|
| 15. marts 1926 i Sønderborg | Vagn Birkeland | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM VAGN BIRKELAND | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Den ældste
Vagn Birkeland blev født i Sønderborg 15. marts 1926.
Karrieren kom ret skævt fra start. Vagn Birkeland var oprindeligt sønderjyde og født i Sønderborg. Han bosatte sig i København og tørnede ud for KB, for hvem han fik debut i 1950. Men på et hjemmebesøg samme år lod han sig overtale til at spille en kamp for Sønderborg. Man må jo ikke repræsentere to klubber samtidig, og til Birkelands uheld blev det opdaget. Det udløste en - meget streng - karantæne på 3 år, som siden blev nedsat til 2.
Efter at have gjort comeback var Vagn Birkeland med til at vinde det danske mesterskab med KB i 1953, blot et år efter at kontinentets ældste klub var rykket op fra et 1-årigt ophold i 2. division. Birkeland udgjorde et ganske potent angreb sammen med bl.a. Jørgen W. Hansen og Per Jensen. Under træner Carl Skomager Hansens ledelse scorede københavnerne 43 mål i de 18 kampe, og det rakte til et 7 points forspring ned til sølvvinderne Skovshoved.
Året efter blev KB nummer to efter Køge, der dermed blev provinsens første danske mestre. I efteråret 1954 oplevede KB’erne en af klubbens største resultatmæssige fiaskoer, da man sensationelt blev ekspederet ud af pokalturneringen af Århusklubben Viby. Et mål af Vagn Birkeland var ikke nok til at forhindre blamagen, idet jyderne sejrede med 2-1.
Kort efter debuterede Birkeland på landsholdet 31. oktober 1954 mod Norge. Siden blev det til yderligere 4 optrædener i rød-hvidt. Den mest mindeværdige var nok 3-3-kampen i Idrætsparken mod Sverige i oktober 1955.
Året var 1955 og rock’n roll, læderjakker og anderumper havde endnu ikke gjort sit indtog i Danmark (som på den anden side af Atlanten), og det danske fodboldlandshold virkede nærmest som om, at det efterhånden ganske ydmygt havde indfundet sig med yderst middelmådige resultater. Sverige var simpelthen klart bedre. Danskerne havde ikke formået at slå svensken i 4 år, og i de seneste 12 indbyrdes prestigeopgør havde Sverige vundet de 9.
De blå-gule havde også kapret stor international hæder med sensationelle bronzemedaljer ved verdensmesterskabet i Brasilien i 1950, mens de dog var blevet overrumplet af Belgien i kvalifikationen til VM i 1954. Man tumlede ovenikøbet med planer i det svenske fodboldforbund om at begynde at benytte nationens mange professionelle verdensstjerner.
Det spinkle danske håb til dette naboopgør knyttede sig især til samarbejdet i front mellem fodboldprofessoren Knud Lundberg, der havde samlet en hel del svenske skalpe gennem tiden, og så den purunge og meget eksplosive centerforward, Ove Andersen fra Brønshøj.
Det var netop veteranen og stortalentet der, til de 50000 tilskueres udelte fryd og begejstring, højst overraskende bragte Danmark foran med et mål hver. Først udnyttede Ove Andersen med et flyvende hovedstød et godt indlæg fra den lille Næstvedspiller, bornholmeren Jørgen Hansen. Og dernæst headede Lundberg en returbold fra Sveriges berømte målmand Kalle Svensson – kaldet ”Rio-Kalle” – i nettet. Banens mindste spiller, Jørgen Hansen hoppede frækt op og headede bolden ud af Svenssons hænder efter at denne havde grebet et hjørnesparksindlæg. Banens højeste spiller, Knud Lundberg takkede for tilbuddet.
Svenskerne var som lammede, men rigstræneren Pepi Stroh har formentlig givet en større opsang i pausen, for de blå-gule kom ud til anden halvleg som lyn og torden. På tyve minutter scorede de to gange og producerede et væld af chancer. Verner Nielsen reddede to gange på selve målstregen og den senere superstjerne i Fiorentina, Kurt Hamrin havde et drøn på undersiden af overliggeren. Danskerne kunne prise sig lykkelige for godt målmandsspil af Per Henriksen, og for at man havde dansk fodbolds to mest konditionsstærke midtbanespillere i AGF’s Jørgen Olesen og AB’eren Erik Jensen.
Sporadiske danske kontraangreb gav dog et par gode muligheder. Vagn Birkeland løb en halv banelængde med to svenskere i hælene og afleverede til en helt fri Ove Andersen, der desværre sparkede bolden over mål.
Publikum sad med livet i hænderne og ventede på den afgørende tredje svenske scoring, da talentfulde Ove Andersen atter lynede. Knud Lundberg holdt klogt på bolden i et dansk kontraangreb og trak et par modstandere til sig. Pludselig centrerede ”Lund” knaldhårdt og præcist på tværs til Jørgen Hansen, der endnu en gang fik assisteret til en fri Ove Andersen. Brønshøjknægten fyrede et hårdt og fladt skud i nettet, uden chance for Rio-Kalle. Og der resterede kun 8 minutter.
Nu var det alle mand ned og forsvare føringen, men det kneb med kræfterne. Med blot 90 sekunder tilbage tog Kurt Hamrin chancen med et saksespark. Det var ikke noget man så ret tit dengang, og det kom i alt fald så meget bag på Sorte Per i det danske mål, at han ikke fik paraderne ordentligt op. Bolden smuttede mellem hænderne på Frem-keeperen, og trillede langsomt ind i kassen bag ham.
Der skulle gå yderligere et tiår før landsholdet endelig langt om længe fik en sejr over svenskerne.
Han stoppede i KB i 1959. Han fik et kort comeback i 3. division for Kolding IF i 1964.
Vagn Birkeland har i mange år været ”Storboldridder” af Skt. Markusordenen, der består af ”gamle” KB’ere.
Vagn Birkeland døde 15. juni 2022, 96 år gammel. Han var den ældste nulevende landsholdsspiller ved sin død. Han er den landsholdsspiller, der har haft det næstlængste liv, kun Erik Køppen har levet længere.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
31.10.1954