|
| 27. januar 1945 på Nørrebro i København | Erik Sandvad Andersen | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM ERIK SANDVAD | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Sandvad - Den tekniske stopper
Erik Sandvad Andersen, der blev født 27. januar 1945 på Nørrebro, var en del af et ualmindeligt talentfuldt AB-kuld der poppede op som seniorspillere omtrent samtidig midt i 1960’erne. Årgangen satte sit præg på dansk ungdomsfodbold, og i 1963 havde KBU’s unionsynglinge således hele 7 mand fra AB; Poul Verner Henriksen, Kresten Bjerre, Sandvad, Flemming Kjærsgaard, Jørgen Kaltoft, Frits Ahlstrøm og Kaj Olsen. Desuden kunne tilføjes talenter som Jan Larsen, Niels Yde, Henrik Bernburg, Johnny Petersen m.fl.
I 1964 debuterede Sandvad på AB’s førstehold i en udekamp mod Vejle. Han fik stor ros og imponerede med klogt og fornuftigt spil. Vidste man ikke bedre kunne man tro at den unge mand var en garvet veteran.
Erik Sandvad etablerede sig snart som halfback i et samarbejde med den et år yngre Kresten Bjerre. AB havde den høje, stærke Ejgil Mølsgaard som klassisk centerhalf, og man prøvede den mere spinkle og teknisk betonede Erik Sandvad af som ”spillende” centerforsvarer, eller libero om man vil, hvilket tilførte defensiven hurtighed og fleksibilitet. Det var et smart taktisk træk, der passede perfekt ind i AB’s ”Babyholds” friske og tekniske tilgang.
Det gav et dansk mesterskab i 1967, og Knud Lundberg døbte mandskabet ”de grønne mestre”, hvilket matchede spillernes alder og trøjer fint.
Landsholdet kaldte på den bankuddannede Sandvad. DBU’s dygtige interimlandstræner, Ernst Netuka så mulighederne i et forsvarsteam med Sandvad og den jyske granitklippe Henning Boel fra Ikast. Kresten Bjerre lå umiddelbart foran som defensiv midtbanespiller og krumtap. Det blev en kanon succes. Boel var stærk i luften og tacklede som en betonklods i Hans Engell’sk format. Mens Sandvad kløgtigt plukkede boldene fra modstanderne og satte modangreb i gang. Forsvarskonstellationen var en essentiel grundpille i det unge og fornyede landsholds tilgang. Den skabte forudsætningen for at offensiven kunne sprudle. Hvilket den i dén grad gjorde i Danmarks sejre på 14-2 over Island, 5-0 over Norge og 3-2 over Holland.
Landsholdsdebuten var dog lidt bumpet. Sandvad var så uheldig at lave selvmål mod Ungarn 24.maj.1967, og Ungarn vandt 2-0. Men han lod sig ikke slå ud af modgangen og spillede sig, på karakteristisk vis, flot op. Landsholdets anfører John Worbye udtalte efter kampen mod DDR (1-1) at der var: ”En fornøjelse at spille bag Sandvad. Han bakker dejligt op for én, så man kan tillade sig at spille lidt frækkere fremad i banen”. Det var sagen i en nøddeskal. Knud Lundberg tøvede ikke med at udråbe Erik Sandvad til manden med Landets bedste overblik”.
I april 1968 fik man desværre et forvarsel på hvad der skulle blive den Sandvad’ske forbandelse: Knæproblemer. Forsvareren pådrog sig en ledbåndsskade og var ude i månedsvis. Samtidig blev aktørerne fra det talentfulde 67-landshold solgt i bundter, især til USA. Men Sandvad havde ikke travlt med at komme afsted. Arbejdet i banken havde førsteprioritet på det tidspunkt. Og sådan forblev det. AB’eren var dog ikke mere overbevist amatørist, end at han godt kunne skrue bissen på overfor DBU’s notoriske nærighed.
Han talte varmt for at hente de professionelle hjem til landsholdet, og i november 1971 gik han i rette med DBU’s latterligt små diæter og vilkårene for de spillere der var udtaget til landsholdets forårstræningslejr i Italien. Sandvads ”oprør” var medvirkende til at de 32 udtagne spillere kollektivt meldte afbud, og træningslejren blev aflyst. Det år havde Erik Sandvad været anfører på det første landshold med udlandsproffer, der desværre floppede fælt i Portugal med et 0-5-nederlag.
Skæbnen ville at skaderne vendte tilbage, og trods sporadiske forsøg på comebacks måtte Erik Sandvad stoppe karrieren i starten af 70’erne. I Kresten Bjerres bog ”Generalen” fra 1976 spekulerer forfatteren i et fantasihold som han ville forsøge at stable på benene hvis han skulle vende hjem til dansk fodbold og havde ”frie hænder” til at håndplukke spillere. Den første på holdkortet ville være Erik Sandvad, som Bjerre forestiller sig måske kunne overtales til et comeback. Bjerre udtrykker i samme moment sin enorme respekt for den tidligere klubkammerat. Sådan gik det dog ikke. Et kort come-back i 2. division i 1974 mislykkedes, men han magtede at spille en del seriebold i Ølstykke, som han var flyttet til.
Erik Sandvad nåede 22 landskampe, 2 som anfører. Med nutidens lægelige indsigt og moderne kirurgi kunne han have fået langt, langt flere.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som tiende bedste spillende centerforsvarer i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
24.05.1967
(75)