|
| 24. december 1885 i København | Ødbert Einar Bjarnholt (f. Christensen) | |
|
|
| 3. januar 1946 i København | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM LUDWIG DRESCHER | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Da Danmark var verdens bedste
Ødbert Ejnar Bjarnholt var en mand med fødderne solidt plantet på jorden. Kropsstærk, ekstremt vanskelig at spille for. Teknisk bestemt ikke ueffen, men først og fremmest en hårdfør type. Familien stammede fra Thisted, hvor Ødberts oldefar havde været stenkløver og brøndkaster, og der var vist noget i anerne, der ikke fornægtede sig. Forældrene var flyttet til København under industrialiseringen, og Ødbert blev uddannet som typograf og spillede i Boldklubben Frem. Sidenhen blev han førstemand i en papirforretning ved St. Nikolaj Tårn, og smed det oprindelige efternavn; Christensen.
Frem havde en stærk periode omkring 1900, hvor arbejderklubben kunne spille op med de bedste, men siden fulgte en lang epoke, hvor man haltede lidt efter KB, AB, B.93 og siden også B1903. Faktisk helt indtil 1923 hvor Frem vandt sit første DM. Bjarnholt opnåede aldrig at vinde titler, for han debuterede som 17-årig i 1902 og spillede derefter fast på førsteholdet de næste 12 år. I 1913 snusede Bjarnholt og de øvrige Frem’ere til en triumf, da man nåede KBU-pokalfinalen, men tabte med 4-1 til KB.
Med en ganske god teknik, hurtighed og stor fysisk styrke kunne Bjarnholt nærmest placeres hvor som helst på banen. Dog bedst som halfback eller back. I 1908 blev han udtaget til OL-truppen i London, men Nils Middelboe og Harald Bohr var vanskelige at slå af holdet som fløjhalfbacks, og Harald Hansen/Charles Buchwald udgjorde et stensikkert backpar. Så Ødbert Bjarnholt måtte nøjes med en reserveplads.
I 1911 medvirkede han på Stævnets hold der indviede Idrætsparken med opgør mod Sheffield Wednesday, og samme år fik han debut på landsholdet 21.oktober. På Queens Park Rangers’ daværende bane, Royal Park i London, tabte Danmark, med 8 debutanter, til Englands olympiske mestre. Bjarnholts klubkammerat Sophus Hansen blev losset så voldsomt ned af den engelske centerforward Webb, at stakkels Hansen måtte udgå. Der var ingen reservekeeper, så KB’eren Svend Aage ”Spir” Castella måtte gå på kassen. Det duede selvfølgelig ikke mod verdens på det tidspunkt stærkeste landshold, og danskerne måtte rejse med 0-3 i bagagen.
Derefter gik der tre år inden Ødbert Bjarnholt atter fik en landskamp. Det gik til gengæld langt bedre.
I 1914 var det danske landshold klart det europæiske kontinents stærkeste. Og med en fejende flot 3-0-sejr over England manifesterede danskerne sig som verdens nummer 1 (på den retrospektive ELO-rangliste). Triumfen blev fulgt op af et episk slag mod Holland i Idrætsparken, hvor de rød-hvide vendte en nederlandsk 3-1-føring på hovedet i anden halvleg. Tre mål af Poul Tist Nielsen og et af Sophus Krølben Nielsen sikrede en 4-3 hjemmesejr, der befæstede landsholdets status som globalt førende. Dermed kom Ødbert Bjarnholt, som højre fløjhalfback, til at spille en vigtig rolle i en af dansk fodbolds helt store triumfer i en epoke hvor landsholdet var i verdensklasse.
På det tidspunkt gik Bjarnholts karriere dog på hæld, og støvlerne røg på hylden i 1915. Året efter kom Frem imidlertid i store vanskeligheder. Umiddelbart før en 1. divisionskamp måtte man konstatere så mange afbud, at man måtte appellere til publikum om hjælp til at stille hold. Som en anden loyal soldat meldte Bjarnholt sig straks til tjeneste i nødens stund, og spillede en strålende kamp, trods sin manglende form. Et længerevarende comeback kunne klubben dog ikke overtale ham til.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
21.10.1911