|
| 16. juli 1886 i København | Kristian Georg Asmus Gyldenstein | |
|
|
| 11. januar 1954 i Søllerød | |
|
| OM KRISTIAN GYLDENSTEIN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Historien om Gyldenlakken
Kristian Georg Asmus Gyldenstein, med tilnavnet ”Gyldenlakken”, var en helt speciel og særegen personlighed.
Han kom fra en velsitueret familie. Faren var en ægte self made man, der blev formuende på at etablere en fabrik der fremstillede kartonskilte, og så skiftede navn fra Nielsen til Gyldenstein.
Kristian startede sin fodboldkarriere i ØB omkring 1900 og kom siden til AB, hvor han forsøgte sig på stort set samtlige pladser, men uden at få det store gennembrud. Han var høj, lidt ranglet, og bestemt ikke nogen tekniker. Men han havde en helt usædvanlig god fysik og han var lynende hurtig. I 1908 gik han i KB og blev en uundværlig del af det sejrrige, såkaldte ”Chokoladehold” (fordi det rygtedes i fodboldkredse at spillernes tredje halvleg foregik på konditori med kage og kakao, frem for bajere på et værtshus).
Gyldenstein dyrkede atletik ved siden af fodbolden og var særdeles dygtig udi flere løbediscipliner. Han var dansk mester i 100 meter løb i 1909, 11 og 13, og i 400 meter løb i 1911, 13 og 14. Han var også indehaver af den danske rekord på 400 meter distancen. Den lød dengang på 52 ¾ sekunder. Desuden blev han dansk mester i længdespring i 1913.
I KB indplacerede man den lidt akavede atlet som angriber, primært venstre wing, og han lavede mål på samlebånd. KB satte sig solidt på det danske mesterskab, og vandt guld i årene 1910, 11 og 12. Da DBU introducerede det landsdækkende DM, vandt KB’erne i 1913, 14, 17 og 18 med Kristian Gyldenstein på holdet.
Det ville være synd at sige, at den langlemmede forward var en vellidt skikkelse blandt tilhængere af andre klubber end KB. Dertil var han for hård, kantet og uberegnelig. Berlingske Tidende skrev om ham i 1916: ”At sige at Gyldenstein er populær, ville være at omgås letsindigt med sandheden. Han er stærk og hård, og den spiller, der ramler sammen med ham, kommer ofte fra kollisionen i en ret defekt tilstand. Så raser den ituslåede spillers venner mod Gyldenstein som hin mindeværdige dag i indeværende sæson, da en Frem-spiller angreb Gyldenstein i ryggen, slog sig sønder på den stærke KB’ers muskler og blev martyr på den i det tilfælde ganske uskyldige Gyldensteins bekostning. Han kan være hidsig og forløbe sig, men siger ikke en menneskekender som salig Dickens, at de hidsige mennesker er de bedste? KB’erne og de, der i det hele taget kender ham, vil underskrive Dickens’ ord. Der findes ikke ondt blod i ham. Han er den bedste og tjenstvilligste kammerat og en af de få førsteholdsberømtheder, der er fuldstændig blottet for primadonnanykker”.
Kristian Gyldensteins præstationer kastede da også udtagelser til landsholdet af sig. I 1911 debuterede han på Royal Park (QPR’s bane dengang) i London mod England. Værterne var særdeles opsatte på revanche, for året før var Danmark blevet den første kontinentale nation i historien der slog selveste England. I København havde englænderne manglet flere af de bedste spillere, men i London var de i en uhyre stærk opstilling, bl.a. med Vivian Woodward fra Chelsea, der dengang regnedes for verdens bedste fodboldspiller.
Danmark stillede med 8 debutanter, og en af dem; målmanden Sophus Hansen fra Frem brækkede fodrodsknoglen i slutningen af første halvleg efter en engelsk svinestreg. Der var ingen reservemålmand i truppen, så den tårnhøje KB-back, Svend Aage ”Spir” Castella gik på mål. Det duede selvfølgelig ikke mod verdens nummer 1, og danskerne tabte med 3-0.
To år senere udkæmpedes de allerførste arvefjendeopgør mod Sverige, og Kristian Gyldenstein tegnede sig for den allerførste scoring mod nabolandet. I Idrætsparken udspillede danskerne de blå-gule på kryds og tværs i en sand opvisning, og vandt med 8-0, på bl.a. tre mål af ”Gyldenlakken”.
Svenskerne ville imidlertid ikke finde sig i en sådan ydmygelse, og bortforklarede nederlaget med at der angiveligt var ”kulturelle forskelligheder” mellem spillerne fra Göteborg og Stockholm. Stærkt opsatte på at få hævn, satte det svenske fodboldforbund en ny stamme sammen, hyrede en amerikansk atletiktræner og sendte truppen på træningslejr på en øde ø i Skærgården. Det til lejligheden toptrimmede svenske nationale mandskab mødte, fulde af fornyet optimisme, op til returkampen i oktober mod Danmark. Og blev skudt eftertrykkeligt i sænk. Danskerne legede sig til en 10-0-sejr, og til sidst heppede de 8000 desillusionerede svenske tilskuere i Stockholm på udeholdet…
Landskampen på det olympiske stadion blev Gyldenlakkens tredje og sidste. Han kom til at fremstå som et ideelt eksempel på en fodboldspiller med begrænsede evner, men med en ubændig vilje.
Fra 1918 helligede han sig sin grosserer-og speditør virksomhed.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
21.10.1911