|
| 18. marts 1942 i Sønderborg | Knud Erik Engedal | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM KNUD ENGEDAL | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Knud Erik Engedal blev født i Sønderborg 18. marts 1942 og spillede ungdom i den lille klub Frem Skelhøje.
Som 20-årig flyttede Engedal til Odense og blev substitut i B1913 for Erik Lykke Sørensen. I 1962 debuterede Engedal for De Blå, da Lykke blev skadet i en U-landskamp. Det blev en turbulent start for den unge målmand, idet 13’erne tabte lokalopgøret mod B1909 med 2-4. Engedal slap dog generelt rigtig pænt fra debuten.
I 1963 havde Jack Johnsons B1913 en stærk sæson og udfordrede længe ellers ret så suveræne Esbjerg. I september vikarierede Knud Engedal atter for Erik Lykke (der var skadet), da 31000 entusiastiske tilskuere på Odense Stadion så de to guldkandidater tørne sammen. Der stod yderligere flere tusind udenfor, der måtte gå med uforrettet sag. Der kunne ikke proppes flere ind. Esbjerg vandt et tæt og medrivende opgør med 3-2 og distancerede dermed odenseanerne, men Knud Engedal blev fremhævet som sit holds bedste. Da Erik Lykke blev professionel i Skotland, stod Engedal således klar til at overtage.
Efter sølvmedaljerne blev der i det hele taget skiftet meget ud hos De Blå, og i 1966 var Engedal, som 24-årig, holdets mest rutinerede spiller. Trods mange gode kampe kunne han ikke forhindre at 13’erne rykkede ned. Man vendte dog stærkt tilbage efter kun et enkelt år i 2. division, og i 1968 blev klubben en flot nummer fire. Profilerne på det rekonstruerede b.1913-mandskab var folk som angriberne Ole Steffensen og Bent Jensen, og den talentfulde forsvarer/defensive midtbanespiller, Jack Hansen.
Knud Engedal spillede på et yderst stabilt niveau og viste stor styrke i luftspillet, og 4. juni 1968 kastede det så en udtagelse til landsholdet af sig. Engedal fik sin ilddåb i tre landskampe i juni måned, mod Finland, Norge og Sverige. Danskerne vandt de to første og Engedal holdt pladsen i målet i resten af 1968 og næsten hele 1969. Blandt andet deltog han i to af de ret så særprægede kampe mod Irland i VM-kvalifikationen.
Først spillede Danmark i Dublin i december 68. Finn Wiberg og den irske legende Johnny Giles havde scoret et mål hver, men tågen på Dalymount Park var så tæt at den skotske dommer fløjtede opgøret af efter 50 minutters spil. Der måtte dekreteres omkamp (der også sluttede 1-1).
I returopgøret i København i maj 1969 måtte den russiske dommer pludselig standse spillet, da en kvindelig tilskuer invaderede banen. Hun var blevet så gal over at den irske centerhalf blev ved med at sparke stakkels Ole Madsen over benet, så hun entrede banen og gav ireren råt for usødet. I dag var den slags jo ikke gået, men den gang tog man det med et smil og et overbærende træk på skuldrene. Herregud, Ole Vognmand var jo damens helt… Danmark vandt 2-0, men Idrætsparkens publikum holdt med den vrede dame og lod æblemandens varer regne ned over irerne. Han spillede i alt 17 landskampe.
Knud Engedal var imidlertid kommet i bekneb for arbejde i Odense som maskiningeniør. Han overvejede at flytte til København og spille for Hvidovre, der lige havde mistet Jørgen Henriksen til Boston Beacons (siden hollandsk fodbold), da hele fire odenseanske virksomheder havde meldt ud at de ”hellere ville have en aktiv medarbejder end en fodboldspiller”, og således kunne det altså indebære en høj personlig pris at være Danmarks nummer 1. Heldigvis lykkedes det dog at finde beskæftigelse, og Engedal blev i Odense.
Men med udgangen af 1969 skiftede landsholdsmålmanden overraskende til konkurrenterne fra OB. Det blev dog kun til et par ugers medlemskab, så rykkede Engedal teltpælene til Sverige, hvor han spillede semiprofessionelt for Västerås SK i den svenske 3. division. Sideløbende med fodbolden arbejdede keeperen for Asea-Atom som beregningsingeniør. I sin sidste sæson, 1978, spillede han i Allsvenskan.
I 1979 vendte Knud Engedal hjem til Danmark og spillede nogle sæsoner for Kolding IF, der havde stor succes under Ernst Netuka og rykkede fra 3. til 1. division. I 1982 bliver han spillende cheftræner, men takker af som aktiv som 40-årig efter 7 kampe. I 1983 bliver han fyret og afløst af sin gamle træner, Jack Johnson.
Siden var han en særdeles dygtig målmandstræner i Vejle og OB. Og i 2017 blev han – som 75-årig – formand for amatørafdelingen i Vejle Boldklub.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
04.06.1968
(74)