|
| 24. september 1924 i Aarhus | Aage Rou Jensen | |
|
|
| 8. juni 2009. Boede i Risskov ved sin død | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM AAGE ROU JENSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Den geniale snegl
Aage Rou Jensen blev født 24. september 1924 i Aarhus.
I Aarhus er der ingen over eller ved siden af Aage Rou Jensen. Den lange tekniker med det superbe overblik spillede i tyve år for De Hvides førstehold og han var utroligt stabil og konstant. At han sideløbende med over 400 kampe for AGF og en flot ”civil” karriere på Ceres også havde overskud til at være en af landets dygtigste håndboldspillere, er næsten ufatteligt. Men han stiftede heller aldrig familie.
Rous betydning for AGF’s etablering i den absolutte top af dansk fodbold i 1950’erne er uvurderlig. Han var holdets kaptajn der sikkert og roligt styrede skuden og som de andre trygt kunne læne sig op ad. Og så var han med sin personlighed afgørende for det gode kammeratskab, den særlige ”AGF-ånd” der herskede på Fredensvang i den periode.
Rous svaghed var hurtigheden. Han blev ofte benævnt som en af dansk fodbolds to geniale snegle (den anden var Knud Lundberg), men han kompenserede for sin manglende speed med forudseenhed og en gudbenådet boldbehandling. Desuden havde Rou et løbe- og offervilligt team omkring sig.
AGF i 50’erne var først og fremmest funderet på en betondefensiv, bestående af spillere som Henry From i målet, den store centerhalf Hans Christian Nielsen og halfbackerne Jørgen Olesen og John Amdisen. Under trænere som Gerhard Müller, Peter Vesterbak og især Geza Toldi udviklede GF’erne en særlig kollektiv kampmaskine som ingen andre danske klubber kunne hamle op med. Rou styrede offensiven med folk som Svenning Pilgaard, Gunnar Kjeldbjerg, Erik Kuld Jensen, Peder Kjær m.fl.
De teambaserede dyder blev varetaget på fineste facon i AGF’s ungdomsarbejde af først og fremmest Johannes Bodilsen, der havde enorm betydning for udviklingen af en særlig stil på Fredensvang - i dag ville vi kalde det konceptuelt.
Aage Rou Jensen debuterede for landsholdet som 19-årig 26. august 1945 og de næste par år befandt den lange AGF’er sig i periferien af landsholdet. Han kom med til OL i London i 1948, men som reserve og uden at spille. Alligevel var der bud efter ham fra udlandet i tiden efter de olympiske lege, hvor mange af de bedste danske spillere rejste ud. Både italienske og franske klubber viste interesse og det havde da også været interessant at se Rou i f.eks. en stærk italiensk klub, idet han besad mange af de samme fortrin som Gunnar Gren og Jørgen Leschly-Sørensen som jo begge var gigantiske succeser i Milan.
Men professionalisme var ikke noget for Aage Rou. I sin selvbiografi ”Aldrig færdig med fodbold” fra 1961 skrev han: ”Ledere fra Bologna kom til Odense (i 1949 red.) for at se mig spille på Jyllandsholdet mod Fyn, og jeg skulle have en overgangssum på 125.000 kroner, altså nogenlunde det samme, som var betalt til de danske spillere, der før havde opnået mest ved at gøre springet til Italien. Jeg tror ikke, jeg ville få besvær med at indordne mig under de regler, der er selvfølge for en sportsmand, som skal yde sit bedste, men det bød mig imod, at det ikke længere skulle være mig selv, der kontrollerede disciplinen, og at jeg skulle træne på kommando og ikke blot af lyst”.
I stedet fik hjembyen glæde af den langlemmede strateg. I midten af 50’erne skiftede magtbalancen i dansk fodbold. På bronzeholdet i 1948 var der kun en enkelt fast mand fra provinsen (Viggo Jensen fra Esbjerg), men i 1954 brød Boldklubben Køge den københavnske dominans og blev den første danske mester fra en af de andre lokalunioner end KBU. AGF tog over året efter og satte sig tungt på mesterskabet hele tre år i træk, 1955, 56, 57 og så igen i 1960. Tre ud af de fire mesterskabssæsoner lykkedes det endda århusianerne at vinde ”the Double”.
Den Landsdækkende pokalturnering startede op i 1955. Det var bemærkelsesværdigt sent. Der havde været afviklet et DM der inkluderede lokalunionerne fra 1913 og fra 1929/30 spillede de bedste klubber i en reel 1. division. Lokalunionerne havde imidlertid deres egne pokalturneringer. KBU’s var traditionelt den stærkeste og slutkampene var enormt populære og prestigemættede. Københavnerne havde dermed ikke det stærkeste incitament til at erstatte deres pokalmesterskab med et landsdækkende. Men da provinsen sportsligt kom stormende midt i 50’erne stod det klart at der måtte laves et nyt format. Den engelske FA Cup turnering blev forbilledet, og Idrætsparken i hovedstaden skulle gøre det ud for Wembley. De første år blev præget af de overraskelser der giver pokalfodbolden sin charme, og som netop den engelske cupturnering traditionelt har været rig på. I det første år i 1955 gik Aalborg Chang fra 3. division hele vejen til finalen, hvor AGF dog vandt overlegent med 4-0, og i 1960 var det Frem Sakskøbing der skabte sensation - dog kun for at blive standset af AGF i slutopgøret (2-0).
Kritikerne af turneringsformatet argumenterede at en finalekamp i Idrætsparken var stemnings- og atmosfæreforladt når det var to klubber fra provinsen der tørnede sammen. Denne debat er fortsat gennem årene, men turneringskonceptet er stadig uændret. For Aage Rou blev den allerførste finale i 1955 en stor personlig triumf. Ikke blot blev han båret i guldstol med den nye landspokal efter kampen, han kunne også lade sig hylde som historiens første pokalfighter.
I 1956 besøgte AGF Ungarn og spillede en venskabsmatch mod Kiniszi. Århusianernes daværende træner Geza Toldi var et kæmpestort navn i ungarsk fodbold, men pga. opstanden i 1956 turde han ikke rejse med sit hold bag om jerntæppet. GF’erne - ovenikøbet til lejligheden forstærket med Poul Pedersen og Jens Torstensen - fik en lektion i fodbold og tabte foran 102.000 tilskuere med 10-0 på Nep Stadion i Budapest. Men de var snu nok til at suge rutine og inspiration til sig, og da der i anden halvdel af 1950’erne kom gang i de europæiske cup-turneringer blev AGF hurtigt Danmarks klart bedste bud på at skabe et internationalt resultat.
De to første år blev århusianerne standset af franske modstandere, men i 1957 slog Aage Rou og co. nordirske Glenavon, for så at ryge ud imod spanske Sevilla med samlet 2-4. Det skete dog efter en meriterende hjemmesejr på 2-0 og en - efter Rous vurdering - ærgerlig fejlagtig taktisk indstilling til opgøret i Spanien, hvor danskerne tabte 0-4.
I turneringen for mesterhold i 1960/61 kulminerede AGF’s europæiske præstationer. Et super-rutineret AGF-mandskab, anført af den da 37-årige Aage Rou, slog polske Legia Warszawa med samlet 3-1 i første runde og derefter norske Fredrikstad med 4-0. I tredje runde, som dengang var turneringens kvartfinale, ventede portugisiske Benfica, der på det tidspunkt blev regnet for en heldig lodtrækning for danskerne. Man kom dog snart til at kende boldkunstneren Eusebio og hans stærke Lissabon-mandskab, der vandt hele Europa Cup turneringen dét år, og AGF kom da også i menneskehænder med 1-3 ude og 1-4 hjemme.
Den samlede exit kom til at markere afslutningen på Aage Rous (og målmand Henry Froms) internationale karrierer.
AGF’s måske største profil gennem tiderne, den geniale snegl Aage Rou Jensen, døde 8. juni 2009, 84 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som tiende bedste offensive midtbane spiller i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 5. december 1956 mod England
(50) /