|
| 15. september 1918 i Esbjerg | Eigil Louis Marius Ferdinand Nielsen | |
|
|
| 7. september 2000 på Frederiksberg i København | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM EIGIL NIELSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Er du med? I dén grad!
Eigil Louis Marinus Ferdinand Nielsen blev født 15. september 1918 i Esbjerg.
”Er du med Eigil”? var et tilråb som Idrætsparkens tilskuere benyttede i det tiår, hvor KB’s Eigil Nielsen var Danmarks dygtigste målmand. Eigil var en målmand af den særdeles underholdende type. Akrobatisk, spændstig og lynhurtig på reaktionerne. I dag havde han været for lille til at være topmålmand, men dengang var det andre kvaliteter der var afgørende. Eigil kunne med sine tigerspring og ”feberredninger” være kampafgørende, og så var det mindre vigtigt at han havde problemer i luftspillet foran mål.
Eigil var egentlig fra Esbjerg, men flyttede til København midt i 30'erne for at forfølge en karriere indenfor detailhandel. Det var en god idé. Dels fik det private erhvervsliv en innovativ og succesrig iværksætter, dels fik KB sin bedste målmand gennem tiderne. Allerede 6. oktober 1940 debuterede den lille atletiske springfyr på landsholdet, og KB vandt det danske mesterskab foran Fremad Amager der på det tidspunkt havde deres storhedstid med to sølvmedaljer i 1940 og 41.
Under besættelsen i 1943 foretog Eigil et flugtforsøg til Sverige. Han ville til England og melde sig til RAF. Desværre blev han pågrebet sammen med badmintonspilleren Conny Jepsen. Det kostede 4 måneders fængsel i Kalundborg Arrest. Heldigvis blev de to udbrydere løsladt den 9. juli, altså blot 50 dage inden det danske retsvæsen og den fulde politiske kontrol med landet blev overtaget af besættelsesmagten. Eigil flygtede atter ufortrødent til Sverige og endte med at melde sig til Den Danske Brigade. Efter krigen var positionen som Danmarks førende målmand overtaget af B.93’s Ove Jensen, og han og Eigil duellerede de kommende år om pladsen som ankermand på landsholdet.
I 1947 gjorde Eigil come-back på det nationale mandskab og han holdt positionen indtil 1951. Ved OL i London i 1948 var KB’eren således med til at vinde olympisk bronze. I kvartfinalen mod Italien stod han fremragende. Sammen med Frems John Hansen var han hovedperson i den danske 5-3 sejr, der siden skulle få så stor betydning for dansk fodbold, idet hovedparten af spillerne blev professionelle i Italien. I semifinalen mod Sverige gjorde Eigil dog en mindre god figur, idet et højt indlæg fra Kjell Rosén svævede over Eigil (luftspillet var ikke hans force) hvorefter Henry Garvis Carlsson kunne score et af de fire svenske mål der gjorde det af med de danske finaleforhåbninger.
Sæsonen efter OL var Eigils stærkeste. Først kom det professionelle engelske landshold med Stanley Matthews, Billy Wright og Tommy Lawton til København, og Eigil Nielsen var i dén grad i centrum i et opmuntrende og ganske imponerende 0-0 resultat for landsholdet. Nielsen blev sat på prøver - ikke mindst i forhold til de mange høje indlæg som han normalt ikke var så god til at håndtere - og klarede sig fremragende. Efter dysten var der endda mulighed for en lille passiar med det store målmandsidol, Manchester Citys fabelagtige Frank Swift. Unægtelig to vidt forskellige målmandstyper. Store solide Swift var en ren kæmpe ved siden af den lille Nielsen fra Danmark.
I et meget imødeset revancheopgør med Sverige på Råsunda i Stockholm stod Eigil Nielsen dernæst en sand brandkamp og begrænsede det danske nederlag til 0-1. Tre skader i løbet af kampen til Carl Aage Præst, Ivan Jensen og Karl Aage Hansen umuliggjorde missionen for danskerne, da man kun måtte indsætte en enkelt reserve. Eigil sprang rundt og reddede det umulige, mens landsholdets 8 markspillere tog del i en usædvanlig ensrettet og ualmindelig brutalt spillet ”venskabskamp”. Svensk presse udnævnte efter kampen Eigil til Europas bedste målmand.
I 1949 vandt landsholdet, med Eigil på mål, 2-1 i Warszawa over Polen, 5-1 over Island, 2-0 over Norge i Oslo, 3-2 over arvefjenden Sverige og til sidst 1-0 i Amsterdam over Holland. Man kunne endnu råde over stammen af London-OL holdet, og resultaterne taler for sig selv. Sejren i Oslo hang dog i en tynd tråd. Bagefter skrev BT om Eigil: ”Hvad den målmand dog præsterede. Nordmændene fik lov til en efter en, eller to-tre stykker ad gangen, alt efter hvad de nu havde lyst til, at sparke bolden mod mål, uden at det generede Eigil Nielsen. De skød fra alle verdens hjørner og placerede oppe øverst i venstre hjørne eller nede nederst i højre hjørne, eller omvendt. Eigil puffede bare bolden ud af målet. Han opførte sig som en ren ekvilibrist. Aldrig har vist en målmand været udsat for et sådant bombardement, og han var dagens store oplevelse”. Reporteren ”Bro Brille” afsluttede humoristisk med: ”Der er ingen tvivl om, at nordmændene herefter vil forsøge at købe Eigil Nielsen fra os. I forvejen har de jo fået Tordenskjold og Holberg, som de betragter som deres egne. Men Eigil - aldrig. Der må være en kant”. De sidste bemærkninger var naturligvis for sjov. Men da de bedste danske spillere i ekspresfart begyndte at gå over til professionalismen var det slet ikke så utænkeligt, at en af europæisk fodbolds mest reaktionsstærke keepere kunne søge samme vej. I realiteten var det bare ikke noget der tiltalte Eigil Nielsen.
På en fodboldtur til Mellemeuropa fik han tilbud om at spille professionelt for Servette Geneve i Schweiz, men Eigil betænkte sig ikke på et nej tak. I sin selvbiografi ”På mål for Danmark” fortæller han: ”Det er først og fremmest en følelsessag. Jeg ville meget nødigt miste glæden ved at spille fodbold eller dyrke idræt i det hele taget, og jeg er bange for at det kunne være tilfældet, hvis jeg pludselig skulle føle mig som en brik i nogle hensynsløse spekulanters hænder, hvor man modtages med kys og klap, så længe man spiller godt, men ikke mærker nogen menneskelig hensyntagen, hvis man pludselig spiller dårligt eller f.eks. brækker et ben. For så er man jo ikke andet end en ukurant vare, der skal ”afskrives” hurtigst muligt”.
Landsholdet og KB kunne således beholde Eigil Nielsen, der kunne sætte kronen på en flot karriere ved at medvirke til københavnerklubbens tre mesterskaber i træk fra 1948 til 50. I modsætning til tidligere og senere KB-hold, så var styrken i det suveræne mesterhold fra de år, så absolut funderet på defensiven. Eigil var den uovertrufne nøgleperson og han havde foran sig kaptajnen Erik Glümer, den gennemsolide back Erik Køppen, centerhalfen Dion Ørnvold, strategen Axel Piilmark, og Arnold Olsen der fik en enkelt landskamp. Da det kneb ved det første mesterskab gav veteranen Oscar Jørgensen en hånd med. I 1947-48 gik der kun 13 mål ind i 18 kampe på Eigil. Året efter 17 og i 1950 blot 11! På en tid hvor der generelt blev scoret langt flere mål i fodboldkampene end nu til dags, var det en helt enestående præstation.
For at fejre sejrsstimen tog KB truppen en tur til Barcelona for at spille med i en stærkt besat invitationsturnering. Københavnerne understregede et vist internationalt potentiale ved først at tabe knebent med 0-1 til hjemmeholdet FC Barcelona, og dernæst at slå de brasilianske mestre fra Palmeiras med 4-3. I ”På mål for Danmark” skriver Eigil morsomt og tidstypisk om opgøret: ”Sydamerikanerne faldt, i alt fald delvist, på deres overmod og trang til at brillere og gøre lykke hos publikum. I pausen underholdt Palmeiras’ reserver publikum med deres virtuose boldkunst, og især den to meter lange negermålmand Osvaldo fik spanierne til at brøle af jubel. Da Palmeiras ind i anden halvleg førte med 3-2, følte de sig stensikre på sejren og mente nok at have råd til den flothed at sætte publikums yndling, den lange neger, på mål i resten af anden halvleg. Og jubelen var endeløs, da han indtog sin plads mellem stængerne og som en orangutang lagde hænderne oven på overliggeren”. To flade skud smuttede under den lange Osvaldo og gav KB’erne sejren.
I 1951 takkede Eigil Nielsen af efter en smuk 3-1 sejr over Sverige på Idrætsparken. Han overlod KB-målet til sin afløser Jørgen Johansen, der siden fik 9 landskampe. I årene efter helligede Eigil sig opbygningen af fodboldfabrikanten Select, der den dag i dag fremstiller et af verdens bedste bold-produkter. I 2014 blev han fortjent, men 14 år efter sin død, optaget i DBU’s Hall of Fame.
Eigil Nielsen døde 7.september.2000, knap 82 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som sjette bedste målmand i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 10. september 1950 mod Jugoslavien
(70)
(40)