere. I AaB spillede Brixler i en uhyre stærk halfback-kæde sammen med Ernst Nielsen og englænderen Graham Lockey.
Centerhalfen Svend Sandvig kom desuden til Aalborg fra AB i 1936, og blev anfører på landsholdet som den første AaB'er i historien.
AaB var en af provinsens absolut bedste klubber i 30'erne, og blev indplaceret i den bedste division, da man omstrukturerede Danmarksturneringen i 1929-30. Aalborgenserne opnåede placeringer som nr. 7, 7, 6, 5, 8 og 9 fra 1930 til 35, og derefter en fornem tredjeplads i 1936.
Wingen Werner Hedegaard og halfbacken Ernst Nielsen blev AaB's første landsholdsspillere i 1934, og siden fulgte Svend Sanvig i 36, Alfred Hansen i 1937 og Orla Brixler året efter.
Debuten mod Finland var ikke noget at skrive hjem om. Danmark tabte med 2-1 i Helsinki mod finnerne, og der gik fire år inden Brixler atter blev udtaget. Under besættelsen opnåede han yderligere tre landskampe, og den sidste var et brag af et arvefjendeopgør.
I en af de mest medrivende kampe i Idrætsparkens lange historie besejrede Danmark et uhyre stærkt svensk nationalmandskab. Det var den 20. juni 1943. End ikke tilstedeværelsen af Sveriges bedste spillere gennem tiderne, Gunnar Gren og Gunnar Nordahl, kunne forhindre en hjemmesejr. Publikum bar de rød-hvide frem til en meriterende 3-2-sejr, der blev sikret på et mål af Johannes Pløger kort før tid. Afsyngningen af den norske nationalhymne "Ja, vi elsker dette landet" før og efter kampen, gjorde den tyske værnemagt så betænkelige over folkestemningen, at man efterfølgende forbød tilskuere til divisionskampene. Det blev også besættelsens sidste landskamp - og Orla Brixlers sidste.
Der var - naturligt nok - ikke megen international sparring til landsholdet og de københavnske stævne- og alliance sammenslutninger under besættelsen. De sædvanlige britiske modstandere i sommerkampene måtte man i sagens natur undvære, og der blev kun spillet få landskampe.
Nazi-Tyskland ville gerne møde det lille lydige samarbejds-protektorat mod nord, og det afstedkom to landskampe i 1940 og 41. De blev gennemtrumfet af DBU’s magtfulde formand Leo Frederiksen, angiveligt under tysk pression og trusler om at aflyse al fodboldvirksomhed i Danmark hvis man nægtede. Da det østrigske klubhold Admira var i København i 1941, udløste udeholdets heilen op mod tribunerne et større slagsmål mellem hjemmepublikummet, der følte sig provokeret, og tyske soldater/nazisympatisører på lægterne. Tyskerne var presset og måtte trække våben, og kampen endte som en skandale. I alt fald fra værnemagtens synspunkt. Så var landskampene mod Sverige en helt anden sag.
De dansk-svenske naboopgør var en sær blanding af alsang og folkefest. Krigen og den tyske værnemagts tilstedeværelse i landet blev skubbet i baggrunden for en stund. Der var en helt særlig stemning af nordisk forbrødring, samtidig med at den undertrykte nationale identitet og stolthed fik et udtryk.
Kampen i juni 1943 fik et kuriøst forspil. Diskussioner om den taktik der skulle anvendes, skabte en hel del splittelse i truppen. De fleste af DBU’s ledere gik kraftigt ind for det gamle to-back system, men de fleste af spillerne var vænnet til Arsenal-manageren Herbert Chapmans tre-back taktik. Der var ellers behov for en stabil og fornuftig optakt til kampen, eftersom UK havde valgt hele 5 debutanter til opgøret.
Kort før kick-off skar UK-formand Kristian Middelboe igennem: ”Det med taktik, det taler vi ikke om. Nu går vi bare ud og spiller”. Unægtelig en aparte besked at sende et usammenspillet hold på banen med, foran 40.000 feststemte og opsatte tilskuere. Men måske virkede det. Det danske landshold spillede og kæmpede i alt fald for sagen, og kom foran to gange på mål af Frem-debutanten Kaj Christiansen. Men begge gange svarede svenskerne igen, idet den supertalentfulde angrebsduo Gunnar Gren og Gunnar Nordahl nettede en gang hver. Mod slutningen forekom det logisk at danskerne ville blive ramt på fysikken, men trods almindelig udmattelse bølgede angrebene frem og tilbage. 5 minutter før tid kom så forløsningen for det trætte hjemmehold. Heroisk kæmpende Karl Aage Hansen erobrede for 117. gang en bold i et svensk opspil og fandt Knud Lundberg med en lang aflevering. Denne fandt højre wing, Frems populære Johannes Pløger, på kanten af det svenske felt, og Pløger udnyttede chancen med et hårdt og fladt spark udenfor Sven Bergquists rækkevidde. Sejren kom i hus.
Efterfølgende fandt den tyske værnemagt stemningen på Idrætsparken lovlig national/nordisk romantisk. Dengang afsluttede man landskampene med at spille og synge de respektive nationalmelodier. Og umiddelbart efter afsang folket spontant den norske hymne ”Ja, vi elsker dette landet” i sympati med det underkuede norske folk. Besættelsesmagten valgte herefter at forbyde yderligere landskampe, så denne mindeværdige Bråvalla-dyst blev krigens sidste på dansk grund.
AaB’s Orla Brixler døde 3.april.1957, kun 38 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
| I kampene 31.08.1938 - 04.10.1942 optrådte han under navnet Orla Poulsen | |
|
|
|
31.08.1938
(75)