|
| 28. marts 1934 i Vejle | Poul Jensen | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM POUL JENSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Poul Jensen blev født 28. marts 1934 i Vejle.
Nu om dage har man ofte indtryk af at begreber som ”strategi” og ”koncept” i fodboldverdenen er flygtige floskler. Klubberne skifter koncept lige så ofte som der kommer et nyt tilfældigt trænerteam - det er jo ganske tit - og strategi er først og fremmest et spørgsmål om skiftende metoder til at tjene penge. De strukturer der får klubberne til at have sammenhængskraft og identitet mangler ofte kontinuitet og holdbarhed over tid.
Der var engang hvor rigtig mange klubber i dansk fodbold havde en nærmest ufravigelig taktisk tilgang, der definerede deres ”sjæl” og formede, ikke kun spillet på banen, men også noget så basalt som talentudviklingen. Det er få steder man har gjort tingene så gennemført og idealistisk som i Vejle.
Måske arvede man i Nørreskoven noget mentalitet fra Vejen SF. I denne sydjyske stationsby var man blandt de hurtigste i provinsen til at tage de såkaldte ”skotske principper” op, da konceptet med ufravigelig teknisk short passing fodbold skyllede over det danske fodboldlandskab omkring 1900. Vejen fik den første provinsielle landsholdsspiller i 1923 (Thorvald Schulz) og kaldte sig stolt ”de jyske skotter”. Selv i dag kalder lokale fans af den relativt lille klub sig ”Red scottish”. Det er identitet og selvbevidsthed.
I Vejle var det chef-ideologen Frits Godtfredsen, der som træner og talentudvikler i 1950’erne stillede sig i spidsen for den proces der skulle gøre VB synonym med det tekniske og flydende spil. Vejle rykkede op i 1. division (dengang dansk fodbolds bedste række) i 1956 og blot to år senere vandt de populære og velspillende drenge fra Nørreskoven intet mindre end ”the double” - mesterskab og pokal i samme sæson. En formidabel præstation. I sidste spillerunde mødte 15.000 mennesker op på Vejle Stadion for at se de lokale helte slå Skovshoved IF og sikre sig klubbens første mesterskab. Tilskuerne invaderede i glædesrus banen, og tusinder tog hinandens hænder og sang ”Jyden han er stærk å sej”, så det gjaldede i det smukke bakkelandskab omkring stadion. Der faldt mangen en glædeståre. Det var også særdeles glædeligt for hele dansk fodbold, for vejlenserne var et ungt, frisk pust i dansk topfodbold, der bragte en offensiv og positiv spillestil med sig. Vejle scorede således 66 mål i 22 kampe, og de næste forfølgere Frem og OB spillede også seværdigt og angrebsorienteret, med henholdsvis 59 og 58 mål. Der var noget ved at gå til fodboldkamp!
På Vejles hold var det i sagens natur de offensive kræfter der var mest iøjnefaldende. Henning Enoksen fik et vældigt gennembrud dét år som topscorer og den purunge Tommy Troelsen brillerede som oplægger, ligesom den lille wing Poul Meyer gjorde sit til underholdningen. Men længere tilbage på banen blev der lagt et solidt grundlæggende forarbejde, der sikrede at angrebet kunne operere med god sindsro. Foran den dygtige målmand Erling Sørensen havde Vejle et solidt forsvar med to af de stærkeste og mest pålidelige halfbacks i dansk fodbolds historie. Knud Herbert Sørensen og Erik Skaaning var strålende repræsentanter for deres klub, og det er næsten utroligt at Dansk Boldspil Unions udtagelseskomité (næsten) formåede at ignorere dem helt. Sørensen fik sølle to landskampe og Skaaning nåede kun B-landsholdet.
Bag sig havde de to slidstærke herrer en bundsolid back-kæde. Her regerede den altid stabile og troværdige anfører Poul ”Polle” Jensen som en sand hjørnesten i venstre forsvarsside. Jensen debuterede på landsholdet 26. juni 1959 i en kamp mod Island i Reykjavik, som Danmark vandt med 4-2. Kun 5 dage tidligere havde landstræner Arne Sørensen lidt sit mest skuffende og pinagtige nederlag, da Sverige på Idrætsparken ydmygede et taktisk usammenhængende og fysisk nedkørt dansk landshold med en sæk på 0-6. Sørensen havde trænet sit mandskab alt for hårdt dagen før kampen, og beordrede optimistisk til storoffensiv fra opgørets start. Men før 1. halvleg var omme var danskerne bagud med fem mål.
Efter den læsterlige omgang skiftede Arne stil. Forsvarskæden, bestående af Bruno Eliasen og Erling Linde Larsen fra B1909 og Børge Bastholm Larsen fra Køge, blev skiftet ud. Der skulle noget jysk sindighed og pålidelighed ind. Det fandt Arne Sørensen i arbejdsmanden og vejlenseren Poul Jensen, sammen med den rutinerede centerhalf fra AGF, Hans Christian Nielsen. Jensen etablerede sig så hurtigt og overbevisende, at Arne Sørensen endda overlod ham anførerbindet. Det var altså ham der stod på den olympiske sejrsskammel i Rom, da det danske landshold modtog sølvmedaljerne i Rom, efter en velgennemført og bundsolid defensiv kampagne.
For landsholdsanføreren var sølvmedaljen ikke hans eneste ”erobring” i Rom. Han lærte også udspringeren Hanna Laursen at kende i den olympiske by. De blev siden gift og havde et langt liv sammen, indtil hun døde i 2020.
Poul Jensen spillede i alt 32 landskampe - endda i træk - inden han stoppede, relativt tidligt, som 30-årig i 1964. Jensen helligede sig sin forretningsmæssige karriere og stillede op til byrådsvalget i Vejle dét år. Sjældent har dansk fodbold kendt en så beskeden, ærlig og gennemsolid fighter.
Poul Jensen døde 6. juli 2022, 88 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som syvende bedste venstre back i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 5. november 1961 mod Polen