|
| 14. marts 1884 i København | Harald Hansen | |
|
| OM HARALD HANSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Tromleren
Faderen var sagfører, og Harald, den yngste af 3 børn, var gymnastiklærer ved Øster Farimagsgade Skole, og han boede stadig hjemme som 37-årig i 1921.
Harald var dansk fodbolds første virkeligt internationale forsvarsspiller. Kun Harald kunne matche de engelske og skotske professionelle, der hvert år gæstede København og dryssede lige dele stjernestøv og inspiration af sig. Hansen havde en hårdhed i sine tacklinger og et hovedspil som ingen andre i Danmark på det tidspunkt. Han fik plads på førsteholdet i B. 93 omkring 1900. Han sparkede hårdt og præcist med begge ben og startede som tank-angriber. Senere blev han flyttet ned som venstre back (hvilket i dag svarer til centerforsvarer lidt til venstre), og debuterede på landsholdet i forbindelse med de første officielle landskampe ved OL i 1908, hvor han spillede en fremtrædende rolle sammen med midterforsvars-makkeren, Charles Buchwald fra AB.
Hansen befandt sig særdeles godt i de såkaldte ”englænderkampe” når udvalgte danske hold (ofte landsholdet) stod over for de professionelle britiske klubber, der yndede at besøge København om sommeren og spille venskabskampe. Store Harald var den eneste danske spiller på den tid der virkelig kunne matche englændernes fysik og hovedspil. Og briterne havde stor respekt for ham. I 1909 hidsede han gæsterne fra West Bromwich Albion godt og grundigt op, efter en serie barske tacklinger. Birmingham-folkene svarede igen med yderst kontant spil. Endda i en sådan grad at dommeren - den engelske landstræner for Danmark, Charles Williams - mente at hans landsmænd gik så langt over stregen, at han udviste dem alle kollektivt, hvorefter kampen måtte afbrydes (landsholdet førte da 3-1).
I 1910 spillede han Harald Hansen sin bedste landskamp, da Danmark blev den første kontinentale nation der formåede at slå England. Det skete da det engelske amatørlandshold gæstede Danmark og spillede landskamp på Sankt Markus Allé, der dengang husede KB’s berømte anlæg, kaldet ”Granen”. De olympiske mestre fra England var ikke i bedste opstilling, da flere af de bedste amatører havde valgt at tage på turné med det professionelle engelske landshold. Bl.a. manglede man verdens på det tidspunkt bedste fodboldspiller, angriberen Vivian Woodward fra Chelsea. Alligevel regnedes englænderne for favoritter. Det vidnede sejre på 9-0 over Tyskland og 11-2 over Belgien om.
Det danske landshold fungerede dengang taktisk efter dét short passing koncept som var implementeret i dansk topfodbold i tiden efter 1898. Den berømte skotske amatørklub, Queen’s Park, havde dengang lært danskerne de såkaldte ”skotske principper”. Ved OL i 1908 havde landsholdet chokeret med formfuldendt teknisk spil. Men den 5. maj på ”Granen” var det ikke det flotte polerede fodboldspil med førstegangsafleveringer der blev afgørende. Det var en meget regnvåd maj. Og det havde væltet ned i tykke stråler hele dagen før, og også på kampdagen. Vejrliget forhindrede dog ikke det københavnske publikum - bl.a. den senere kong Christian X - i at møde talstærkt op. Men det forhindrede det smukke tekniske spil i at komme til at flyde på den mudrede bane. Der måtte i stedet kæmpes. Og det blev der. Harald Hansen gik forrest i et sandt Bråvallaslag, hvor englænderne sloges med næb og kløer for at forhindre det historiske nederlag. Det blev to scoringer af de danske angribere August ”Smart” Lindgren og Vilhelm ”Wolle” Wolfhagen, der sikrede en forløsende 2-1 sejr til danskerne. Men det var store Haralds fanatiske fight i forsvaret der var nøglen til det sensationelle resultat.
Sejren over England i 1910 blev kulminationen på Harald Hansens karriere. I årene der fulgte, havde han svært, alt for svært, ved at holde kampvægten og hans form svingede for meget. Han vidste det godt selv. En anekdote fortæller at han engang tilbød at løbe et par runder, da en eller anden mente at B. 93’s bane trængte til at blive tromlet. I 1912 var Haralds kampform alt for ringe til endnu et internationalt mesterskab. Men da Svend Aage Castella var skadet, og man foretrak at benytte Charles Buchwald som halfback, måtte store Harald tage endnu en tørn. Det blev en katastrofe. En overvægtig og tung Harald Hansen havde problemer allerede i den første - ellers nemme - kamp mod Norge, og siden blev hans begrænsninger udstillet mod Holland og - især - i finalen mod England.
Store Harald holdt dog sin plads i B. 93’s forsvar frem til 1915. På det tidspunkt var han så overvægtig at det fremkaldte en del moro blandt tilskuerne. Der var dog også en respekt for den gamle kæmpes meritter, for hans mange fighterpræstationer gennem årene, og for hans loyalitet overfor B. 93.
Alle der kendte Harald omtalte ham som et ualmindeligt elskeligt menneske - altså uden for kridtstregerne.
Efter karrieren arbejdede store Harald som lærer i Aalborg, hvor han bosatte sig.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
19.10.1908