|
| 7. marts 1889 på Frederiksberg i København | Ivar-Lykke Seidelin-Nielsen | |
|
|
| 9. januar 1955 på Frederiksberg i København | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM IVAR LYKKE | Skrevet af Søren Brøndum Laursen | |
|
|
Spasmager og stout anfører
Ivar Lykke Seidelin-Nielsen blev født 7.marts.1889 på Frederiksberg.
Ivar Lykke – som han hed i daglig tale - var en lige så stærk og solid personlighed på banen som han var festlig og farverig udenfor. I talrige kampe udfoldede han sit intelligente defensive spil og sine aldrig svigtende fighteregenskaber som centerhalf og anfører for det mest vindende danske klubhold i historien og på et af de internationalt stærkeste landshold Danmark har haft. Og lige så talrige er de episoder hvor han har lavet spas med medspillere og ledere når nerverne før en kamp skulle finde et passende leje, eller når en sejr skulle fejres. Selv om KB kaldtes ”chokoladeholdet” i 1910’erne, så blev der drukket andet end kakao fra tid til anden på anlægget ”Granen” på Sankt Markus Plads. Der var Ivar Lykke en lige så central figur, som når en tæt kamp hang i en tråd og sejrsviljen er det endeligt afgørende moment.
En klassisk episode på landsholdet blev engang refereret af Sophus Hansen, der selv var glad for spas. Lykke og landsholdets største målscorer gennem tiderne, Poul Tist Nielsen ville tage gas på UK-chefen, dansk fodbolds stærke mand, Ludvig Sylow: ”Lykke, der var en rigtig finde-på-mand, malede med sæbe revner i spejlet, så det så ud som om en havde løbet knolden imod. Så fik Tist et tørklæde om hovedet, og Lykke malede det og Tist med rød tandpasta. Pludselig stod der en rædselsslagen mand i døren. Det var Sylow. Hvad er der dog sket! Hvor er telefonen? Vi må ringe efter en ambulace! Lykke skyndte sig at afsløre mysteriet, og Sylow gik ind på spøgen og rekvirerede medicin – en omgang øller”.
Ivar Lykke havde utvivlsomt sit lune fra faderen som ernærede sig som skuespiller. Hans Georg Nielsen voksede op som ”uægte” plejebarn hos en vægter i Amaliegade i 1850’erne, og har jo nok måttet lære at se tilværelsen fra den humoristiske side for at klare sig i et samfund med strikse moralske, puritanske normer hvor børn født udenfor ægteskab var placeret hierarkisk meget lavt. Nielsen blev medlem af forskellige omrejsende teaterselskaber der fartede omkring og underholdt i provinsen. Efter en forestilling på Randerskanten engang i 1870’erne mødte han den mere end 10 år yngre Nicoline Sophie Frederikke Petrea Seidelin, og de forelskede sig og flyttede ind som logerende hos en snedkermester i Grenå og stiftede familie alt imens den unge hustru hjalp sin mand på teatret som suffløse. Det har garanteret været noget af et kultursammenstød, for Nicoline Seidelins familie var dybt forankret i den kristne jyske muld, idet hendes far var sognepræst og pastor emeritus i Ørum. I 1885 rejste Hans Georg og Nicoline til København hvor de bosatte sig på Philippavej på Frederiksberg og bedrev spiritisme for borgerlige selskaber, hvilket var yderst populært i Det Moderne Gennembrud på den tid, men sikkert temmelig meget mindre velset hos den gamle pastor i det kronjyske. Ægteskabet må imidlertid have været relativt lykkeligt, omend faderen ofte var bortrejst med sit skuespil. I alt fald var der i alt 7 børn, hvoraf Ivar - som blev opkaldt efter sin strenge morfar, men altså med det lille glade mellemnavn Lykke - var nummer 4 i rækken. Ivar slægtede altså sin fader på og uddannede sig kreativt som teknisk tegner. Han var i mange år ansat hos Københavns Sporveje.
Som fodboldspiller brød Lykke igennem omkring 1910 hvor han tilkæmpede sig en plads på KB’s førstehold. Først som back og halfback, siden som centerhalf. På denne plads afløste han ”Kaptajnen” Kristian Middelboe der var det danske landsholds allerførste anfører, under OL-turneringen i 1908. Dengang spillede centerhalfen en mellemting mellem 6’er og 8’er, altså en defensiv midtbane-rygrad på holdet der bandt forsvar og angreb sammen. Med tiden kom pladsen dog til at få et mere defensivt - om end absolut konstruktivt - udtryk, så kategorien ”spillende centerforsvarer” passer fremragende. Ivar Lykke var ikke ret høj, mindst et hoved mindre end sin forgænger Kristian Middelboe, men han var solid og vanskelig at vælte. Og så var han forudseende og særdeles dygtig til at placere sig, sådan at han kunne standse modstandernes opspil og samtidig sætte noget fremadrettet i gang. Og så havde Lykke dét dér vanskeligt definérbare ”anfører-gen”. Han var kolossalt vellidt og havde evnen til at samle holdet i modgang. Folk stolede på ham.
Den første landskamp 21.oktober.1911 blev lidt af et mareridt. De rød-hvide tog til London for at spille revanchekamp mod England, som Danmark året før havde besejret på Frederiksberg som den første kontinentale nation i historien. Landsholdet mødte med 8 debutanter, heriblandt den enestående talentfulde målmand Sophus Hansen fra Frem - som i første halvleg blev sparket så groft ned af den engelske centerforward at han brækkede fodrodsknoglen og måtte bæres ud. Der var ingen reservemålmand, så Ivar Lykke blev sat ind som 12. mand mens klubkollegaen Svend Aage Castella måtte på mål. Danskerne kæmpede sådan set forbilledligt, men 3-0 nederlaget kunne der ikke rigtigt gøres noget ved under de omstændigheder. Året efter kom Lykke med til olympiaden i Stockholm. Han spillede den første kamp mod Norge som Danmark vandt med 7-0, men siden måtte KB’eren vige pladsen for Emil ”Mille” Jørgensen fra B. 93. I finalen havde det været betimeligt at sætte Lykke på banen da AB’s Charles Buchwald måtte udgå med en skade, men der var ikke truffet aftaler om udskiftninger og så tabte Danmark med 10 mand på banen i mere end en halvleg guldet til England.
Siden medvirkede Lykke i bl.a. triumfen mod England i 1914, da Danmark udspillede fodboldens moderland med superstjernen Vivian Woodward i spidsen og sejrede 3-0. Han blev den kun anden spiller i landsholdets historie der rundede 25 landskampe og modtog DBU’s berømte guldur i præmie. Selve jubilæet i 1919 blev dog noget bittersødt, idet et klart 3-0 nederlag til Sverige i nogen grad overskyggede festivitasen. På det tidspunkt spillede landsholdet kun udekampe da regeringen med finansminister Edvard Brandes i spidsen valgte at pålægge de danske klubber og DBU skat på tilskuerindtægterne af afviklede kampe. Unionen svarede igen ved at annoncere at alle divisionskampe med entre var lukkede medlemsbegivenheder, og så måtte tilskuerne oprette et passivt medlemskab for at komme ind. Desuden stoppede man altså med at afholde landskampe. Det var ikke just noget positivt afsæt til de olympiske lege i Antwerpen i 1920, der da også endte med et forsmædeligt førsterunde nederlag til upåagtede Spanien. Det blev Ivar Lykkes 27. og sidste landskamp.
Efter karrieren var han i mange år ungdomsleder i KB (Lykkes drenge) og bl.a. UK-medlem i DBU-regi.
Ivar Lykke døde 9.januar.1955, 65 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som ottende bedste spillende centerforsvarer i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 12. oktober 1919 mod Sverige
(46)