|
| 4. juli 1921 i Mesinge | Karl Aage Hansen | |
|
|
| 23. november 1990 i Gentofte | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM KARL AAGE HANSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Supermanden
Karl Aage Hansen blev født 4. juni 1921 i Mesinge ved Kerteminde.
Læreren Karl Aage Hansen kom til AB fra den kristne organisation KFUM, der dengang havde en toneangivende rolle indenfor talentudviklingen i københavnsk fodbold.
Hansen var et fysisk pragteksemplar, altid i toptræning, på et tidspunkt hvor konditionstræning generelt var et ukendt eller ugleset fænomen herhjemme. Topspillerne var jo amatører og der fandtes tilsyneladende nogle normsætninger for hvor meget man mente at de kunne presses til den kedelige fysiske træning.
Knud Lundberg fortalte engang at AB’s træner Arne Kleven gjorde en sur og trist vintertræning endnu mere ærgerlig da han på et tidspunkt introducerede løbetræning efter Cooper-princippet til spillerne. De blev delt op i par og sendt ud på forskellige løberuter. De skulle så være tilbage indenfor 10-15 minutter. Lundberg dannede træningspar med Karl Aage Hansen og de løb så direkte over i den nærliggende svømmehal og satte sig ind i saunaen med alt tøjet på. 7-8 minutter senere sprintede de så tilbage på træningsanlægget, fuldkommen badede i sved. Arne Kleven var yderst imponeret.
For Karl Aage Hansens vedkommende må det kreative pjækkeri have været en undtagelse. Han var nemlig uhyre dedikeret til at holde sin fremragende form ved lige. En status som landsholdsspiller i håndbold sikrede at vintersæsonen ikke blev brugt til at spise flødeskumskager. Det gjorde at Hansen havde et enormt fysisk overskud i kampene og en imponerende arbejdsradius. Hansen var en særdeles dygtig tekniker, han havde et veludviklet overblik. Han var målfarlig og han var altså nærmest uopslidelig. Som innerwing dækkede han modstandernes ditto, ofte dem begge, han byggede spillet op efter bolderobringer og han var med helt fremme som afslutter. En sand urkraft. Der er ikke noget at sige til at han nød enorm popularitet og respekt hos pressen og fodboldfolket.
Han debuterede for AB i 1942 og allerede året efter var han én af hele 5 debutanter i den berømte svenskelandskamp på Idrætsparken 20. juni 1943, hvor danskerne sejrede efter et rent bråvallaslag med 3-2. Karl Aage Hansen blev hurtigt en institution på landsholdet og en uundværlig del af den olympiske trup, der blev bygget op efter krigen, frem mod OL i London i 1948. Hansen blev endda anfører. Det blev et stærkt mandskab. ”Årgangen” indeholdt usædvanligt meget talent, og DBU ansatte dygtige engelske trænere, sammen med idrætsinstruktøren Aksel Bjerregaard og idrætslægen, professor Ove Bøje. Holdet kom i form, hvilket en overbevisende 8-0 sejr over Polen kort før OL da også vidnede om.
Det var dansk landsholdsfodbolds første internationale turneringsopgave siden 1920, hvor DBU besluttede at isolere sig som rendyrkede amatører. Forventningerne var store, for mange lande var jo væsentligt hårdere mærket af krigen end Danmark, hvor der endda blev spillet turneringsfodbold under hele besættelsen. Og så var det hele nær gået galt allerede i første runde. Danmark mødte et helt undertippet egyptisk mandskab, men det blev langt fra nogen walk over. Landsholdet måtte grave dybt - meget dybt - for at finde moral og energi til at nedkæmpe nordafrikanerne i et sandt opslidningsslag over 120 minutter. Karl Aage Hansen - den fysiske supermand - havde som så ofte før det afgørende overskud, og det var ikke mindst på hans to scoringer at danskerne overlevede. Desværre blev Hansen skadet og det satte sit præg på resten af turneringen for hans vedkommende. Efter bronzekampen mod Storbritannien skænkede anfører Knud Lundberg dog sin medalje til Karl Aage. Han havde fortjent den, mente Lundberg, på sin forrygende indsats inden skaden.
Efter OL tog Karl Aage Hansen på en visit i engelsk fodbold. Yorkshireklubben Huddersfield Town var trængt i bunden af den engelske 1. division (som den bedste række meget enkelt kaldtes dengang) og ville gerne have danskeren. Karl Aage var fristet af udsigten til at prøve kræfter med de berømte britiske topspillere, som Matthews, Stan Mortensen, Wilf Mannion osv., men danskeren lurede nu mere på muligheden for at komme til Italien, hvor John Hansen og Carl Aage Præst i 1949 skrev kontrakter med selveste Juventus.
I støvlelandet var pengene langt større end i England. Så Hansen sørgede klogeligt for at bevare sin amatørstatus mens han tog ophold i Yorkshire. En ansættelse på en lokal skole som gymnastiklærer sørgede for at dette kunne realiseres. Ved afrejsen blev han spurgt om gymnastikundervisningen i Danmark og England var ens, og svarede med sin karakteristiske humor: ”Ja, den danske ligner den engelske pigegymnastik”.
Om Karl Aage reelt spillede som amatør i det engelske vidste kun han selv. I den underholdende bog ”Fra landsholdet til Italien” fortæller han om en episode hvor en lokal Huddersfield-fan på en pub gav et godt tip til et hundevæddeløb.
Danskeren tænkte ikke nærmere over det, men væddeløbsentusiasten opsøgte ham senere med en flot gevinst. Han havde angiveligt spillet på sit tip i Hansens navn. Det fremgik ikke om manden havde anden tilknytning til Huddersfield Town end som tilskuer.
I Yorkshireklubben blev Hansen trænet af Alf Young, en gammel kending i dansk fodbold, og sportsligt blev det en overvældende succes. Yorkshire Post kaldte danskeren en de bedste 5-6 innerwings i England, så AB’eren kunne altså sagtens klare skiftet til en stor liga. Efter en sæson hvor Huddersfield lige præcis reddede livet i bunden, (de lokale aviser kaldte klubben ”Hansen Town” for at hylde deres dygtige danske innerwing), kom tilbuddene fra Italien. Juventus havde fået opfyldt deres kvote af udlændinge med John Hansen, Præst og Johannes Pløger, og i den anden topklub, Milan, gik man efter de svenske OL-guldvindere, Gunnar Gren, Gunnar Nordahl og Nils Liedholm.
Men i Atalanta i Bergamo var der plads. Der var gået hausse i priserne på spillerne på blot et halvt år, og det betød at Hansen fik en overgangssum der var højere end de andre danskeres, selv om han var lidt ældre end dem (28 på det tidspunkt) og selv om hans klub var langt mindre. Atalanta købte samtidig OB’s festlige supertekniker Jørgen Leschly Sørensen, og han og Karl Aage fik hurtigt stor succes med lange millimeterpræcise afleveringer til hinanden på skift, garneret med gennembruds- og skudstyrke. Allerede efter 1 sæson skiftede Karl Aage til Juventus.
I Torino var rollefordelingen i storklubbens offensiv klar; Karl Aage Hansen var holdets organisator og rygrad. Han fordelte spillet og fik sat Carl Aage Præst på venstreflanken op med nogle lange, brugbare afleveringer. Præst røg til baglinjen og serverede sine lineal-præcise høje indlæg ind imod ”Lange-John” der så kunne heade på mål. Det gav bl.a. et italiensk mesterskab i 1952.
Efter flere særdeles økonomisk lukrative kontrakter med Sampdoria og Catania, og et kort eventyr i USA, vendte Hansen hjem til Danmark i 1958 som 37-årig. I sidste kapitel af ”Fra landsholdet til Italien” skriver han: ”Jeg regner bestemt med at vende tilbage til skolen engang, når dette sælsomme eventyr er forbi. Det er nemlig et sælsomt eventyr. Jeg håber så at have så mange penge stående i Bikuben, at man som gammel, hvidhåret lærer kan tillade sig at købe en frokostpilsner hver dag. Så har man dog virkelig opnået noget”. Mon ikke at der blev råd til både pilsner og smørrebrød?
Karl Aage var træner for AB i flere perioder, og sønnen Flemming var to gange reserve til landsholdet.
Karl Aage Hansen døde 23.november.1990, 69 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som femte bedste offensive midtbane spiller i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
20.06.1943
(43)