|
AB’s bedste tekniker?
Akademisk Boldklub har excelleret i brillante teknikere gennem tiderne. Harald Bohr, Svend Spejderen Knudsen og ikke mindst fodboldprofessoren, Knud Lundberg. Men måske var dagens fødselar, Eyolf Birger Kleven, den bedste af dem alle?
Eyolf Kleven blev født 27. februar 1908 og voksede op på Nørrebro i Hiort Lorenzens Gade. Faderen, Edvard Othelius Kleven, kom fra Norge og var skomagermester. Der blev sørget godt for at familiens tre børn blev godt uddannet. Eyolfs storebror, Arne Mozart Kleven (det hed han minsandten), blev korrespondent og Eyolf selv fik en kontoruddannelse og arbejdede i mange år som fuldmægtig i Dansk Andels Æg Eksport i Vester Voldgade.
Den otte år ældre Arne var en dygtig højre innerwing, og var med til at vinde DM for AB i 1919 og 1921. Han opnåede to landskampe og blev senere en af AB’s og dansk fodbolds mest fremgangsrige trænere.
Eyolf Kleven fulgte i brorens fodspor – også som højre innerwing – for AB, og medvirkede til danske mesterskaber for akademikerne i 1937, 43 og 45. 16. juni 1930 debuterede han på landsholdet i en fantastisk sæson for det nationale mandskab. Danmark slog Finland, Sverige og Tyskland efter tur med tenniscifrene 6-1, 6-1 og 6-3. Eyolf scorede i alle tre opgør. Han dannede en særdeles målfarlig og spilintelligent højre flanke sammen med B.1903’s formidable wing, Henry Lillebror Hansen (Carl Skoma´r Hansens lillebror).
Eyolf var en uhyre raffineret tekniker, ekstremt hurtig og med et overblik af høj klasse. For Henry Hansen, og senere en spiller som Helmuth Søbirk fra Frem, var det en fornøjelse af spille sammen med Kleven i offensiven. ”Hans” yderwings i højresiden profiterede af læssevis af sukkerbolde.
Til gengæld var Eyolf Kleven ikke meget bevendt i defensiven. Knud Lundberg mente, nok halvt om halvt i alvor, at Kleven aldrig satte en tackling ind i karrieren… Det afstedkom ind imellem ret hård kritik i pressen, især når en landskamp var gået dårligt. Så blev det bebrejdet AB’eren at hans arbejdsindsats var for begrænset, og at han ikke ofrede sig tilstrækkeligt for defensiven.
Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på andre store danske boldspillere, der fik samme behandling af ”de skrivende gentlemen” i pressen, fra tid til anden. Førnævnte Knud Lundberg oplevede det ofte, selv om han utvivlsomt var den mest visionære spiller på landsholdet i en årrække. Et andet godt eksempel på samme problematik er Michael Laudrup. Hvorfor er der en snævertsynet tendens, både blandt fagfolk og lægmænd, til at kvalitet skal opgøres i tacklinger og arbejdsradius? Der er spillere der er gudbenådet med et så ekstraordinært teknisk talent, at der skal være plads til at de kan udfolde netop dét i holdets tjeneste og til teamets bedste – uden at skulle bruge sine kræfter på defensivt slæb. Det må andre gøre i den rollefordeling der er naturlig og formålstjenlig. Et hold består optimalt set netop af folk med forskellige forcer og kompetencer. Kunstnere og håndværkere. De skal ikke udføre det samme!
Trods tilbagevendende beskydning fra journalister og andet godtfolk, bevarede Eyolf Kleven sin landsholdsplads gennem 8 år. Hans betydning for den danske offensiv var – når alt kom til alt – uundværlig.
Hans 30 landskampe -den sidste i 1942 - syner ikke af ret meget nu om dage, men med typisk 4 landskampe om året, sammenlignet med nutidens 10-12, svarer det jo, med en frisk omregning, til et sted mellem 80 og 120 landskampe i nutidens målestok. Den spinkle tekniker var intet mindre end en kæmpe national profil i det meste af et årti.
I 1936 fejrede han sit 25-kamps jubilæum ved at modbevise tesen om at jubilarer altid spiller dårligt. Kleven dannede højre flanke med B.93’eren Carl Stoltz og hjalp denne, med gode oplæg, til at blive tomålsskytte og matchvinder i en fin dansk 2-1-sejr over Polen i Idrætsparken.
Eyolf Kleven stoppede karrieren i 1945.
Eyolf Kleven døde 8.februar.1989, 80 år gammel
| |
25 kampe: 4. oktober 1936 mod Polen
(20)