|
| 31. juli 1955 i Levring | Lars Bastrup Jørgensen | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
|
| 30 / 10 | IHF (5/1) | 2 | IHF (1) | |
| | Offenbach, Tyskland (4/3) | | AGF (1) | |
| | AGF (12/5) | |
| | Hamburger SV, Tyskland (9/1) | |
|
| OM LARS BASTRUP | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Den stille dræber
Lars Bastrup Jørgensen blev født i Levring 31. juli 1955.
Lars Bastrup var ikke en decideret iøjnefaldende angriber. Han var ikke en flamboyant dribler eller en spektakulær tekniker. Men der var noget bondesnuhed over ham på banen. Han kendte sin besøgstid, som man siger, og vejen til netmaskerne. Desuden havde han et veludviklet blik for spillet, og var god til at forudse hvor chancerne ville komme. Ofte dukkede han op efter en relativt anonym indsats og satte kuglen i mål med et skarpt slangehug. Ud af ingenting.
Lars Bastrup var også i høj grad sin egen herre. Han havde sine meninger om tingene og benene solidt plantet på jorden. Han gik sine egne veje og lå aldrig under for omverdenens forventningspres.
Efter at have spillet i Kjellerup som ungdomsspiller blev Silkeborg og dernæst Århusklubben IHF, springbræt til et veritabelt gennembrud for Bastrup. I 1975 scorede den da 20-årige angriber 21 mål for Fuglebakken, der på det tidspunkt spillede i 2. division under den tidligere AGF-back Erik Christensens ledelse. Præstationerne gav en udtagelse til OL-landsholdet i to kvalifikationskampe mod Rumænien før de Olympiske Lege i Montreal. Efter debuten kom i 0-4 nederlaget til rumænernes OL-hold 4. juni 1975, blev Bastrup fundet god nok til yderligere 3 A-landskampe dét år, og han scorede for første gang i rød-hvidt i et EM-kvalifikationsopgør i Glasgow, hvor et afbudsramt dansk landshold blev grundigt kværnet og tabte med 1-3 til Skotland.
Allerede på dette tidlige tidspunkt i karrieren beviste Bastrup at han havde sine meningers mod, og ikke var nogen ja-siger. I en stort opsat artikel i Aktuelt gav den unge forward selveste landstræner Rudi Strittich råt for usødet. Bastrup gav i utvetydige vendinger udtryk for at han fandt kommunikationen mellem landstræneren og spillerne uproduktiv og illoyal. Strittich havde hængt navngivne spillere ud i pressen for manglende disciplin, efter en træningslejr i Firenze før OL-kampene, og Bastrup gav svar på tiltale. ”Vi hørte ingen kritik mens vi var dernede. Det kunne vi først læse i aviserne ved hjemkomsten. Jeg tror ikke at det gavner sammenholdet, og det blev netop understreget inden afrejsen, at det primære ved turen var at ryste holdet sammen”. Desuden luftede den 20-årige en helt uforbeholden støtte til ideen om at indføre betalt fodbold i Danmark – en særdeles varm kartoffel i DBU i 1975.
Holdningen indikerede med al tydelighed, at Bastrup snart var tabt for dansk divisionsfodbold, og i vinteren 75-76 skrev han da også kontrakt med den tyske Bundesligaklub, Kickers Offenbach. Opholdet i den sydvesttyske klub kom dog kun til at vare halvandet år. Offenbach havde store økonomiske vanskeligheder, og det endte med at Bastrup blev løst fra kontrakten – og Kickers rykkede ned. På landsholdet spillede Bastrup fortsat en rolle, ikke mindst i 2-1-sejren i Göteborg over Sverige, hvor han scorede et af de mål, der endte 39 års sejrstørke for landsholdet i det svenske.
Men da Bastrup, efter sin tilbagekomst til dansk divisionsfodbold i 1977, valgte at spille som amatør i IHF, der ovenikøbet rykkede ned i 3.division, røg han ud i kulden på nationalmandskabet i tre år. Til gengæld var der tid til at passe studierne i filologi på Aarhus Universitet.
Et skifte til AGF fra sæsonstart 1980 ændrede imidlertid alt. Bastrup kom atter i vælten og i fokus, og i 1980 gjorde han comeback for Danmark, nu under Sepp Pionteks ledelse. Den nye tyske landstræner kunne godt bruge en snu anden-angriber som makker til Preben Elkjær, og Piontek satte pris på Bastrups evner til at finde plads til sig selv og sin angrebskollega. Bastrup svigtede ikke tilliden og landsholdets resultater i 1980-81 var alt i alt lovende. AGF’eren scorede 5 gange i 12 landskampe, heriblandt et typisk ”Bastrup-mål” i hjemmekampen i Idrætsparken mod Italien. Danmark var fortjent foran på mål af Frank Arnesen og Per Røntved, men en italiensk modoffensiv gav en reducering ved Francesco Graziani, og danskerne måtte forlade sig på kontrastød. På et hurtigt modangreb fik Preben Elkjær på sædvanlig opportunistisk vis kæmpet sig ind i udeholdets felt, men en kropstackling af Scirea bragte den danske centerforward i græsset. Netop som de 36000 tilskuere med tilbageholdt åndedræt ventede – eller i alt fald håbede – på en straffesparkskendelse fra kampens østrigske dommer, var Lars Bastrup snarrådigt over den løse chance og huggede bolden forbi en prisgivet Dino Zoff. 3-1-sejren rakte ikke til kvalifikation til VM i Spanien, men den gav optimisme frem imod kommende opgaver, og understregede at landsholdet havde potentiale til at drille de store nationer – og lidt til!
I det hele taget var Bastrup forrygende kørende på det tidspunkt. I 44 kampe for AGF scorede han 28 gange, og blev kåret til Årets Spiller i Danmark 1980. Udlandet kaldte atter. Men denne gang var talentet modent til mere end en halvsløj bundklub i Vesttyskland. Selveste HSV kaldte, og Bastrup blev solgt til den Nordtyske metropol for 2 millioner kroner. Et anseligt beløb for en spiller fra den danske liga på den tid.
Bastrup fik Sepp Pionteks fineste anbefaling med på vejen: ”Lars Bastrup er eksempel på en moderne fodboldspiller. Han er hurtig, fighterivrig og klog. Hvis jeg var opkøber ville jeg ikke være i tvivl. Lars Bastrup ville stå højest på ønskesedlen. Ham ville jeg sikre mig”. I Hamburger SV kom Bastrup til at agere anden-angriber ved siden af den kolossalt hovedstødsstærke Horst Hrubesch. Det blev en dødbringende cocktail, og danskeren blev en kæmpesucces fra starten. I hans debutkamp på Volks Park scorede Bastrup og indgik nærmest hjemmevant i det offensive sammenspil for ”der Rothosen”. Eintracht Braunschweig blev besejret med 4-2. Snart skrev aviserne om Prima aus Dänemark, og den snu måljæger blev valgt til efterårets hold 1981 i Bundesligaen, kåret af magasinet Kicker, sammen med folk som Pierre Littbarski, Hans-Peter Briegel, Karl-Heinz Rummenigge og holdkammeraten Felix Magath. HSV vandt det tyske mesterskab, og ikke engang en skuffende indsats i UEFA Cup finalen mod svenske IFK Göteborg (der vandt 4-0 samlet) kunne ødelægge indtrykket af en massiv succes.
I efteråret 1982 medvirkede Bastrup i EM-kvalifikationskampene mod England og Luxembourg, men lidt af gnisten var gået af ballonen. HSV genvandt ganske vist det tyske mesterskab, men danskeren var ikke nær så fremtrædende som i den første sæson i Hamburg.
Han kunne dog fejre en stor personlig triumf da HSV slog Dynamo Kiev på udebane i kvartfinalen i Europa Cuppen for mesterhold. Lars Bastrup scorede alle tre tyske mål i 3-0-sejren over Sovjetunionens stolthed. Finalen i turneringen blev en total triumf for HSV, der besejrede Juventus med 1-0 i Athen på et mål af Felix Magath. Men den blev et antiklimaks for Bastrup, der blev korporligt slået ned af den brutale italienske forsvarer Claudio Gentile. En blødende dansk angriber måtte lade sig udskiftet med en brækket kæbe, og efterfølgende civilt søgsmål imod den sydeuropæiske voldsmand kunne desværre ikke bakkes op af tilstrækkelige tv-beviser. Bastrup lå på hospitalet mens holdkammeraterne fejrede triumfen og hjemførte pokalen med de store ører til byen ved Elben. Kampen blev til gengæld Lars Bastrups afsked med HSV.
For landsholdet blev det til en enkelt kamp i 1983. Det var i den vigtige hjemmesejr over Grækenland i april. Bastrup nåede 30 landskampe med 10 mål.
Atter hjemme i dansk divisionsfodbold troede de fleste nok at sagaen om Lars Bastrup var ved at være omme. Men den rutinerede måltyv kom stærkt igen. Først i 3. division for Skovbakken, hvor Bastrup nærmest scorede efter behag, og derefter i Ikast, hvor han viste formatet ved at blive topscorer i 1. division med 20 mål i 1985.
Knud Lundberg gav udtryk for sin næsegrus beundring for den jyske forward: ”Han er en af de mest særprægede personligheder i dansk fodbold – og dem har vi ellers nogle stykker af. Da han i 1980 blev kåret til Årets Fodboldspiller, var festen for ham, og overrækkelsen af trofæet en ejendommelig oplevelse. Da Lars Bastrup holdt sin takketale, efter at vi andre havde hyldet ham i ord og skåler - virkede det egentlig som om han var flov ved det, som om han, velformuleret, nærmest gav en undskyldning for, at det var ham der var valgt. Han er nemlig modstander af den heltedyrkelse, som uundgåeligt følger med de bedste af de bedste i vores største sportsgren. Han er af indstilling antihelt. Så det var lidt svært for ham at acceptere sig selv i rollen som dansk fodbolds superhelt. Den samme indstilling har af og til voldt ham vanskeligheder, også i Tyskland, når han har nægtet at tage de attituder, man venter og forlanger af en professionel i verdensklasse. Bastrup undgår ikke at blive idol alligevel. Han har formatet – og fighteregenskaberne”.
En skade i en pokalsemifinale 1986 satte en stopper for den aktive karriere. En tid var Lars Bastrup manager og interimtræner i Ikast, men han valgte derefter at lukke ned for fodbolden og søge andre veje i tilværelsen. Sine egne veje.
Den ældre broder, Johannes, spillede det meste af sin karriere i Ikast og var med til at rykke op i 1. division i 1979. De to brødre nåede at spille sammen i 1984-85.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som niende bedste anden-angriber i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 27. maj 1982 mod Belgien
(68)
(72)
