|
Den jyske skytte
Henning Enoksen blev født 26. september 1935 i Sejerslev på Mors
Henning Enoksen, bragede ind i fodboldfolkets bevidsthed i 1957 i en kamp med Jyllands udvalgte hold og Københavns ditto. Den lyse og lidt spinkelt byggede angriber havde på det tidspunkt blot spillet to 1. divisionskampe for sin nye klub, Vejle Boldklub, og gik under navnet ”Kometen fra Nykøbing Mors”. Selv om den 23-årige forward spillede over for den meget hårde forsvarer Poul Andersen fra B.93, formåede han at efterlade et meget stærkt indtryk. Arne ”Ulrich” Ulrichsen konstaterede i Aftenbladet: ”Han mangler ikke så lidt i at være den ideelle centerforward, bl.a. er hans højreben næsten ”koldt”, og det kniber med at komme op af starthullerne på de første meter; men når han er i gang, så er der fart over feltet og fare på færde”. Ulrich så en kommende landsholdsspiller i svøb.
I Vejle var han med til at vinde et lidt overraskende mesterskab i 1958 på et hold der spillede teknisk, seværdigt og fremadrettet. Enoksen tæskede bare mål ind dét år og blev topscorer i 1. division med hele 28 kasser. Enoksens rolle i Vejle var den hårdt-skydende centerforward foran teknikeren Tommy Troelsen, mens han på landsholdet fik debut 15. maj 1958 som venstre innerwing (og scorede to gange). En plads han siden ofte spillede i sine efterfølgende 53 landskampe, mens han indiskutabelt var centerforward på klubplan.
54 opgør i rød-hvidt var et særdeles højt antal, især dengang, og vidner med al tydelighed om Henning Enoksens kvalitet og holdbarhed. Han honorerede da også DBU’s tillid med imponerende 29 landskampmål. Enoksens force var frem for alt et sandt kanonskud med venstrebenet, mens højre til gengæld var helt ”koldt” (som Ulrich analyserede ovenfor). Desuden var han i stand til at ”skrue” sine afslutninger, eller ”skyde om hjørner” som man sagde, hvilket var en ret speciel kompetence i 1950’erne.
I 1960 var Enoksen med på OL-holdet i Rom, der vandt sølv, og året efter skiftede angriberen så til AGF, idet karrieren som lærer/adjunkt førte ham til Århus. Det forstokkede DBU vurderede desværre, at klubskiftet ikke var så nødvendigt og naturligt fremkaldt af Enoksens jobsituation, at han kunne slippe for at udstå et halvt års karantæne. Landsholdsspiller eller ej. Sådan var de strikse regler dengang.
Til gengæld blev Henning Enoksen unionens helt, da han et år senere afviste et ellers økonomisk fornemt tilbud fra Torino, om at blive professionel dér. Det var populært i ledelseskredse, at en af de store spillerprofiler ikke ”lod sig købe”. Enoksen gik altså modsat Harald- og Flemming Nielsen, der brugte olympiaden i Rom som springbræt til en prof-karriere i Italien. For Henning vejede job og familie tungere. Hans holdninger i forhold til professionalisme var nuancerede. Det var ikke noget for ham personligt, men i modsætning til de gamle amatør-forkæmpere i dansk fodbold var Enoksen nu ikke nogen korsfarer. Det fremgik ellers med al tydelighed i datidens presse at man ønskede en frontkæmper, en helgen. Hør bare dette citat af præst og redaktør Harald P. Madsen fra Aalborgavisen Ny Tid: ”I en tid, hvor den danske nationalsport; fodbolden, står i fare for at degenerere, om ikke i hel-eller halvprofessionalisme, så dog til at blive et stutteri for fremavl af eksportduelige og salgsvillige fodboldkoryfæer til udenlandske boldklubber, og hvor desårsag enhver purk, der forsøger sig på fodboldbanerne, drømmer Italiens- og Frankrigs-drømme i klingende mønt og dagbladssensationer, er det forfriskende, at en højt anset dansk fodboldspiller i landsholdsklasse har sagt nej til at sælge sig selv til en italiensk klub, og har valgt at blive ved sin læst, sin lærergerning i Århus. Enoksen med det berømte venstreben har med dette nej til den nette sum af 200000 kroner plus en fin månedsgage og provision for vundne kampe, på en stilfærdig, men stærk måde understreget, at sundhedskilden for kroppen; sporten og den sportslige træning skal øves for sportens skyld og ikke for fristende mammon”. Redaktørens fodboldindsigt har dog nok været noget begrænset, for overskriften på hans svulstige leder lød: ”Fra sportens overdrev. Eneren Enevoldsen, som blev et eksempel til efterfølgelse”. Enoksen - som han jo rettelig hed - skrev selv mere nuanceret om sine karrierevalg i bogen ”Nej tak til millionkontrakt” i 1963.
Det var ellers ikke så sært at Enoksen var ombejlet. I 1962 blev han atter topscorer i 1. division - nu for AGF - med 24 mål, og minsandten om ikke læreren med kanon-venstrebenet blev topscorer en tredje gang i 1966 (igen med AGF) med 16 scoringer. Han var svær at holde.
Populariteten i DBU fik nu ben at gå på. I Enoksens sidste aktive år i 1. division, i 1967, satte han sig for at skabe en spillerforening for divisionsspillerne i Danmark. Det huede ikke ligefrem klublederne og unionen. En sådan forening kunne jo potentielt set skabe en hel del ravage, og man kunne jo nemt forestille sig at der kunne fremkomme krav om for eksempel betaling for spillernes gratis tjenester. Foreningen blev en realitet i februar 1967, med Enoksen som formand. Dele af pressen forudså et rendyrket mytteri og Randers Folkeblad bragte en stor overskrift under parolen: ”Spillerne gør oprør”! Der var nu langt til nutidens sørgelige konflikter mellem DBU og Spillerforeningen. Meget langt. Enoksen og co. forholdt sig beskedent, pragmatisk og kompromissøgende til debatten om professionalisme. Foreningen nøjedes - formentlig til DBU’s lettelse - med at foreslå at 1. divisionsklubberne kunne lave en slags opsparing hen over sæsonen i spillernes navne. Og når turneringen var omme, kunne klubberne så købe en pæn gave til spillerne som tak for årets ydelser.
Der skulle dog gå yderligere et tiår før betalingsfodbold kunne gennemføres i Danmark. Efter fodboldkarrieren fortsatte adjunkten i spillets tjeneste som træner, trænerinstruktør i DBU, og som forfatter til adskillige udødelige instruktionsbøger.
Henning Enoksen gik bort 25. september 2016, dagen før sin 81 års fødselsdag.
| |
25 kampe: 10. september 1960 mod Jugoslavien
(85)