|
| 24. september 1922 i Lumby ved Odense | Jørgen Leschly (Sørensen, indtil 1969) | |
|
|
| 21. februar 1999 i Odense | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
|
| 14 / 8 | B.93 (4/3) | 7 | OB | |
| | OB (10/5) | |
|
| OM JØRGEN LESCHLY SØRENSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Ikke god nok i Danmark, men verdensklasse i Milano
Jørgen Leschly Sørensen blev født 24.september.1922 i Lumby.
Jørgen Leschly Sørensen var inkarneret lærer. Og stolt af det. Lesch’s fædrene slægt var lærere tre generationer tilbage, og hans tipoldefar var sognepræst i Sæby ved Holbæk. Tipoldefaren Hans Søren Sørensen var vist i øvrigt noget af en hidsigprop. Han døde i forbindelse med et fattigkommissionsmøde hvor en ”krænkelse” angiveligt påførte ham et apoplektisk anfald som altså førte til et hjerteslag.
Tipoldebarnet var bestemt heller ikke uden temperament - på trods af at han var fra det sindige Fyn med stort F. Det er for resten fra hidsigproppens hustru, altså Jørgen Leschly Sørensens tipoldemor, at navnet Leschly stammer (hun hed Øllegaard Sophie Leschly), så man har været meget bevidst om fortidens spor i familien. I barndomshjemmet i Lumby ved Odense var det således Jørgens lod, som ældste søn af huset, at følge i slægtens fodspor og uddanne sig til lærer. Lillebroren Svend blev elektronikmekaniker (og spillede i OB sammen med Jørgen).
Når det her er relevant at fremdrage dette specielle ”lærer-DNA”, så hænger det sammen med at ”Lesch” også som fodboldspiller i høj grad var sine holds lederskikkelse. En mentor der strøede om sig med fodboldfilosofi og ideologi. En dirigent der lærte fra sig hver gang han entrerede banen. Lesch havde sine egne - ret bestemte - ideer til hvordan fodbold skulle spilles. Dermed satte han et umiskendeligt og uudsletteligt præg på tilgangen til det taktiske i hjerteklubben OB. De stribede spillede i hele den tid hvor Lesch var den centrale figur (og det var mange år) et nærmest ultimativt offensivt koncept. Lesch var en humoristisk og farverig personlighed og det smittede af på OB’s underholdende, seværdige og altid fremadrettede stil.
Jørgen Leschly Sørensen debuterede som kun 17-årig på OB’s førstehold i 1939, og snart blev hans samarbejde med centerforwarden Svend Jørgen Hansen kendt og frygtet overalt. Defensiven tog anfører Svend Hugger sig af, sammen med den fysisk enorme målmand Børge Hylle, og det angrebsmæssige var op til Lesch og hans makker S. J. Hansen. Leschly kunne placeres overalt i angrebet, men han var inkarnationen på en moderne ”10’er”. En offensiv strateg med en fejlfri teknik (han headede dog sjældent), og et gudbenådet overblik. Han var velsignet med en brillant sparketeknik og et sandt kanonskud. Snart fik han tilnavnet ”Det Fynske Uvejr”.
Dengang var fynsk/odenseansk fodbold et anliggende mellem B1913 og B1909. Men med OB’s offensive tornado klatrede de stribede snart op igennem hierarkiet. Under besættelsen var Danmarksturneringen inddelt i geografiske kredse for at spare på transportressourcerne. OB kom første gang i den øverste række i 1941-42. Der var man placeret sammen med de bedste fynske og jyske hold og opnåede en fornem 4. plads. Den offensive gung-ho tilgang fornægtede sig ikke. Med 53 mål i 18 kampe scorede OB næstflest mål i kredsen med stor afstand ned til det tredjemest scorende hold, som var Esbjerg med 42. B1909 kunne man dog ikke røre. 09’erne slog i øvrigt sensationelt Frem i slutspillet på uafgjort og lodtrækning (et resultat der fik en skuffet Pauli Jørgensen til prompte at kvitte den aktive karriere).
I de resterende år under krigen blev OB en fin nr. 3 i vestkredsen, altid som det mest målsøgende hold. I 1944 gik teamet Leschly-Sørensen/Svend Jørgen Hansen totalt amok og scorede 71 mål i 18 kampe! Selv om der dengang blev produceret væsentligt flere scoringer i kampene end nu til dags, er resultatet alligevel næsten unikt.
Året efter befrielsen startede imidlertid med en dobbelt nedtur for OB. Divisionerne blev atter samlet og klubberne indplaceret efter deres resultater under besættelsestiden. De stribede blev givet en hård skæbne af DBU og rangeret helt nede i 3. division. Klubbens nøglespiller, Jørgen Leschly Sørensen, tog desuden til København for at gå på lærerseminariet og gik i B.93, idet AB ikke ville have ham.
Det kom akademikerne til at fortryde, for Leschly satte et enormt aftryk på B.93, der scorede 61 mål med Lesch som topscorer med 16 og en assisterende fod i temmelig mange af de resterende. Det blev i øvrigt 93’ernes sidste danske mesterskab, og sikke et hold de havde dét år: Ove Jensen på mål, gamle Poul L. Hansen som forsvarskrumtap sammen med Jørgen Hammeken og Knud Børge Overgaard. Arne Sørensen og Per Brandtmar som halfbacks. Og en farverig forwardkæde med bl.a. Leschly, ”Lille-Kaj” Hansen og festlige Henry Salomonsen. I mellemtiden var OB klart fejlplaceret i 3. division og vandt den - selv uden Lesch - overlegent, med Svend Jørgen Hansen som topscorer med 28 mål.
Året efter var Leschly-Sørensen tilbage i det odenseanske og førte OB rent igennem 2. division med en helt ufattelig målscore på 73-36 i de 18 kampe! Lesch blev divisionens topscorer med 19 mål. Fyns Stiftstidende krævede, næsten som et tilbagevendende mantra, den fynske fodboldprofessor på landsholdet, men der var langt fra Odense til DBU’s udtagelseskomité dengang. UK bestod af forhenværende landsholdsspillere og dem havde OB ikke haft mange af - faktisk ingen, bortset fra Svend Jørgen Hansen der havde fået en landskamp i 1942.
I dag forekommer det helt utroligt at Leschlys indlysende geni i dén grad blev underkendt af DBU. UK følte tilsyneladende ikke at hans spillestil passede ind i landsholdets. Man foretrak da også hårdtarbejdende innerwings med et stort løbepensum. Der kunne måske blive plads til en Knud Lundberg, men så ikke flere relativt langsomme teknikere. Frem for at tilpasse spillerne til den laveste taktiske fællesnævner, havde det unægtelig været interessant at tilpasse landsholdets til spillernes unikke kvaliteter.
16. juni 1946 fik Lesch endelig chancen, mens han stadig var i B.93. Han kom på som venstre wing i Oslo mod Norge. Det gik ikke godt. Danmark tabte yderst skuffende 2-1, men det lykkedes dog Leschly at score det danske mål. Det gav genvalg til hjemmekampen mod Sverige blot en uge efter, hvor danskerne var som forvandlet og slog de svenske favoritter med Gunnar Gren og Gunnar Nordahl med 3-1. DBU havde hyret en dygtig engelsk træner, den tidligere Arsenalspiller J. D. Butler, som hersede med spillerne og fik det optimale ud af holdet i et brag af en fodboldkamp. Leschly-Sørensen scorede til 2-1 få minutter før tid, hvorefter Johannes Pløger lukkede festen. Det var helt usædvanligt at det var danskerne der havde flest kræfter i slutfasen i arvefjendeopgørene. Den engelske træning havde ikke fornægtet sig. Herefter var Leschly-Sørensen nogenlunde fast inventar på landsholdet, men med en placering ude på venstre flanke var det alt for begrænset hvad man fik ud af hans talent.
Ved OL i London i 1948 foretrak UK AB’eren Holger Seebach og Leschly fik kun spilletid i bronzekampen mod et meget svagt britisk amatørmandskab. Hjemme i Odense fornægtede spilopbyggerens klasse sig dog ikke. Efter en lidt vanskelig første sæson i 1. division i 1948 blev OB en fin nr. 5 i 1949, ikke overraskende som det mest scorende hold. Leschly blev atter divisionstopscorer, denne gang med 16 mål. Han stoppede på 14 landskampe med 8 mål.
Da den italienske liga kaldte på de bedste danske fodboldspillere fik også Leschly chancen. Eftersom han ikke havde spillet mere end en enkelt kamp ved OL, og altså ikke havde været med i kvartfinalen mod Italien, blev det en af de lidt mindre klubber, Atalanta Bergamo, der hentede odenseaneren. Lesch var da 27 år og der var ikke mange der regnede med at en færdigudviklet fodboldspiller kunne ”lægge på” sit potentiale som professionel, men Lesch overgik alle forventninger og voksede i sin tid i Italien til en reel verdensstjerne. I Atalanta var Leschly Sørensen den ubestridte leder. Holdets uundværlige omdrejningspunkt. Det første år lavede Leschly 17 mål og det andet år 19. ”Nerazzurri” forsøgte at hente danske spillere for at supplere deres succesrige kanonskytte. Karl Aage Hansen spillede sammen med Lesch den første sæson og blev så solgt videre til Juventus. Derefter prøvede man med Svend Jørgen Hansen at genskabe den gamle Odense-magi, men Hansen havde sine bedste år bag sig. Så gik det bedre med skovseren Poul ”Rassi” Rasmussen, der tromlede sig til 18 scoringer i 1953, mange af dem på Leschly Sørensen oplæg.
Da storklubben Milan måtte tage afsked med sin ”fodboldprofessor” svenske Gunnar Gren, var Lesch en temmelig oplagt afløser. Gren havde siden 1948/49 udgjort en ekstremt succesrig inner-trio med sine to landsmænd, Nils Liedholm og målmaskinen Gunnar Nordahl. Tilsammen kaldtes de populært Gre-No-Li. Samarbejdet havde kastet et mesterskab, to sølvmedaljer og to bronzemedaljer af sig, indtil 1953. Nordahl blev topscorer tre gange i den periode, han var skadet det meste af 1952 hvor John Hansen blev topscorer. Leschly Sørensen lignede Gren meget i spillestil. Den eneste betænkelighed var dog at Lesch havde passeret de 31, og de sidste to sæsoner havde han ikke lavet så mange mål, men mere excelleret som oplægger.
Den første sæson i 1954 blev imidlertid en pæn succes. Milan vandt bronze efter Inter og Juventus. Lesch scorede hele 15 mål og hans forarbejde gjorde desuden Nordahl til ligatopscorer med 23. Året efter blev Milan endda mestre. Nordahl blev topscorer med 26 kasser og Leschly havde stor personlig succes med 13 mål. Milaneserne var begejstrede og klubledelsen lagde en fed check foran Lesch for at få en forlængning af kontrakten. Men danskeren var mæt og ville hjem til Odense. Han takkede altså af med en fornem ”scudetto” på et af Europas absolut stærkeste mandskaber. Det - i Danmark temmelig underkendte - men i realiteten tårnhøje potentiale var endelig til fulde indfriet.
Hjemme i Danmark måtte Jørgen Leschly Sørensen udstå den komplet meningsløse to-årige karantæne som DBU pålagde de hjemvendte proffer. Men derefter indfandt han sig atter i rollen som ”spielmacher” på et OB-hold der ikke havde glemt at spille offensivt fodbold. Helt frem til han var knap 40 var Lesch en populær del af et festligt mandskab med Finn Sterobo, Richard Møller-Nielsen, Kaj Johansen m.fl. Han stoppede som 37-årig i 1960.
Herefter blev Lesch træner og klubleder og gjorde sig gældende i dét UK, der så tit havde glemt ham i den aktive karriere. Han gjorde sig dog uvenner med de gamle amatørforkæmpere da han udgav sin selvbiografi ”Fodbold for 8 millioner” i 1955. Selv om bogen var en ret ”almindelig” fodboldberetning om årene i OB og Italien, så brugte DBU sin indflydelse til at få den forbudt på bibliotekernes børneafdelinger. Man var af den opfattelse at den glorificerede professionalismen. Bogens mest provokerende afsnit var dog nok dét der påstod at: ”Der findes ikke noget land i Europa, hvor det er så kedeligt at spille fodbold i Danmark”. Kedelig var Leschly langt fra selv!
Siden blev provokatøren grundigt frosset ud af DBU’s udtagelseskomité da han, i 1967, åbent gik ind for at man indførte betalt fodbold i Danmark. Det var DBU først parat til hele 10 år senere. Den gamle lærer havde sine meningers mod.
Jørgen Leschly døde 21.februar.1999, 76 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som sjette bedste offensive midtbane spiller i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
16.06.1946
(73)