|
Den ukuelige ”Mikkel”
Mikael Laurits Rohde blev født d. 3.marts.1894 på Rigshospitalet, men han stavede altid selv fornavnet Michael. Han voksede op i Prinsesse Charlottesgade på Nørrebro på kanten af Fælleden og boede i barndomshjemmet i mange år.
Hans første klub hed ”Lydia” men den gik hurtigt i opløsning, og fra efteråret 1907 blev Rohde indmeldt i B 93, hvor han forblev resten af livet. I øvrigt sammen med kammeraten Emil Scharff, der fik én landskamp, da Rohde i oktober 1917 brækkede benet mod Sverige i Stockholm. Han debuterede for B 93 i en kamp i 1911, hvor Anthon Olsen, der var maskinmester, var ude at sejle, men fik først en fast plads som halfback i 1913, efter at OL-reserven Viggo Malmqvist døde.
Omkring 1915 var han holdets bærende kraft. Herefter spillede han mere end 250 kampe, og han fortsatte til han var 39.
Mikkel Rohde spillede altid innerwing, og altid lidt tilbagetrukket, så han kunne være med overalt på banen. Således passer han fint ind i bogens kategori; ”offensiv midtbanespiller”, men Mikkel var ikke en Laudrup eller Lundberg. Derimod er han er sandsynligvis den mest løbestærke og energiske spiller Danmark nogensinde har fostret. Når Rohde gik på banen, var det med en ubændig vilje til at vinde. Og han gav altid alt hvad han havde.
Ud over at have en karakteristisk og ukuelig sejrsvilje var han en blændende fodboldspiller. Taktisk intelligent, fremragende overblik, teknisk sublim og målfarlig. Ualmindelig dygtig i hovedspillet. Så afgjort en verdensklassespiller på sin tid. Han var samtidig publikums favorit på grund af sin kompromisløse indstilling. Han spillede uhyre sjældent en dårlig kamp, og han besad en evne til at trække holdet med sig, noget der kendetegner en ægte leder på fodboldbanen. I Sverige elskede de ham sjovt nok selv om han var deres argeste modstander. Men hans optræden aftvang den dybeste respekt. Også på udebane.
Der var afgjort noget heroisk over Mikkel Rohde. Det var som om en episk fortælling udfoldede sig hver gang han gik på banen. For han havde, som få andre, hjertet med sig.
I 1955 blev Rohde bedt om at lave et lille skriv til årsbladet Jul for Sportsmænd. Ideen var at forskellige fodboldpersonligheder skulle give en lille beskrivelse af ”mit bedste mål”. De fleste greb opgaven an med en sikkert meget retvisende, men også lidt kedelig, beretning om et blændende mål man på et tidspunkt havde scoret. Gunnar ”Nu” Hansen der spillede for HB (Handelsstandens Boldklub) i en årrække, skrev dog humoristisk om et nydeligt selvmål han engang havde lavet.
Michael Rohdes fortælling var meget karakteristisk: I oktober måned i det herrens år 1916. Sct. Jacobs kirkens klokker ringede, kampen var slut, B.93 havde vundet over det på det tidspunkt meget stærke KB-hold med 1-0; målet blev scoret i de sidste minutter af højre innerwing Michael Rohde efter gennembrud i højre side og med et præcist venstrebensskud tæt op af den ene målstolpe. KB's forsvar stod som lammet, lidt senere fløjtede dommeren kampen af. Kampen havde holdt tilskuerne fanget. Den var både spændende, god og hård. Vi klædte dengang altid om hos os selv. Derinde stod vore kammerater, unge, gamle, passive etc., vi blev modtaget med jubel, nu først var sejren fuldendt. 93 har pokaltraditioner – vi var lykkelige – vi var 93'ere.
Senere skrev Rohde den selvbiografiske ”Tyve år på holdet”, der indeholder mange interessante tidsbilleder. Mikkel levede og åndede for sin klub. Og for landsholdet som havde glæde af ham i 40 kampe hvori han scorede 22 mål.
Udover ovennævnte pokalfinale sejr over KB i 1916, vandt B.93 også mesterskabet det år med en finalesejr på 3-2 over KB. Begrebet ”champagneholdet” blev egentlig først en realitet tre årtier senere, men havde været passende allerede da. B.93 spillede nemlig sprudlende. Østerbrofolkene havde da også et fint hold der hvert år var med helt fremme.
Desværre var Mikkel Rohde ofte skadet. Med sin kompromisløse stil og sit gåpåmod ragede han knubs til sig. Således brækkede han benet to gange. Men han var selv overbevist om at benet blev stærkere efter at have været brækket (så hans var altså dobbelt så stærkt), og gik så på igen med krum hals. Da han brækkede benet i en landskamp i Sverige i 1917, havde han – som den eneste blandt landsholdsspillerne – modsat sig at man skulle have lov at indsætte reserver i kampen (da man drøftede spørgsmålet dagen inden opgøret). Skader var jo en del af spillet, som han sagde. Der var en overgang rygter i pressen om at skaden ville stoppe Rohdes karriere, men der skulle mere til at standse ukuelige Mikkel.
Rohde var med ved OL-turneringen i 1920, men var ude af stand til at forhindre Danmarks traumatiske nederlag mod Spanien, trods en - som altid - heroisk fighterindsats. Mikkel takkede først af i rød-hvidt som 37-årig, og altså som 39-årig i B.93, hvorefter han blev nærmest synonym med klubben som ungdomstræner og leder i næsten et halvt århundrede. Uden for fodboldverdenen havde Rohde en karriere som kontorist på B&W.
Jeg er i besiddelse af hans erindringer, som sandsynligvis er den første bog, der er blevet udgivet i Danmark af en fremtrædende idrætsmand. Den er udgivet af Gyldendalske Boghandel i 1931, da Rohde stadig var aktiv, og mit eksemplar er indbundet med læderryg og -hjørner. Den hedder ”Tyve aar på holdet”, og den handler kun om fodbold og solgte i 6.000 eksemplarer.
Der står intet i bogen om hans familie. Hans forældre var over 40 år, da de fik ham, og faderen, der var garversvend, døde i 1908 og moderen i 1913, men han havde to fem år ældre søskende, tvillingerne Olga og Knud. Han blev boende sammen med dem i flere år efter forældrenes død, indtil Knud blev gift i 1920. Han bor i barndomshjemmet sammen med søsteren, Olga, der var ekspeditrice, indtil hun dør i 1940.
I 1915 får han en søn, Helge, sammen med Helga Wernaa, som han angiveligt har giftet sig med, men ægteskabet varer ikke ret længe, og Helga og Helge flytter hjem til hendes far, og Helga tager sit efternavn tilbage.
Michael Rohde gifter sig et halvt år efter søsterens død i 1941 med Else Jensen, 40 år gammel og fraskilt uden børn, og flytter ind hos hende i Norgesgade på Amager.
Han startede med at spille på Fælleden med andre drenge med bolde lavet at klude og i de sko, man nu havde på, og engang imellem sneg drengene sig til at overvære ABs træning, hvis der var hul i hegnet.
.
Han var en ikke ret stor spiller, men blev senere rykket op som højre innerwing, da han var en brillant teknisk fodboldspiller, der af sin mentor Emil Jørgensen var blevet oplært i teknik og taktik, så han var hurtig, snu, opfindsom og med et prægtigt hovedspil, trods den ringe højde og altid i kanonform.
Han debuterede på landsholdet d. 19.september.1915 i Idrætsparken mod Norge, og Danmark vandt 8-1. Mikkel, som han blev kaldt, scorede Danmarks fjerde mål, men fik ikke den bedste kritik efterfølgende.
Hans landsholdskarriere varede i 16 år, til han i 1931 spillede sin 40. og sidste landskamp. Et meget højt antal for den tid, især med 12 afbud grundet arbejde og et par benbrud undervejs. Han scorede 22 mål. I en fødselsdagsomtale i 1964 sammenligner Knud Lundberg ham med Alfredo di Stefano, og det er mærkeligt at tænke på, at Danmark for 100 år siden havde flere spillere af absolut verdensklasse.
Han beskriver i sin bog, at han efter benbruddet i Stockholm lå på Sabbatsberg, hvor patienterne ikke fik ret meget at spise. På et tidspunkt bad en anden patient om at komme ind og ligge på Rohdes stue. Han skulle have set kampen, men var kørt galt på vej derhen. De blev fine venner, og Rohde besøgte ham altid, når han var i den svenske hovedstad. Efter 8 dage kom klubkammeraten og landsholdets målmandsreserve, Hans J. Rützebeck, der arbejdede i Motala i Sverige og hentede ham og kørte ham til København, hvor han lå på Kommunehospitalet indtil jul og hvor fortæringen svarede mere til forventningerne.
Han spillede sin sidste kamp for B.93 d. 24.september 1933. Han spillede 252 kampe på førsteholdet med 254 mål. Han var en gentleman, som var populær overalt i Norden. Han vandt DM i 1916, 1927, 1929 og 1930. Og KBUs pokalturnering 12 gange.
Han var ungdomstræner i B.93 i 47 år og lagde vægt på opførsel, teknik og rene negle. Han holdt sig i god form med tennis langt op i årene og var altid klædeligt solbrændt.
Michael Rohde, der arbejdede som kontorassistent på B&W, døde d. 5.februar 1979, 84 år gammel. Hans søn Helge fulgte ham i graven en uge senere.
| |
25 kampe: 19. september 1926 mod Norge
(25)