|
Altmuligmanden
Ernst Theodor Vilhelm Nilsson blev født 22. september 1901 og voksede op i en arbejderfamilie der boede i en lille lejlighed i Vølundsgade (senere Mimersgade) på Nørrebro, sammen med seks søskende. Faderen Carl Gustaf og moderen Emma Marie var svenske og indvandrede fra Malmö i 1888. Carl Gustaf var maskinarbejder, men ind imellem arbejdsløs, så midlerne var ganske små. Ernst havde en stærk passion for fodbold og spillede i B1903 der dengang var en opkomling på Fælleden.
Københavnsk (og dansk) elitefodbold på den tid var et anliggende mellem de fire stærke, gamle klubber; KB, B.93, Frem og AB. De dannede tilsammen klubfællesskabet Stævnet der arrangerede det årlige københavnske Idrætsstævne og de økonomisk lukrative englænderkampe. Desuden var de baneejende og havde dermed mulighed for at tjene gode penge på entreindtægter fra de populære 1. divisionskampe. Fra 1913 var mesterskabet landsdækkende. Nr. 1 og 2 i den bedste københavnske række mødte vinderne af de provinsielle unioners turneringer i cup-kampe om mesterskabet, men reelt var provinsen langt fra den københavnske standard. De mindre fælledklubber som ØB, Velo, Olympia og B1903 kæmpede en svær kamp for at lukke den niveaumæssige afstand op til de 4 store.
03’erne udgik fra Boldklubben Stjernen, og omdrejningspunktet var den stærke forsvarer Erhard ”Bessefar” Jensen, der var mentor for en gruppe unge og talentfulde spillere omkring 1916-18, bl.a. Carl Skomager Hansen, brødrene Vilhelm og Viggo Jørgensen, Frithjof Steen og altså Ernst Nilsson. Nilsson havde noget ”svensk” over sin tilgang til spillet.
Han var energisk, pågående og kompromisløs. Som sådan passede hans spillestil glimrende ind i den tilgang der blev praktiseret af 03’erne. Det var fodboldens mere simple dyder der dyrkedes på Fælleden, i modsætning til KB’s flydende short passing og AB’s tekniske feinschmeckere.
I 1920 kom det endelige gennembrud. B1903 blev en sensationel dansk mester med en finalesejr på 2-0 i den afgørende kamp over LFBU’s mester, B1901. Baggrunden var tilknytningen af en løjtnant Ernst, der indførte moderne træningsprincipper og fik holdet i kanonform.
Ernst Nilsson debuterede dét år i en landskamp mod Sverige 10. oktober 1920 i Stockholm, hvor danskerne - trods en forsmædeligt tidlig exit kort forinden ved OL i Antwerpen - viste at man ikke havde til sinds at tabe sin status som fodboldmæssigt ledende i Norden. Danmark vandt 2-0 på mål af Michael ”Mikkel” Rohde og Nilssons klubkammerat Harry Hansen, på en dag hvor DBU’s udtagelseskomité gav spilletid til mange af reserverne fra den skuffende OL-turnering.
Egentlig er det en sandhed med modifikationer at kategorisere Nilsson som venstre wing. Det var hans foretrukne position i de unge år, men han nåede at spille stort set alle pladser i sin lange karriere, og kunne snildt have været indplaceret på andre positioner. Først og fremmest som centerhalf. Med årene trak han gradvist tilbage på banen og fandt en ønskerolle som den gammeldags, offensive centerhalf. På denne plads kunne Nilsson excellere med sit overblik og sin gode teknik. Han udviklede desuden fine evner som taktiker med erfaringen. Efter endnu et par mesterskaber i 1924 og 1926 med Børge Havn og Henry ”Lillebror” Hansen blandt de store profiler, var 03’erne med fremme næsten hvert år. Nr. 2 i 1927, nr. 3 i 30, og 2 igen i 1933 og i 1934.
Ernst Nilsson blev efterhånden den holdkaptajn og mentor for de unge spillere, som Erhard ”Bessefar” Jensen havde været i hans egen ungdom. Blandt de talenter der dukkede frem på klubbens nye anlæg på Lyngbyvej, var blandt andre Arne Sørensen, Børge Mathiesen, Knud Andersen og den senere mæcen, Alex Friedmann. Under Nilssons brede beskyttende vinger foldede de unge sig ud og førte B1903 til endnu et mesterskab, Nilssons sidste, i 1938. Det skete efter en forrygende spændende afslutning på turneringen, hvor kun 2 mål skilte 03’erne fra sølvvinderne Frem.
Ernst Nilssons store popularitet og klasse understreges af at han opnåede hele 40 landskampe, fordelt over 17 år. I 1928 blev han den første danske spiller der blev udvist i en landskamp (mod Norge). Nilsson kunne være ganske hård i filten.
I sin sidste landskampsæson blev han kaldt ind til et comeback som 36-årig, da man behøvede en lederskikkelse der kunne kitte et nyt landshold sammen. Baggrunden var katastrofenederlaget i foråret 1937 i Breslau, hvor Danmark tabte med 8-0 til Tyskland. Efterfølgende blev det besluttet at skifte en hel del ud, om end flere af de ældste spillere, fx Svend Jensen og Pauli Jørgensen faktisk overlevede udrensningen på sigt. Genrejsningen gik over forventning. Til Nilssons udelte stolthed kom hans 1903-protegéer Arne Sørensen, Børge Mathiesen, Alex Friedmann og Knud Andersen også på landsholdet dét år, og danskerne slog endda Sverige på Råsunda, hvilket blev den sidste danske udesejr over svenskerne i 39 år. I Ernst Nilssons afskedskamp blev det til endnu en sejr. Finland blev slået med 2-1 på Idrætsparken på mål af - meget passende - de to 1903’ere Alex Friedmann og Knud H. M. Andersen.
I 40´erne og 50´erne trådte han flere gange til som cheftræner i B 1903.
Ernst Nilsson døde 6. januar 1977, 75 år gammel.
| |
25 kampe: 23. juni 1929 mod Norge
(83)