|
| 4. december 1905 på Frederiksberg i København | Etvin Pauli Carl Jørgensen | |
|
|
| 20. oktober 1993 på Frederiksberg i København | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM PAULI JØRGENSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Pauli Jørgensen blev født 4. december 1905.
Uddrag af Dansk fodbolds 110 bedste:
Boldklubben Frem i Valby Idrætspark er en særegen størrelse. Jeg vil vove den påstand at ingen klub i Danmark har så stærk en historisk bevidsthed og dermed så veldefineret en fællesskabsidentitet.
Under research gennemlæste jeg Frems jubilæumsskrift i anledning af klubbens 50 års fødselsdag i 1936. På omslaget var påført den officielle klubsang, på melodien ”Høje Nord”. Jeg talte så på et tidspunkt med Frems mangeårige målmand Per Wind om de mange sjove og tidstypiske detaljer der fremgik af jubilæumsskriftet og omtalte i en henført sætning klubsangen. ”Nå ja Høje Nord”, svarede Per. ”Den kender vi alle sammen”. Jeg var forbløffet. Hvor mange klubber eller foreninger kan fremvise noget lignende? Et stykke lyrik der engang i starten af 1900-tallet forsøgte at indramme stemningen i en fodboldklub for Vesterbroarbejderne, har overlevet tidens tand og gået fra generation til generation via den verbale overlevering i mere end et århundrede. I en tid hvor mange vil mene at vi i samfundet bevæger os væk fra fællesskaberne og over i mere individualiserede eller i alt fald indsnævrede sociale sfærer, er det vist ret unikt. Og et ganske godt billede på en klub der på mange måder er et fortidslevn. På godt og ondt, men især på godt. I forbindelse med promovering af min første bog ”Dansk Fodbolds Sande Guldalder” var jeg i Valby Idrætspark og talte med et af Frems bestyrelsesmedlemmer. Hele klubben emmer af stolthed over fortidens bedrifter og hæder, men man fornemmede også en vis træthed over besværet med altid at skulle måle sig op imod dette. Historien har skabt meget tunge fodspor i Frem som nuværende medlemmer, ledere og spillere må betræde. Det kan begrænse nutid og fremtid, ligesom det i høj grad kan berige.
I Frems stolte historik står ingen over eller ved siden af Pauli Jørgensen. Der er ingen der som festlige og farverige Pauli har tegnet mentaliteten og ”ånden” i den gamle arbejderklub. Pauli var udlært mekaniker og havde en temmelig lavpraktisk filosofisk indstilling til sin sport. Fodbold er jo dybest set et simpelt spil. Det handler om at score flere mål end modstanderen. Denne grundlæggende holdning kom til udtryk i et nærmest ultimativt angrebsorienteret spilkoncept, der var så aggressivt og ekstremt at det nok ikke har nogen værdig pendant i dansk klubfodbolds historie. Denne ”gung-ho” offensive indstilling blev synonym med Frem i Paulis aktive karriere, og han videreførte den i høj grad også senere i sin egenskab af træner og leder. Etvin Pauli Carl Jørgensen var selv en ivrig eksponent for den evigt optimistiske og opportunistiske stil. Han var en lille tætbygget forward med et hårdt skud i støvlerne og en ekstremt pågående facon. Med tiden og erfaringen blev han en markant og central lederskikkelse på banen, og han var omgærdet af en nærmest ufattelig popularitet. Frem var i høj grad ”folkets klub”. Vokset ud af et ydmygt, men fremadstræbende arbejdersegment i de københavnske brokvarterer. Og de tværstribede spillede fodbold som deres publikum elskede det. I et utal af kampe for Stævnet havde Pauli et indgående kendskab til de professionelle engelske klubber der dengang traditionelt gæstede København efter forårssæsonens afslutning. Det hurtige, målsøgende spil uden for mange dikkedarer som mange af de engelske klubber eksponerede, blev en stærk inspirationskilde for Pauli. I Frem byggede man igennem næsten to årtier offensiven op omkring den bomstærke og hårdtskydende centerforward som kom fra den lille Valbyklub Fix i 1924.
På landsholdet debuterede Pauli Jørgensen i 1925 i en landskamp mod Finland i Århus (det var den første landskamp der blev afviklet i provinsen), og omkring 1930 havde han etableret sig som samlingspunktet på et nationalt mandskab der endnu havde styrke til at besejre Tyskland med 6-3 og Sverige med 6-1 (Pauli scorede tre mål i hver af de to kampe). Socialdemokraten skrev om ham i 1932: ”Vort landsholds centre, der nu har været ungdommens helt i en årrække. Men Pauli er nu også Pauli, den personlige, talentfulde fodboldspiller, effektiv som få i tidernes løb, med et flugtskud der kan få 20000 tilskuere til at danse hen af begejstring. Med en verve og en fart og en blændende opfindsomhed, når det gælder om at få fart i bolden, parret med en storslået hensynsløshed med hensyn til sit eget liv”. Skribenten mente dog at Pauli havde den svaghed at han ofte ”føjtede rundt på banen og spillede alle mulige andre pladser i stedet for at være dér hvor han skal”. Ak ja, bevægeligt, opfindsomt og kreativt forwardspil har ikke altid været pressens foretrukne stil.
I Knud Lundbergs optik (jf. krøniken Dansk Fodbold) var Frem’eren på det tidspunkt den bedste centerforward på det europæiske kontinent. Det er en vanskeligt beviselig påstand, men der er ingen tvivl om at Pauli var velsignet af et fantastisk talent for målscoringens ombejlede kunst. Der er dog heller ingen tvivl om at 1930’erne var en tid med tilbagegang for dansk elite- og landsholdsfodbold. Syv år efter triumfen mod tyskerne i 1930 var rollerne mere end ombyttet. Et dansk landshold i skandaløs dårlig kondition og taktisk helt uforberedt, blev ydmyget af Tyskland med 8-0. Et nederlag der er negativ dansk landsholdsrekord, og en kamp der blev kendt som ”katastrofen i Breslau”.
Da DBU i 1939, efter mange år uden udenlandske toptrænere (som følge af unionens manglende lyst til deltagelse i internationale turneringer) tilknyttede englænderen Edward ”Ted” Magner i forbindelse med unionens jubilæumsturnering det år, var man fuldkommen stagneret udviklingsmæssigt på både konditionstræningen og andre områder. Knud Lundberg m.fl. har efterladt beskrivelser af de danske elitespilleres sørgelige fysiske forfatning da mr. Magner kom til Danmark i 1939, og af klubbernes næsten totale mangel på konditionstræning.
Ikke desto mindre var elitespillernes modtagelse af ”Ted” Magner lunken. ”Hvad er det for en aldersrentenyder de har prakket os på”, skal Pauli Jørgensen således have bemærket, da den lille trivelige og meget tyndhårede Magner blev præsenteret til den første fællestræning. Begejstringen blev ikke meget større da englænderen, til at begynde med, satte spillerne - blomsten af dansk fodboldtalent anno 1939 - til at lave simple tekniske træningsøvelser. Pointen var at det tekniske niveau var chokerende lavt. Manglen på international turnerings-sparring i mellemkrigstiden havde sat et yderst regressivt præg på de bedste spilleres kunnen. Allerede omkring 1920 havde man gradvist fravalgt ”de skotske principper” - landsholdets teknisk baserede, flydende short passing stil - hvilket forfladigede spillet og skadede talentudviklingen enormt. Desuden var konditionstræning et næsten ukendt fænomen. Som rendyrkede amatører skyede klubberne i reglen denne pligtbetonede træning og mange af spillerne satte nærmest en ære i at undgå den. Men det fik Edward Magner ændret på. Meget karakteristisk måtte han personligt demonstrere at han - trods sit bedagede udseende og sine 48 år - var bedre i stand til at udføre den træning han satte sine danske protegéer til. Det gjaldt både på det tekniske og det fysiske område. Magner havde spillet i bl.a. Everton i sin aktive tid, og selv om det lå henved tyve år tilbage overtrumfede han ganske de ellers så arrogante danske landsholdsspillere. Selvtilfredsheden blev så til gengæld pakket væk, og Magner fik i eftertiden et nærmest mytisk eftermæle i dansk fodbold. Her spillede Pauli Jørgensen en helt afgørende rolle. Han måtte æde sin nedladende bemærkning om ”aldersrentenyderen” i sig, smøgede ærmerne op og gik forrest i arbejdet med at ændre de bedste spilleres tilgang og dermed give eliten et tiltrængt niveau-løft. Resultatet blev at 33-årige Pauli selv kom i sit livs form, selv om hans karriere egentlig sang på sidste vers.
Den nordiske jubilæumsturnering blev da også en vældig succes. Danmark vandt de - af spillerne - særdeles eftertragtede guldmedaljer. Først med en klar 5-0 sejr over Finland og dernæst med en finalesejr på 6-3 over Norge. Aviserne skrev tydeligt imponerede og opmuntrede efter semifinalen at Pauli havde spillet stærkt og man kunne unde ham at have fået scoret. Det gjorde den lille anfører ikke mod finnerne, men i finalen mod Norge fik han en afgørende rolle med tre mål. Pauli spillede som i sin ungdoms vår og fik en smuk, fortjent og mindeværdig sortie i rød-hvidt. Det definitive punktum blev sat i efteråret 39 med endnu en kamp mod Norge (hvor Danmark vandt 4-1 og Pauli såmænd scorede to gange).
Kærligheden til fodbolden mistede han nu aldrig. Selv som 80-årig deltog Pauli med brask og bram på mastersholdet på 7-mandsbanerne i Valby Idrætspark.
Hele Danmarks Pauli døde i 1993.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som tredje bedste centerforward i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 11. juni 1933 mod Norge
(17)
(29)