|
| 17. april 1913 på Østerbro i København | Henry Georg Aage Nielsen | |
|
|
| 23. september 1984 på Rigshospitalet. Boede på Østerbro i København ved sin død | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM HENRY NIELSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
De 5
I 1930’erne havde B.93 hele fem brødre med på deres enormt stærke og succesrige førstehold. Hele tre af brødrene kom på det danske landshold, og det er faktisk rekord.
Ifølge Palle Banks Jørgensen spillede Henry Nielsen 137 kampe, Arno Nielsen 135, Helmuth Nielsen 217, Bent Nielsen 30, og endelig Svend Nielsen (med tilnavnet Boston) 139 kampe for 93’erne.
Henry, Arno og Svend var også på A-landsholdet, sidstnævnte endda som anfører, og den målfarlige Helmuth var givetvis ikke langt fra, men måtte nøjes med et par U-landskampe.
Henry Nielsen blev født 17. april 1913. Han fik sin debut som ynglingespiller i 1930 i en venskabskamp mod tyske Arminia. Henry var en skudstærk centerforward med en god fysik og en stor – næsten mikrofonagtig – hårpragt. Den unge debutant, der havde været under legendariske Michael Rohdes oplæring i klubben, scorede to gange i sin debut. Året efter trængte den unge forward sig ind på holdet efter et hattrick i en match mod Malmö-Kamraterna.
B.93 havde et formidabelt mandskab i epoken med spillere som Svend Jensen, Paul L. Hansen, Haldur Lasthein, Poul Zølck, Kai Ulldaler og veteranerne Fritz Tarp, Poul Pølse Jensen og uopslidelige Michael Rohde. Senere kom også Lille-Kaj Hansen til, og en overgang også Helmuth Søbirk. Klubben fra Østre Allé vandt KBU’s pokalturnering fire år i træk og blev danske mestre i 1930, 34, 35 og 39. Henry Nielsen havde en suveræn sæson i 1933-34 hvor han scorede 29 mål i 18 kampe, og det gav naturligvis en plads på landsholdet, hvor Henry ”Brormand” Nielsen debuterede mod Belgien i en 2-2-kamp 26. november 1933.
Men så skete der noget forunderligt. Topscoreren røg tilbage på banen og blev positioneret som centerhalf. Det kunne virke som en degradering, men reelt var det en ære og en tillidserklæring, for dermed kom Henry Nielsen til at indtræde i en klubtradition med en lige linje fra Harald Hansen, Emil Jørgensen, Fritz Tarp og Poul Jensen. Alle strålende fodboldspillere, fødte anførere og ledertyper, og nærmest skåret i granit til rollen som gammeldags angrebscenterhalf; en position der dengang var intet mindre end holdets rygrad. På en gang bolderobrer, igangsætter og spilfordeler. En balancespiller, der dominerede banens centrum umiddelbart foran forsvaret. Henry Nielsen havde evnerne til at udfylde pladsen med glans, og kom atter på landsholdet - i sin nydefinerede rolle - i 1936 mod Norge (3-3). Derefter gik det galt.
I det ydmygende 0-8-nederlag i Breslau i foråret 1937 spillede Henry Nielsen centerhalf i det nye treback-system som han ikke magtede, og hvor hans forcer var malplacerede. I stedet for den liberoagtige og meget bevægelige rolle han udfyldte hjemme i B.93, skulle Henry nu agere fast mandsopdækker for modstandernes centerforward. Det var spild af talent, og det gik fuldkommen galt i Breslau. Tysklands frontangriber Otto Siffling scorede 5 gange, og den danske defensiv blev så grundigt udspillet, at hvis det ikke havde været for Svend Jensen i målet, så var nederlaget blevet dobbelt så stort.
Henry Nielsen blev udpeget som den helt store syndebuk for den monumentale nedtur, der gik over i historien som ”katastrofen i Breslau”. Han fik dog siden revancheret sig lidt, og spillede to udmærkede landskampe i efteråret 1937.
Men karrieren knirkede – også på Østerbro. Det var som om at den gamle 93’er-ånd i Michael Rohdes billede, gik lidt fløjten i årene under besættelsen. Flere førsteholdsspillere meldte fra, og fx landsholdsanføreren Arne Sørensen fandt sig aldrig rigtigt til rette. I 1940 udeblev Henry Nielsen fra træningen, og meldte sig et halvt år efter ud.
I et helt usædvanligt åbent og nærmest hjerteskærende interview med Aftenbladet, satte han selv ord på bruddet: ”Jeg har aldrig været med til intriger, for jeg synes aldrig, jeg er brændt inde med min mening. Den er måske faldet nogle for brystet, men hvorfor er så den eller de ikke kommet til mig og sagt; Du må holde din mund, det er noget vrøvl du siger! Så kunne vi have snakket sammen om tingene. I stedet for har man stukket hovederne sammen, sat rygter i gang, pustet til ilden, men aldrig er de, der formentlig synes at jeg er en skidt fyr, stået åbent frem og sagt det til mig selv. Nu overlader jeg mine fjender valpladsen. Lad dem glæde sig, når jeg går, jeg har det håb, at der i hvert fald er enkelte, der vil savne mig.
Det kan også godt være, at jeg har noget skyld selv. For jeg har vistnok haft meget svært ved at indordne mig disciplin. Jeg har måske også manglet lidt ærgerrighed. Der var en overgang, man ikke kunne forstå, at det morede mig lige så dejligt at spille på andethold, som førsteholdet. Jeg havde svært ved at indstille mig på det arbejde, som fodbold efterhånden er blevet, efter at så mange penge står på spil for klubberne i deres kampe.
Men hvis bare 93’erne vil indrømme mig det, at når jeg var på banen i en kamp, så spillede jeg for mit hold fuldstændigt og helt, så synes jeg selv at jeg går med god samvittighed. Og så bryder jeg mig mindre om, hvad der ellers må blive sagt”.
Det er en næsten fortvivlet og resignerende hovedperson, der er ved at lukke ned for en ellers meget lovende karriere. Han var da blot 27 år.
Henry Georg Aage Nielsen, der var porcelænsmaler i sit ”civile” erhverv, døde 23. september 1984, 71 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
26.11.1933
(20)