|
| 23. september 1918 i København | John Walther Christensen | |
|
|
| 1. december 1965 i København SV | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM WALTHER CHRISTENSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Naturtalentet Walther
John Walther Christensen blev født 23. september 1918 i København.
Walther var i perioden lige omkring Anden Verdenskrigs udbrud Danmarks klart bedst teknisk funderede spiller. Især excellerede den sortkrøllede og charmerende halfback i millimeterpræcise afleveringer. Ingen kunne slå pasningerne og se hullerne i fjendens defensiv, som Walther. Han var ganske enkelt i en klasse for sig selv.
I Frem spillede man frisk angrebsfodbold, og klubbens mange fremragende offensive spillere nød godt af Walther Christensens eminente servicering. Det var folk som Helmuth Søbirk, Johannes Pløger, Kaj Christiansen og Erling Sørensen. Foruden naturligvis folkehelten Pauli Jørgensen og dennes afløser, den ualmindeligt hovedspils-stærke John Hansen.
Walther profiterede selv af, at Frem rådede over arbejdsbien Svend Frederiksen som den anden halfback. Christensen og Frederiksen var nærmest diametrale modsætninger. Hvor Walther var elegant og visionær, så var Svend teknisk begrænset, men til gengæld overmåde energisk og fysisk stærk.
Walther Christensen var IKKE noget energibundt. Han hadede at træne. Især når der stod løb uden bold på programmet. Det gjorde at hans fysiske form svingede en hel del. Da DBU i 1939 hentede den dygtige og velanskrevne engelske træner, Edward ”Ted” Magner til Danmark for at coache elitespillerne, nægtede Walther Christensen pure at følge de engelske træningsprogrammer. Han var dog så indlysende et naturtalent, at UK alligevel valgte at sætte ham på landsholdet i finalen 18. juni 1939 i DBU’s store nordiske jubilæumsturnering dét år. Danmark slog stærke Norge med 6-3, og Walther Christensen svigtede ikke i sin debut. Han scorede selv og producerede flere geniale oplæg, bl.a. til klubkammeraten og veteranen Pauli Jørgensen der lavede tre kasser. Danskerne kom stærkt igen efter en sløj første halvleg, og spillerne forekom fysisk trimmede efter mr. Magners ihærdige hersen.
På den tid var idolerne uendeligt meget tættere på deres publikum end nu til dags. De boede jo dør om dør med tilhængerne og havde almindeligt arbejde ved siden af fodbolden. I Boldklubben Frem gjorde dette sig i særlig høj grad gældende. Arbejderklubben havde en enorm lokal opbakning på brokvartererne, i Sydhavnen og i Valby. Mange ville hellere end gerne give en kop øl og spille en pot billard på værtshusene med deres fodboldhelte, og der var mange rygklappere og fristelser. Walther Christensen var ikke en af dem, der var gode til at sige fra.
I starten af 40’erne var Walther så overvægtig og ude af form, at hans plads på Frems førstehold kom i fare. Han var dog fortsat en magtfaktor i kraft af overblik og sparketeknik, og medvirkede til Frems mesterskab i 1944. Men i hans sidste landskampe (i 1942) forekom han langsom og utrænet.
Walthers talent var så afgjort til mere end de 10 landskampe han opnåede. Men livsstilen og indstillingen begrænsede udfoldelserne. Desværre.
Walther Christensen døde 1.december.1965. Han blev kun 47 år.
De få, der har set både Walther Christensen og Michael Laudrup spille, siger, "at hvis Walther Christensens psyke havde matchet hans talent, kunne han være blevet suverænt den bedste."
Dette er et citat fra en artikelserie, som den gamle sportsjournalist, Carl Ettrup, skrev i TIPS-bladet i efteråret 1982 om "De gode gamle dage..", og det var første gang, jeg læste om Walther Christensen, som debuterede for Frem som 18-årig i 1937. Netop dette år tabte Danmark 0-8 til Tyskland i Breslau, og der var behov for nyt blod på landsholdet.
Knud Lundberg skriver i Dansk Fodbold (DBUs jubilæumsskrift 1989), "at Walther Christensen allerede fra drengeårene var et lysende talent som højre halfback, som fik alting til at se let og naturligt ud. Et kendetegn for de store kunstnere - og de store talenter. Han er måske det største, vi har haft." Han var også genstand for en artikel i Euroman i september 2018, da han ville været blevet 100 år, men den er der måske en anden, der lægger inde med?
Walther var født i 1918 og var udlært møbelpolstrer og sadelmagersvend. Han var tidligt udviklet og en flot fyr med sorte krøller, som gjorde lykke hos pigerne og desværre også på de ydmyge steder på Vesterbro, hvor Walther sjældent fornærmede nogen ved at sige nej til en bajer. Indimellem betød disse eskapader, at han blev sat af førsteholdet, hvorefter han straks meldte sig ud af klubben, hvilket han fortrød, når han kom på bedre tanker.
DBU ansatte i 1938 den midaldrende engelske træner, Edward Magner, for at sætte landsholdet op til forbundets 50 års jubilæumsturnering og Magner havde 59 spillere til fællestræning med stor succes. Kun én kunne han ikke få med: Walther Christensen lod sig ikke indordne og blev sendt hjem. Alligevel blev han udtaget til turneringen og debuterede på landsholdet i finalen mod Norge 18. juni 1939. Danmark vandt 6-3 og Walther spillede fremragende som højre innerwing og scorede Danmarks 5. mål. Selvfølgelig kom krigen i vejen for hans karriere, men det blev kun til 10 landskampe ialt, den sidste i 1942.
Han blev gradvist inddraget i illegalt arbejde og blev arresteret af Gestapo i februar 1945 og sad indtil krigens slutning i Frøslev-lejren. Ifølge Wikipediaartiklen om ham, blev han aldrig den samme, og selvom han kom tilbage på Frems førstehold, overvægtig og utrænet, kom han aldrig mere på landsholdet, selvom han - da landsholdet vandt bronze ved OL i London - kun var 29 år. Da var han stoppet som spiller og blev mere og mere forsumpet. Ingen kendte til PTSD dengang og straf og udelukkelse var de eneste pædagogiske midler, man åbenbart kendte.
Hvad var det så han kunne? Michael Laudrup er veldokumenteret, men billeder er taknemmelige, så Carl Ettrup forsøger at sætte ord på: "I én detalje af sparketeknikken satte Walther Christensen sig et varigt minde i dansk fodbold. Han kunne spille sin wing fri med en topspundet aflevering, hvor han sparkede dybt i bolden med foden næsten vandret. I stadig stigning passerede bolden backen, der strakte sig et par centimeter ekstra i sit spring for at få hovedet på, for så at dale ned bag ham som et faldende blad, nem og ligetil at behandle videre for wingen."
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
18.06.1939
(75)