|
| 30. september 1956 i København | Frank Arnesen | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
|
| 52 / 14 | Ajax, Holland (21/8) | 2 | Ajax, Holland (1) | |
| | Valencia, Spanien (6/3) | | Anderlecht, Belgien (1) | |
| | Anderlecht, Belgien (16/3) | |
| | PSV Eindhoven, Holland (9/0) | |
|
| OM FRANK ARNESEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Folkets Frankie
Frank Arnesen blev født 30. september 1956 i København.
Frank Arnesen er sandsynligvis en af de populæreste spillere i dansk fodbolds historie. Men hvorfor egentlig? Hvorfor gik netop Arnesen så distinkt ind i folks hjerter?
En naturlig del af forklaringen er selvfølgelig den indlysende, at han var en ekstremt dygtig fodboldspiller, og at han spillede en fremtrædende rolle på det mest velspillende og seværdige landshold i nyere tid. Jeg tror også at Arnesens drengede charme og naturlige glæde brændte igennem tv-apparaterne og hjem i stuerne hos folk, når han blev interviewet i medierne. Han var den der lavede gas når landsholdstruppen skulle rystes sammen, og han greb gerne guitaren og sang Kim Larsennumre. Arnesen virkede ægte og ikke påtaget. Og det skinnede igennem på banen, hvor han altid spillede med speederen i bund og aldrig med foden på bremsen.
Desuden rejste han og kammeraten Søren Lerby afsted til udlandet som teenagere, da de skrev kontrakt med Ajax i 1975, og folk kunne på afstand og via pressen – måske med en smule bekymring – følge deres eventyr på ”udebane”, langt fra den trygge hjembase på Amager og mors frikadeller. Tænk hvis det var ens egne børn der havde vovet sig afsted sådan. Dengang var det slet ikke normalt at så unge spillere bandt an med det barske, professionelle univers. Da Arnesen blev landsholdsspiller, kom han (sammen med Lerby) til at personificere fodboldfolkets håb om en succesrig fremtid for nationens udvalgte. Og da han blev alvorligt skadet i Valencia gjorde det ondt helt ind i sjælen. Da han gjorde comeback efter en lang og sej kamp for at redde karrieren, var der ikke et øje tørt.
Da pressen i 1975 rapporterede om at de to ”Fremad Amager-tvillinger” var blevet ”fisket” af Ajax Amsterdam, sporede man en latent mistænksom mellem linjerne. Havde de nu fået en ordentlig kontrakt, de to knægte? Betalte hollænderne dem en rimelig gage? Det var vel ikke den rene slavehandel? Ville de blive slået i stykker af de høje krav og den hårde træning? Fremad Amagers klubsekretær Henning Jensen forsikrede at lønninger og overgangssummer var ok: ”Jeg tror bestemt ikke at de er blevet snydt i Ajax, selv om jeg dog havde foretrukket, at de havde taget kontrakten med til Danmark og ladet en sagfører se på den. Men jeg ved også, at de på det danske konsulat i Amsterdam ville prøve at skaffe advokatbistand”. Nu var – og er – Ajax jo ikke en røverkule i en skummel udkant af Europa. Men derimod en af de allerbedste baser for talentudvikling. Men dengang var der en indgroet skepsis overfor den professionelle fodboldverden hos danske amatørledere, og nok også blandt mange almindelige fodboldfans herhjemme.
Fremads træner, den tidligere landsholds- og tredobbelte mestertræner, Arne Sørensen udtrykte dog glæde og lettelse over at de to knægte ikke var havnet hos FC St. Pauli, der angiveligt havde været ude med snøren efter dem. Den notorisk rebelske klub med piratbanneret fra det berygtede Reeperbahn-kvarter i Hamburg, var altså ikke et betryggende sted at sende de uskyldige små lam hen. ”Hvad vil Ajax bruge dem til?”, spurgte journalisten (Peter Rasmussen i Aktuelt). Sørensen mente nok at der ville gå en rum tid inden man hørte noget til dem; ”endnu er de ikke udrustede fysisk til at spille i det hårde tempo, og til at klare de hårde tacklinger”.
I Ajax gik de to små stakler imidlertid til sagen fra begyndelsen, og der var ikke grund til at frygte at de skulle knække mentalt eller fysisk. Frank Arnesen debuterede allerede i marts 1976 for Ajax, og halvandet år senere på landsholdet. Landstræner Kurt Nielsen havde et særdeles godt øje til den talentfulde Ajax-dreng, og udtog Arnesen til ærkefjendeopgøret i Malmö 5. oktober 1977. Arnesen gjorde en fornuftig figur som højre wing, men Sverige vandt kampen på et mål af ”Dansk-döderen" Lennart Lie Larsson.
På Middenweg blev Frank Arnesen i kometfart en publikumsdarling. Han spillede mest venstre wing i starten, som han havde gjort i Fremad, men han befandt sig bedst i en flakkende, offensiv rolle. Med årene indtog han oftere og oftere højre midtbane, hvorfra han lavede sine berømte raids igennem modstandernes kæder. På sine gode dage var han ustoppelig. Med Ajax vandt ”Frankie-boy” tre hollandske mesterskaber og en gang pokalen. I 1981 var talentet modent og fuldvoksent og parat til at binde an med den absolutte europæiske fodboldelite. Han scorede det første mål for landsholdet da Danmark slog de senere verdensmestre fra Italien med 3-1 på en regnvåd og lykkelig aften i Idrætsaften i juni 81, og skrev så kontrakt med spanske CF Valencia. De spanske ”Flagermus” fra Mestalla satsede stort med VM-topscoreren Mario Kempes og den tyske kanonskytte Rainer Bonhof, og Arnesen var udset til en offensiv nøglerolle. På det tidspunkt var den danske midtbanespiller et af de mest lysende talenter i Europa. At forestille sig Arnesen som Ballon d’Or vinder nummer to fra Danmark (efter Allan Simonsen) var ikke ren science fiction. Men holdet floppede totalt, og de personlige ambitioner og drømme druknede i en karrieretruende knæskade, der holdt Arnesen væk fra al fodbold i et helt år.
I Danmarks sidste EM-kvalifikationskamp i Athen i november 1983 fik Arnesen et rørende comeback på landsholdet, da Sepp Piontek viste ham den gestus at indskifte hele Danmarks yndlings Kim Larsen-imitator et minut før tid, i 2-0-sejren over Grækenland. På det tidspunkt havde Arnesen så småt kæmpet sig den lange vej tilbage til topfodbolden, efter et langt og barsk forløb med operative indgreb og reel risiko for karrierestop. Belgiske Anderlecht havde taget en chance med danskeren og købt ham fri af Valencia, selv om det langt fra var givet at han var i stand til at genfinde sit tidligere niveau. Skaden havde da også forandret hans spillestil. Hans løb forekom knapt så ubesværet som før, men antrittet og driblingerne fejlede ikke noget.
I EM-opvarmningskampen i maj mod Tjekkoslovakiet spillede Arnesen en halvleg, og så ud til at være på ret kurs. Knud Lundberg skrev begejstret: ”Landskampens store positive overraskelse sad og så lykkelig ud i omklædningsrummet bagefter. Det havde han grund til. Han viste spil i verdensklasse, og var efter min mening bedste mand på banen. Ganske vist kun i en halvleg, men i de 45 minutter var han forrygende. Men det var ikke sine præstationer han var mest lykkelig over. Men dét at benet holdt”. Frankie-boy var tilbage og parat til at indtage en hovedrolle som offensiv midtbanespiller, som regel i den foretrukne flakkende rolle med udgangspunkt på højre flanke. På landsholdet ved EM-slutrunden i Frankrig, hvor han overtog Allan Simonsens pligt som straffesparksskytte efter Allans tragiske uheld i åbningskampen. Og senere ved VM i Mexico, hvor han spillede sine måske bedste landskampe.
Desværre var han ukarakteristisk overgearet og ude af mental balance da Danmark mødte Vesttyskland i den sidste – og betydningsløse – puljekamp i Queretaro. Med blot et minut tilbage forløb han sig med en hævnakt overfor tyske Lothar Matthæus og blev udvist. ”Mit livs brøler”, udtalte han grædefærdig bagefter.
Han havde været aggressiv og stresset over at hustruen Käte var blevet meldt ramt af meningitis, og Sepp Piontek burde nok – set i bakspejlet – have sparet ham. Nu gik Danmarks mest kreative midtbanespiller glip af ottendedelsfinalen mod Spanien. Og det viste sig desværre temmelig afgørende.
Redningsplanken RSC Anderlecht havde vist sig effektiv for Arnesens klubkarriere. Han kvitterede for belgiernes tillid ved at medvirke til et mesterskab i 1985, hvorefter han foretog et skifte til PSV Eindhoven. Hos Phillipskoncernens klub kunne Arnesen fejre yderligere tre hollandske mesterskaber og et pokalmesterskab. Han var også med til at vinde Europa Cup turneringen for mesterhold i 1988, men på det tidspunkt havde tilbagevendende skader desværre atter holdt sit indtog. Fysikken kunne efterhånden ikke mere, og da endnu en knæoperation blev nødvendig i maj,1988, stod det klart at, Frank missede EM-slutrunden og at støvlerne måtte på hylden.
Frank Arnesen tog imidlertid sin fodboldpassion med sig over i en imponerende karriere som sportschef- og direktør i en lang række prominente europæiske klubber.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som bedste højrewing/midtbane spiller i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 5. maj 1982 mod Sverige
(65)
(76)
/ 
(89)