|
Piano- og fodboldspil
Karl Vilhelm Jørgensen blev født i Varpelev på Stevns 27.maj.1897. Som ung mand droppede han sit fornavn, og familien flyttede fra Stevns til København, som så mange andre arbejdere på den tid, der flokkedes mod metropolens tillokkende industri.
Vilhelm Jørgensen elskede fodbold og blev med tiden en aldeles fremragende forsvarsspiller. Han spillede for arbejderklubben B1903, der i den periode kæmpede sig frem fra en beskeden og ydmyg tilværelse på Fælleden, til at etablere sig blandt landets stærkeste.
Fra Berlingske Tidende 1916: ”I denne, den smukkeste sæson, B1903 har haft i sin 13-årige levetid, har forsvaret arbejdet støt og sikkert, og den 20-årige back Vilhelm Jørgensen kan vist nok dele æren for de få bolde, der er gået ind hos B1903 ligeligt med Erhard Jensen og Bahnsen (03’ernes anfører og deres målmand, red.), det er en trio, enhver klub kan være tjent med. Vilhelm Jørgensen er så at sige født i B1903. Fra han var en lille purk lå han og rodede bag 1903’s mål og længtes kun efter det øjeblik, da han fik så mange penge, at han kunne blive medlem. Indtil da nøjedes han med at stoppe boldene, der passerede forbi Erhard Jensen og målmanden, og han brugte sine øjne godt, ikke alene til at studere Erhards spil, men også Harald Hansens, Buchwalds, Castellas og de andre bagmænds.
Fra B1903 junior 1. kom han på seniorholdet og nu spiller han tredje sæson på førsteholdet. Vilhelm Jørgensen er kedelpasser på Søren Jensens Pianofabrik – om hverdagen spiller han piano, om søndagen fodbold”.
I 1920 vandt 03’erne overraskende det danske mesterskab, og fulgte op med en andenplads i 1921 og en tredjeplads i 1922. I KBU’s pokalturnering vandt man trofæet i 1917, 19, 20 og 1921. B1903’s status som ubetydelig fælledklub var en saga blot.
Vilhelm Jørgensens præstationer som højre back – eller ”bagmand” som man sagde dengang – udløste en plads på landsholdet. 3. juni.1917 dannede Jørgensen backpar med KB’s formidable Georg Brysting i en match mod Sverige i Idrætsparken, som endte 1-1. På grund af transportvanskeligheder (kampen blev spillet under Første Verdenskrig) kunne kampens neutrale opmand ikke nå frem, men svenskerne accepterede at dansk fodbolds mest velrenommerede dommer, Hagbard Vestergaard, dømte opgøret.
Efter at Georg Brysting gik i stykker i en cricketkamp blev Vilhelm Jørgensen sat sammen med Brystings afløser i KB, den jættestærke Steen Steensen Blicher, der altid spillede med lorgnetter på grund af sit dårlige syn. Jørgensen blev udtaget til OL i Antwerpen i 1920, i øvrigt sammen med sin bror, angriberen Viggo Jørgensen. Men i danskernes 1. rundekamp mod upåagtede Spanien, foretrak UK den levende legende Nils Middelboe som højre back ved siden af Blicher. Det var en kontroversiel beslutning, for Middelboe spillede i Chelsea, og havde dermed ikke deltaget i landsholdets grundige og krævende træningssamlinger op til de Olympiske Lege. Den engelske coach Jack Carr havde herset med truppen tre gange om ugen i to måneder, og der var adskillige der ikke kunne afsætte så meget tid (fx Poul Tist Nielsen og Anton Olsen), og de blev sorteret fra. På den baggrund var det langt fra alle der mente at Middelboe skulle have en automatisk plads i OL-truppen.
Kampen mod Spanien blev dermed uden Vilhelm Jørgensen, og den endte med et katastrofalt 0-1-nederlag.
I juni 1923 spillede Vilhelm Jørgensen sin 15. og sidste landskamp for Danmark. Modstanderen var Schweiz i Idrætsparken, og hjemmeholdet sejrede med 3-2. Jørgensen blev desværre ramt af en skade, og med 10 minutter igen måtte han opgive at fortsætte. Man måtte ikke indsætte en reserve, og danskerne blev presset ned til slut, men formåede at kæmpe sejren hjem. Pressen var lunken i sin kritik af indsatsen, og mente generelt at danskerne havde skuffet. Først året efter stod det klart hvilken toppræstation der var tale om. Da vandt schweizerne sølvmedaljer ved OL i Paris, i en turnering som DBU mente at vort eget landshold var for dårligt til at deltage i.
For Vilhelm Jørgensen blev skaden desværre fatal. Han måtte stoppe karrieren på topplan som 26-årig. Hans søn Erik spillede for B1903 – de fleste kampe under krigen.
Manden fra pianofabrikken bosatte sig siden i Kregme, hvor han døde 3.oktober1967, 70 år gammel..
| |
03.06.1917
(80)