|
Den sidste gentleman
René Henriksen blev født 27. august 1969 i Glostrup.
Må man godt have personlige favoritter eller yndlingsspillere, når man skal skrive en bog der i mini-portrætform rangerer de bedste fodboldaktører i dansk fodbolds historie? Med fare for at komme til at virke helt og aldeles subjektiv, forudindtaget og useriøs, så går jeg alligevel planken ud. Rene Henriksen er en af mine absolutte idoler.
Henriksen osede bare af format. På sin egen stille og ret så ydmyge – grænsende til det selvudslettende – facon, optrådte han med en værdighed og en elegance i sit forsvarsspil, der ville have fået Nils Middelboe og Fritz Tarp til at klappe i hænderne. Han var den perfekte gentleman i en branche hvor kynisme og brutalitet ofte er genveje til succes. Næsten som en arvtager af den for længst hedengangne amatørismes allerbedste og smukkeste idealer. I en sport der kendetegnes af muskuløse to-meter mænd med masser af rå fysik, måtte Henriksen leve på helt andre forcer og dyder. Hans spidskompetencer lå i taktisk formåen, forudseenhed, overblik, placeringsevne og forbilledlig teknik. I 66 landskampe på højeste internationale niveau fik ”den sidste gentleman” siger og skriver 2 advarsler.
Rene Henriksen fik et virkelig sent gennembrud i dansk topfodbold. I slut-halvfemserne markerede den intelligente sweeper sig på et AB-hold der, under Christian Andersens selvsikre ledelse, spillede med i toppen af den bedste række for første gang siden 1970’erne. Rene Henriksen var 28 år da han kom i landsholdets søgelys. Indtil da havde han stillet sig tilfreds med at være den trofaste klubspiller, først i Måløv og siden hos akademikerne i Gladsaxe, på en forholdsvis beskeden og anonym plads som defensiv midtbanespiller.
Men AB’s overrumplende succes, og en skade til Bo Johanssons foretrukne sweeper, Jes Høgh, bragte spotlightet på den rolige Henriksen. Aktuelts Nicolaj Kampmann rapporterede fra landsholdets opladning til den forestående testkamp på Ibrox i Glasgow 25.marts.1998: ”Rene Henriksen er en teknisk komplet spiller, og han har den meget væsentlige funktion for en libero, at han læser modstandernes fremstød vældigt godt. Flere har været inde på, at den stilfærdige mand fra Måløv bør råbe noget mere op på banen, men det får man ham ikke til. Og det er heldigvis sådan at det er spillet, og ikke munden, der afgør, om man er god nok til landsholdet. Rene Henriksen lignede en mand der, om end ikke var gået forkert, så dog så ud til at være meget forbløffet over at være til fremvisning i Parkens konferencelokaler i går. ”Jeg er mere nervøs over at være til stede her, end at skulle spille for landsholdet”, sagde Rene Henriksen, der forklarer sin hurtige opstigning med AB’s generelle succes og den intensive tekniske træning under Christian Andersen”. AB’eren debuterede ved at komme på banen mod skotterne efter pausen i stedet for Derby Countys Jacob Laursen, og gjorde det yderst tilfredsstillende. Ved samme lejlighed debuterede også Udinesespilleren Martin Jørgensen. Danmark vandt 1-0 på et mål af Brian Laudrup.
Året efter debuten var Henriksen etableret på landsholdet. Han vandt pokalturneringen med AB og fik en udlandsprofessionel kontrakt med den græske storklub Panathinaikos. Desuden blev han hædret for sit fine forsvarsspil med den fornemme Laudrup-pris, og ydermere Lundbergprisen, der blev givet ham som: ”En person, der i det forløbne år har gjort en ekstraordinær og virkningsfuld indsats for at fremme fodboldens fornemmeste elementer udover kamp og konkurrence - nemlig holdspillet, legen og fairness”. I 2000 blev Henriksen endda kåret til Årets Spiller i dansk fodbold. Andreas Kraul skrev om ham: ”Rene Henriksen er en mærkværdig fodboldspiller. I en verden fyldt med tårnhøje ambitioner havde han ingen, og i en verden proppet med mediebevidste spillere fyldte han intet”. Henriksen forklarede selv: ”Før i tiden prioriterede jeg bare anderledes. Kammeratskabet betød mere end ambitionerne, og derfor kunne andre klubber ikke lokke mig væk fra AB”. Men det ændrede sig, selv om han måtte indrømme at det krævede tilvænning ikke at have dårlig samvittighed over at nyde det privilegie det er at tjene sine penge på sin hobby, når man er vant til at der skulle arbejdes fra 8 til 16.
På det tidspunkt var han forsvarsstyrmand på landsholdet sammen med Jes Høgh i centerforsvaret. Egentlig var konstellationen med de to ”spillende midterforsvarere” et eksperiment fra Bo Johanssons side. Det burde egentlig ikke have kunnet fungere uden en fysisk stærk header som Marc Rieper eller Kent Nielsen som supplement, men det klappede imponerende godt. Desværre blev Høgh skadet op til EM i Holland/Belgien i 2000, hvor landsholdet floppede (i en meget vanskelig pulje). Rene Henriksen dannede centerforsvar sammen med Michael Schjønberg, men formationen blev ikke særlig vellykket. Slutrunden blev Bo Johanssons lidt triste exit som landstræner.
Til gengæld startede afløseren, Morten Olsen, med brask og bram og 10 kampe i træk som ubesejret. Henriksen spillede sweeper bag stærke Martin Laursen, og med de to rutinerede backs, Jan Heintze og Thomas Helveg på siderne. Morten Olsen må have set ikke så lidt af sig selv i Rene Henriksens kloge forsvarsspil.
I 2002 overtog Henriksen anførerbindet på landsholdet fra Jan Heintze under VM-slutrunden i Korea/Japan. De indledende puljekampe indikerede at et stort dansk VM-resultat var på vej, da Danmark slog Uruguay og Frankrig og spillede uafgjort med Senegal. Men med et klart 1/8 finale-nederlag på 0-3 til England, fusede VM-festen ud.
Efterfølgende beholdt Rene Henriksen rollen som holdkaptajn i de næste 24 landskampe. Han blev pokalmester i Grækenland i 2004, sammen med en anden forhenværende AB’er, Jan Michaelsen, og afsluttede en fornem landsholdskarriere med EM-slutrunden i Portugal i 2004, der startede lovende men endte med et kvartfinalenederlag på 0-3 til Tjekkiet. Han fik 66 landskampe i alt.
Rene Henriksen takkede af i professionel topfodbold som 34-årig. Lige så stille og med samme værdighed som da han entrerede 7-8 år forinden. I de senere år har han kæmpet med samme værdighed og courage imod en modbydelig kræftsygdom.
| |
25 kampe: 15. november 2000 mod Tyskland
(46)
(66)