|
| 7. februar 1882 i Gentofte | Emil Ludvig Peter Jørgensen | |
|
|
| 23. marts 1947 i Gentofte | |
|
| OM EMIL JØRGENSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Skattevæsenets Emil
Emil Ludvig Peter var enebarn, og faderen var arbejdsmand. Emil lignede ikke just en toptrænet fodboldlandsholdsspiller. Han var kraftigt bygget og tyndhåret, og han havde ikke elegantierens fremtoning. Men han var snu, kantet og uhyre effektiv.
Emil startede i ØB, men fik det store nationale gennembrud omkring 1910 hos B.93.
93’erne havde et kolossalt stærkt og særdeles populært hold, der stort set hvert år kæmpede med KB om mesterskabet. Blandt de folkelige profiler hos 93 kan bl.a. nævnes målmanden Hans Rützebeck der boede og arbejdede i Sverige, men tog færgen over om søndagen for at spille kampe for sin klub. Træning blev der ikke noget af, men alligevel var han Danmarks næstbedste keeper igennem en årrække. Kæmpen Harald Hansen er også værd at nævne. Harald var egentlig alt for overvægtig til elitefodbold, men han tacklede som en mur og hovedspillet var suverænt landets bedste, så Harald med det enorme korpus holdt sin plads i B.93’s forsvar igennem et årti. Den elegante wing Victor Klein leverede driblinger og underholdning på fløjen. Desværre led Klein frygteligt af lumbago, hvilket ind imellem forårsagede pludselige momentane lammelser, så han måtte bæres fra banen. Kanonskytten Anton Olsen havde Danmarks hårdeste skud. Så hårdt at mange tilhængere var overbevist om, at han måtte have blyindlæg i støvlerne. Endelig var der tonseren Oluf Pedersen, der kaldtes Pyromanen fordi han notorisk brændte chancer. Det var sandsynligvis fordi han var meget svagtseende og altid spillede med briller. Det betød også at han havde en tendens til at knokle direkte ind i modspillerne, og aldrig gik på finter. Sophus Krølben fra Frem hadede at spille imod Pyromanen, og kunne helt tabe lysten til at være med, når han så at den bebrillede fighter var med for 93.
Emil Jørgensen var en intelligent og energisk centerhalf for B.93. Han var enormt stærk i træningskampene mod de professionelle engelske hold, for han spillede med hårdhed og en vis portion kynisme. Det respekterede briterne.
21.oktober.1911 fik han debut på det danske landshold mod netop England. Danskerne var så uheldige at den debuterende målmand, Sophus Hansen fik brækket en fodrodsknogle da han blev eftertacklet af en af modstanderne. Man havde ingen målmandsreserve med, og så måtte KB-backen Svend Aage Castella gå i kassen, hvor han pilede rundt og sparkede til alle bolde indenfor rækkevidde. Det duede selvfølgelig ikke mod et af verdens bedste landshold, og Danmark tabte 0-3.
Året efter blev Emil Jørgensen udtaget til OL i Stockholm, men han arbejdede som kontorfuldmægtig i skattevæsenet, og hos etaten mente man ikke at Jørgensen skulle have fri til at deltage i sådan noget sportspjat. Det afstedkom en storm af protester og læserbreve fra fodboldfolket, der krævede den vigtige centerhalf og krumtap ”frigivet”. Skattefar overgav sig til sidst, og Emil Jørgensen kunne tage til den svenske hovedstad – med forsinkelse – for at spille semifinalen mod Holland. Danskerne spillede fuldkommen forrygende og slog Oranje med 4-1, bl.a. på to mål af Jørgensens klubkammerat, Anton Olsen. Evighedstopscoreren Poul Tist Nielsen kom også på måltavlen, og så var det minsandten Emil Jørgensen der sparkede festlighederne i gang med et mål efter få minutter. Danskerne spillede fremragende og burde have vundet langt større.
I finalen mod England blev man imidlertid atter ramt af uheld, da AB’s dygtige Charles Buchwald fik slået sin skulder af led i første halvleg og måtte udgå. Der måtte ikke indsættes reserver, så danskerne kom hurtigt i menneskehænder med en mand i undertal. Trods forbilledlig fight tabte Danmark med 2-4.
Emil Jørgensen sluttede sin landsholdskarriere med sin fjerde landskamp samme år med en 3-1-sejr over Tyskland. Igen efter strålende dansk spil i en match, hvor sejrscifrene var langt i underkanten.
Siden blev skattefunktionæren kasserer i DBU’s bestyrelse. Han sad desuden i UK i en del år, og var en slags fungerende træner i forbindelse med landsholdets træningssamlinger, bl.a. op til OL i 1920 og tilbragte det meste af sin tid – til trods for, at han havde kone og børn – på B.93s anlæg, hvor han oplærte unge talenter – mest oplagt Michael Rohde.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
21.10.1911