|
| 6. marts 1962 på Frederiksberg i København | Jan Lewis Bartram (f. Jan Louis Hansen) | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
|
| 32 / 5 | AGF (6/0) | 7 | AGF (6) | |
| | Rangers, Skotland (3/0) | | Rangers, Skotland (1) | |
| | Brøndby (5/1) | |
| | Uerdingen, Tyskland (17/4) | |
| | AGF (1/0) | |
|
| OM JAN BARTRAM | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Den danske Maverick
Det er altid fascinerende med spillere der har tendens til selv at bane sig en sti igennem fodboldens jungle. I England kalder man dem Mavericks – enegængere. Jan Bartram må siges at være en sådan.
Jan Lewis Bartram (tidligere Louis Hansen) blev født i Skive 6. marts 1962 og havde den dér tro på sig selv, både personligt og som sportsudøver, der satte ham i stand til at foretage sine egne, ofte værdibaserede karrierevalg. Det har formentlig ikke altid været nemt. Det har skabt uvilje og modgang, og det må ind imellem have føltes som at svømme op imod strømmen, men det var utvivlsomt med til at gøre ham til den fodboldspiller han var. Foruden naturligvis det menneske han er.
Jan Hansen startede som seniorspiller i Skive IK, og da han var omkring de 20 var der ikke meget der tydede på, at den skudstærke og kraftfulde midtbanespiller skulle blive en international wingback. Et skifte til AGF i 1982 bragte ham imidlertid på det karrieremæssige spor. Det var århusianernes ynglingetræner, Ole Brandenborg, der fik øje på Jan i forbindelse med en talentturnering i Holland. Da Jan skulle studere på Aarhus Universitet og derfor flytte til byen, var planen egentlig at spille i Skovbakken. Men Brandenborg fik overtalt skibonitten til at prøve sig af i AGF. Selv var Jan ret uambitiøs omkring skiftet. Han frygtede, efter eget udsagn, at komme til at spille på 5. eller 6. holdet, men cheftræner Poul Erik Bech så mulighederne i den unge mand, og omskolede ham til en uhyre dynamisk offensiv back.
I 1985 blev Bartram - for det hed han nu - for første gang udtaget til ligalandsholdet mod Honduras 27. januar 1985 på turen til Mellemamerika, og året efter blev der ”rigtig” debut, da Bartram kom med som venstre back i forårets testkampe mod Nordirland og Bulgarien. Indsatsen gav en billet til VM-truppen i Mexico, hvor det dog kun blev til en bænkeplads. Til gengæld kunne han fejre et dansk mesterskab med AGF.
I 1987 blev Jan Bartram fast mand på Richard Møller Nielsens talentfulde OL-landshold, men lysten til at prøve noget nyt trak ham væk fra Aarhus. Efter mesterskabssuccesen blev det hurtigt hverdag hos ”de Hvide”. Sløje resultater fik ledelsen til at varsle lønnedskæringer i truppen, og Jan Bartram kom på kant med klubben, da AGF forlangte en stor sum for en transfer til Bayer Uerdingen.
Trangen til nye udfordringer, og den dårlige stemning i Aarhus, udløste et mærkværdigt klubskifte. Bartram skrev – helt overraskende – en 2-årig kontrakt med Silkeborg IF, der på det tidspunkt var nyoprykket til 1. division - men kort efter forlod Bartram det jyske søhøjland, uden at have spillet en kamp for silkeborgenserne. I stedet rejste wingbacken til Skotland for at spille for storklubben Glasgow Rangers.
Havde Jan Bartram ønsket luftforandring, så fik han den i rigt mål i Skotlands metropol. Men der gik ikke længe før han mistrivedes med menneskelige værdier og en klubkultur, som han på ingen måde kunne stå inde for. I marts 1988 udtalte han i et interview med Aktuelt: ”Du bliver en byhelt for tilhængerne af Glasgow Rangers, og får næsten gudestatus. Det bryder jeg mig ikke om, og jeg får lidt ondt af de fanatiske tilhængere, der ofrer deres tid og penge på fodbold. De er ofte de fattigste, og de søger på den måde et lyspunkt i tilværelsen”. Facaden udadtil og den ydre, overfladiske personlige fremtoning havde stor betydning i klubben, og det provokerede Bartrams værdisæt: ”Jeg fik en ordentlig reprimande fra både formand, træner og medspillere den dag jeg mødte i cowboybukser, slips og jakke. Hvad er det? spurgte de og pegede på mine bukser. Vi skal gå klædt som konger og opføre os som konger. Det beundrer de her. Jo mere fornemt, jo mere ser folk op til én”.
Til gengæld havde de skotske fodboldspillere en så afslappet holdning til deres sport, at Bartram kun kunne ryste på hovedet. Alkoholkulturen i klubben var særdeles stærk. Efter danskerens åbenhjertige udsagn kunne hans medspillere nemt tømme ti pints øl uden problemer. Træningen var sparsom, for holdningen var at ellers kørte man træt i kampene, og det gav masser af fritid for spillerne, hvad det altså ikke var alle, der administrerede lige formålstjenligt. Bartrams økonomistudie gav imidlertid et indhold ved siden af fodbolden for hans vedkommende. Han må have følt sig temmelig fremmedgjort. Taktik før kampene var nærmest en by i Rusland, og i det hele taget forekom skotsk fodbold i bund og grund yderst primitiv. ”Skotterne er ikke gode til teknik, og du ville tage dig til hovedet hvis du så dem under træningen. De har et utroligt temperament og lige pludselig går de amok. Det er med knopperne forrest ind i tacklingen”.
Jan Bartram udtrykte afsky overfor den voldsomme racisme som hans holdkammerat Mark Walters, der var den eneste sorte spiller i topklubberne i Skotland på det tidspunkt, blev udsat for. Ekstra Bladet citerede i et lignende interview Bartram for at kalde Rangers’ spillende manager, Graeme Souness for en primitiv bisse. Udtalelserne i den danske presse kom imidlertid Souness for øre, og de blev taget ganske ilde op. Selv om danskeren forsøgte at glatte ud, stod det klart at han ikke havde nogen fremtid i Skotland, og det har givetvis været en personlig lettelse at Brøndby IF købte ham hjem til Danmark i 1988.
Efter kun en halv sæson tog Bartram imidlertid til udlandet igen. Denne gang til Bayer Uerdingen, der tidligere havde vist stor interesse for den offensive back.
Det var ventet at Jan Bartram ville tage en plads i truppen ved EM-slutrunden i 1988, men Sepp Piontek valgte i stedet – noget uforståeligt – en formsvag Jesper Olsen. Det afstedkom en del polemik i pressen, der beskyldte Piontek for ”småborgerlig moral”. Bartram var vist ikke Pionteks favoritspiller..
I Uerdingen kom Bartram på hold med en forrygende Brian Laudrup, og begge fik hurtigt stor succes. På landsholdet spillede Jan Bartram en række fremragende kampe og alt tegnede ganske lyst. Men en ondsindet skade i hælen bremsede Bartrams udfoldelser, og han ragede desuden uklar med træneren i Uerdingen, den unge tysker Horst Wohlers. Da denne sensationelt skrev kontrakt med DBU om at afløse Sepp Piontek som dansk landstræner, kom det som en pæn overraskelse at Bartram rent faktisk meldte ud at han ikke kunne støtte DBU’s valg. Han mente simpelthen ikke at Wohlers havde format til stillingen, og det kom ud i pressen. Da Wohlers’ ansættelse efterfølgende gik i vasken, var forholdet mellem ham og den danske wingback – ikke overraskende - meget dårligt.
På landsholdet kom Bartram fra asken i ilden. Efter nogle kampe hvor Horst Wohlers’ ”afløser”, Richard Møller Nielsen, uden det store held, forsøgte at skabe plads på venstreflanken til både Jan Heintze og Jan Bartram – og endda i nogle kampe også til Henrik Andersen – blev det hele for broget for Uerdingenspilleren. Han havde det skidt med den diffuse rollefordeling i venstresiden på landsholdet, og heller ikke godt med landstrænerens metoder og taktiske tilgang. Selv om de to fik redet trådene ud, så spillede Jan Bartram sin 32. og sidste landskamp i rød-hvidt i foråret 1991, da Jugoslavien blev slået med 2-1 i Beograd.
I Bundesligaen gik det sportsligt stærkt ned ad bakke for Uerdingen. Horst Wohlers blev afskediget, men det blev hjalp ikke meget. Afløseren Timo Konietzka var en militant type med ekstreme krav til disciplin og en defensiv tilgang til fodbolden, og der gik ikke længe før han og Jan Bartram kom på kant. Konietzka meldte offentligt ud at Bartram var ”en slap fyr med rygrad som en regnorm”, og gennemtvang en regulær fyring af danskeren. Efter et døgn betænkte klubledelsen sig dog og genansatte Bartram, formentlig af frygt for en juridisk tovtrækning.
Bartram valgte atter at gå sin egen vej, og rejste væk fra det tyske kaos og hjem til Aarhus for igen at spille for AGF. Det varede imidlertid kun kort. Så tog backen med den egensindige og intellektuelle indstilling til sin sport på jordomrejse. Der var i dén grad behov for at få andre input i livet end fodbold.
Efter endnu et ganske succesrigt comeback i AGF i 1992, spillede Jan Bartram nogle sæsoner for århusianerne. Denne sene del af karrieren bar dog præg af skader, og også konflikter med skiftende trænere. Lysten til fodbolden svandt efterhånden helt, men han sluttede karrieren med som 34-årig spillennde sportsdirektør at bidrage til AGFs sølvmedaljer i 1996. Siden har den danske Maverick banet sin helt egen vej i erhvervslivet som topleder, forfatter og meget andet.
Han fik to drenge med TV2s Line Baun Danielsen, men ingen af dem spiller fodbold. Generne var ellers i orden.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som niende bedste venstre back i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 15. maj 1990 mod England
(46)
/ 
(66)