|
| 7. april 1890 i København | Paul Ludvig Laurits Berth | |
|
|
| 9. november 1969 i Gentofte | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM LUDWIG DRESCHER | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Pålidelig som et urværk
Paul Ludvig Laurits Berth var en af 1910’ernes allerbedste - på et tidspunkt hvor landsholdet tilhørte verdenseliten.
Berth kom fra Birkerød Kostskole, med de fine gamle fodboldtraditioner, og debuterede som 17-årig i AB i 1907. Mange af de dygtige unge spillere i den periode overgik langt i talent den tidligere generation og fik chancen i en tidlig alder. I AB udviklede han sine fine lederegenskaber og skoledes i overblik og raffineret teknik. Han kunne have spillet hvor som helst på banen med de evner han besad, og fik også en del kampe som centerhalf. I AB var hans store forbillede den blændende tekniker og matematikprofessor Harald Bohr - bror til atomfysikeren Niels. Som fløjhalfback var Paul Berth stærkere fysisk og defensivt end Bohr, og selv om det var få der kunne matche professorens boldbehandling, så var Berth nu ikke langt efter. På landsholdet var han pålidelig som et urværk, og sjovt nok var han guldsmed og urmager med egen forretning i Vimmelskaftet.
Paul Berth debuterede på landsholdet i 1911 og var med til at vinde OL-sølv året efter. Fra 1913-15 var landsholdet helt suveræne og manifesterede sig som en af verdens stærkeste nationer. Berth var i de år en uundværlig del af et mandskab der både skabte markante resultater og spillede virkelig smukt fodbold. I 1917 scorede Paul Berth sit eneste mål i 26 landskampe (han var anfører i de fleste af disse) mod Norge, i en kamp på Idrætsparken hvor danskerne sejrede med 12-0.
I 1918 blev Berth egentlig anset for at være for gammel (som 28-årig), men han spillede et par blændende sæsoner med AB og fik comeback i 1919. Akademikerne vandt mesterskabet det år med et stærkt og ungt hold, hvor Berth var det naturlige samlingspunkt for spillere som målmanden Edvin Frigast-Larsen, backen Svend Ringsted, teknikeren Svend V. ”Spejderen” Knudsen og islændingen Samuel Thorsteinsson. Sidstnævnte blev den første ”dansker” i italiensk fodbold (Island var i personalunion med Danmark indtil 1944) idet han spillede i Napoli i 1910 og igen i 1913-14. Mesterskabet kom i hus takket være en finalesejr over provinsens mester, B1901. AB vandt den afgørende kamp med 3-0.
Op til de Olympiske Lege i Antwerpen i 1920 satsede DBU voldsomt og engagerede englænderen Jack Carr som træner for landsholdet. Der blev arrangeret fællestræninger hele 4 gange ugentligt i to måneder, og det var kun de spillere der kunne dedikere sig helhjertet til træningsprogrammet der kunne komme med i OL-truppen. Den 30-årige guldsmed, Paul Berth, sled sig igennem og fik plads. Desværre endte OL med en voldsom fiasko, da Danmark tabte i første runde til upåagtede Spanien. Berth sad på bænken og burde afgjort have spillet. Med sin rutine og kølige overblik havde han været guld værd. Men UK foretrak Berths klubkammerat, den uerfarne Gunnar Aabye som - ligesom de fleste andre på landsholdet den dag - blev kyst af spaniernes hårde spil.
I 1921 kronede Berth sin fornemme karriere med yderligere et dansk mesterskab med AB, og takkede så af på landsholdet året efter med en 0-2-kamp mod Holland i Amsterdam. Danmark var endnu en særdeles attraktiv modstander på det tidspunkt, hvilket tilskuertallet på 30.000 vidner om. Ved den lejlighed spillede Berth sammen med sin afløser som venstre halfback (wingback), Valdemar Laursen fra KB. Laursen forenede siden de fineste traditioner for det teknisk overlegne halfbackspil, som han arvede fra Paul Berth og som Berth arvede fra Harald Bohr.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som femte bedste venstre back i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 15. april 1922 mod Belgien