|
| 27. november 1917 i København | Arne Sørensen | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
|
| 30 / 4 | B1903 (16/2) | 1 | B.93 | |
| | B.93 (14/2) | |
|
| OM ARNE SØRENSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Strateg på afveje
Arne Sørensen blev født i København 27. november 1917.
Dansk Boldspil Unions protektionistiske kamp for den ”rene” amatørisme igennem det meste af Dansk fodbolds historie, er nærmest at sammenligne med Don Quixotes udsigtsløse duel med vindmøllerne. Med tiden måtte amatøridealerne tabe. Ikke desto mindre blev denne idræts-ideologiske kampagne udkæmpet med stor ihærdighed og stædighed, og ikke så lidt indædt. I årtier havde DBU held til at forfægte et fundamentalt set moralsk standpunkt, som i høj grad medførte at spillere med lyst og mulighed for at tjene penge på sin sport, blev fremmedgjort og udstødt.
Det er interessant og tankevækkende at dette moralsk/etiske korstog ofte blev ført på et yderst dubiøst juridisk og retsligt grundlag. Faktisk agerede unionen som en slags anklager, dommer og jury på samme tid, og den måde som de enkelte personsager blev håndteret på, forekom ofte ganske vilkårlig og uden egentlig konsekvent kurs. Den danske sportspresse havde en ikke helt undselig del af ansvaret for at det kunne lade sig gøre. Mange af journalisterne var selv overbeviste amatører, og medierne indtog ikke sjældent en temmelig forudindtaget holdning.
I 1946 blev dansk fodbold ramt af en enorm skandale. Landsholdets anfører, Arne Sørensen, og dansk fodbolds på det tidspunkt bedste tekniker, Kaj Hansen, forlod deres klub B.93 for at blive spillende trænere hos den ambitiøse opkomling Skovshoved IF, der aspirerede til divisionsfodbold. Skiftet blev i pressen ret hurtigt bedømt som dybt mistænkeligt. Skovshoved havde en ”interessent”, med tæt kontakt til bestyrelsen, ved navn Johannes Lund som havde en handskefabrik (Salamander Handsker) og som tilsyneladende trak i nogle økonomiske tråde. Enden på det hele blev at de to spillere blev anklaget for at have modtaget penge under bordet.
DBU kaldte de formodet formastelige til et bestyrelsesmøde der mindede lidt om en inkvisitorisk proces. Avisen ”København” bragte en artikel under den ironiske overskrift ”Thi kendes for ret”, hvori Lund bedyrede sin uskyld og påstod at ”Arne Sørensen og Kaj Hansen er mig ganske fremmede personer”. Dén var for tyk!
Alle vidste at handskemageren havde en stærk hånd med i alle større beslutninger og tiltag i Skovshoved IF, og to landsholdsspilleres indmeldelse i klubben måtte siges at høre ind under den kategori.
Knud Lundberg mente ligefrem at Lund havde pralet åbenlyst med at have ”købt dem”. Arne Sørensen på sin side skrev i sin selvbiografi ”Vejen til landsholdet” at han og ”Lille-Kaj” Hansen havde optaget et privat lån hos skovsernes ”sponsor”. Det skal her bemærkes at den senere landstræner Arne Sørensen generelt er troværdig og ærlig - og ikke mindst uhyre selvkritisk - i sin fremstilling. Et lån var jo nok suspekt, men ikke ulovligt. Var det i modstrid med amatørreglerne? Rent juridisk stod sagen som påstand mod påstand og der var ingen som helst håndgribelige beviser, men DBU behandlede tilfældet som en principsag.
Sørensen og Hansen blev udelukket og stod som sagens tabere, mens Skovshoved i det næste årti kunne fortsætte et ret åbenlyst ”fiskeri” af dygtige spillere og etablere sig i dansk fodbolds elite.
Pressen bakkede DBU’s dom op i bredt omfang og stort set alle der siden har beskrevet/omtalt ”Salamander-sagen” har fældet en entydig dom over Arne Sørensen og Kaj Hansen. Men undertegnede synes nu at affæren lugtede lidt. Hvis Arne og Lille-Kaj rent faktisk skulle træne skovserne, så var det vel ikke forkert at de modtog et mindre honorar indenfor amatørregulativet. Det virkede som om at man ønskede at statuere et eksempel. Som det blev antydet i føromtalte avisoverskrift var udfaldet nok i realiteten givet på forhånd. Arne fik derfor ikke flere end de 30 landskampe, han stod for, da skandalen kom.
Arne Sørensen var en elegant og intelligent forsvarer. Som type passer han perfekt ind i kategorien ”spillende centerforsvarer”, men i praksis måtte han ofte spille centerhalf og ren mandsopdækker i tre-back systemet der var totalt fremherskende i dansk fodbold fra midten af 30’erne og helt frem til 1960’erne. Det var synd.
Sørensens flair og oplagte talent blev delvist spildt på en taktik hvor forsvarsspillerne var rent destruktive. Fodboldopdragelsen fandt sted i barndomsklubben B1903, hvor veteranen Ernst Nilsson tog de unge fremadstormende løver, Arne Sørensen og hans kammerater Børge Mathiesen og Alex Friedmann, fra ungdomsafdelingen under sine brede vinger. De tre debuterede på landsholdet i 1937 som 20-årige. For Arne og den festlige wing Børge Mathiesen skete det med en kamp mod Polen, hvor Danmark tabte 1-3.
Arne Sørensen skiftede i 1941 til B.93 hvor han havde mægtig sportslig succes, med to danmarksmesterskaber.
Dermed opnåede Arne at overbevise om sine fodboldmæssige forcer i tilstrækkelig grad til at det var muligt at opnå en professionel kontrakt i udlandet efter den triste og forsmædelige ”Salamander-skandale”. I første omgang var han tæt på en kontrakt med Huddersfield Town, men da englænderne lige ville se den danske forsvarer an og skaffe ham et job i Yorkshire som blikkenslager, greb DBU ind. Sørensen kunne ikke mere spille som amatør, for hans amatørlicens lå hos unionen og den havde Skovshovedsagen sat over styr. Unionen modsatte sig altså at Arne kunne prøve sig af i det engelske. Dermed kom dansk fodbolds største paraplyorganisation til at indtage en unødvendig rolle som dommer, jury og bøddel. For da Huddersfield-chancen gik i vasken lignede det en afslutning på Arne Sørensens aktive fodboldkarriere. Velvillige venner indenfor pressen hjalp imidlertid den detroniserede forsvarsgeneral med kontakter til fransk fodbold, således at Sørensen kunne få et par sæsoner i parisiske Stade Français og derefter Nancy.
Det var ikke nogen guldgrube, men Frankrigsopholdet gavnede Sørensen på det personlige plan. Dengang var det et meget stort og usædvanligt skridt at gå over til en udlandsprofessionel tilværelse. Sørensen og ”Lille-Kaj” Hansen (der også kom til fransk fodbold) var faktisk de første danske proffer siden Carl Skomager i 1921. Da Arne kom hjem, påbegyndte han en uddannelse som træner med enorm seriøsitet. Han blev en af de strategisk og taktisk dygtigste trænere i dansk fodbolds historie, med OL-sølvet i Rom i 1960 med landsholdet som en slags juvel i en smuk krone af succeser.
Arne havde en lang trænerkarriere, hvor han fra 1950 var træner i Skovshoved (3 gange), AaB, AB, Esbjerg (DM 1963), Brønshøj, KB (DM 1968), Helsingborgs IF, Hvidovre (DM 1973) og Fremad Amager. Han måtte trække sig i utide i Fremad i efteråret 1976, da han var for syg.
Det er intet mindre end skandaløst at Arne Sørensen ikke er optaget i DBU’s Hall of Fame.
Arne døde 1. maj 1977, 59 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som sjette bedste spillende centerforsvarer i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 26. august 1945 mod Norge