|
| 20. september 1915 i København | Erik Knud Vang Glümer (f. Sørensen) | |
|
|
| 29. september 1960 på Frederiksberg i København | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM ERIK GLÜMER | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
KB-kaptajnen
Hvis man skal definere en ægte ”klubhelt”, så må karakteristika som samlingspunkt og lederskikkelse være centrale. Og personlige træk som trofasthed og naturlig autoritet. Klubhelten går forrest og ofrer sig 100%. Det er grundlaget for hans popularitet blandt fans og medspillere. Han behøver ikke nødvendigvis at være den bedste fodboldspiller. Den uhyre vellidte og respekterede Erik Glümer levede til fulde op til alle de nævnte kendetegn. Han var KB’er helt ind i marv og ben, og en fremragende anfører i en årrække. I dag er han vist nærmest helt glemt.
Erik Knud Vang Glümer (født Sørensen) blev født 20. september 1915. Faderen var kelner på en københavnsk restauration og knægten voksede op i små kår i en børneflok på 7 på Borups Allé. Glümer var således et udmærket eksempel på at myten om, at KB’s medlemmer udelukkende kom fra det højere borgerskab, er noget vrøvl.
Erik kom i lære som maskinarbejder og blev siden repræsentant. Den barske opvækst har måske medvirket til at gøre ham til en yderst kontant – om end også fair spillende - back. Man løb ikke om hjørner med Erik Glümer. Til gengæld var han ikke nogen fantastisk tekniker. DBU fik dog øje på hans forsvarskompetencer i slutningen af 1930’erne, og han debuterede 18. september 1938, mod Norge (1-1) og samme år mod Holland (2-2). I begge opgør dannede Glümer backpar med den langt mere elegante og konstruktive Poul L. Hansen fra B.93. Den iøjnefaldende forskel på de to forsvarsspilleres umiddelbare kvaliteter blev bemærket af pressen og UK. Men værdien af Glümers fighteregenskaber og kompromisløse indstilling blev desværre nedvurderet. KB’eren mistede sin landsholdsplads til Willy Larsson fra AB.
Efter at besættelsen satte ind i 1940 kom DBU under pres fra Nazi-Tyskland for at stille op til landskampe. Besættelsesmagten ønskede at udnytte det sportslige samkvem i propagandaøjemed. Erik Glümer blev udtaget til den – blandt spillerne – ret så upopulære opgave at tage til Hamburg og spille mod tyskerne. Det blev imidlertid en type kamp der passede fighteren Glümer glimrende. Danskerne sloges som løver mod overmagten og tabte knebent med 1-0 på et mål af den senere landsholdstræner Helmuth Schön. Propagandaeffekten var yderst beskeden.
I de sparsomme landskampe i resten af krigsårene foretrak DBU’s udtagelseskomité imidlertid mere raffinerede backs, som for eksempel Knud Bastrup Birk og Poul Petersen fra AB.
I 1940 vandt KB DM-guld for første gang i 8 år. Erik Glümer spillede en solid venstre back under kæmpen Oscar Jørgensens forsvarslederskab. Senere under besættelsen var backen aktiv i modstandsbevægelsen og han boede i en lejlighed i Vanløse med tre andre frihedskæmpere og fodboldspillere. Siden overtog Glümer anførerhvervet da KB’erne tog det danske mesterskab hele tre gange i træk i 1948, 49 og 50. Desuden blev det til triumf i KBU’s pokalturnering i 1948 med en finalesejr på 3-1 over B1903. ”Hemmeligheden” bag KB’s overvældende dominans var en uhyre stærk defensiv med Eigil Nielsen, Erik Køppen, Dion Ørnvold foruden altså den rutinerede kaptajn.
For udenforstående var det vanskeligt at bedømme Erik Glümers enorme betydning for KB’s succeshold. Men da han trak sig tilbage som 34-årig i 1950 stod det pludseligt klart for alle hvor vigtig klubikonet var. Uden ham rykkede de tredobbelte mestre sensationelt ned i 2. division i den næstfølgende sæson.
Erik Glümer var gift og havde to sønner, hvoraf den ene var multihandicappet.
Erik Glümer døde 29. september 1960 på Frederiksberg, 45 år gammel, hvor han i mange år boede på Peter Bangs Vej, næsten dør om dør med hjerteklubben.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
18.09.1938