|
| 10. december 1887 i København | Axel Karl Petersen | |
|
|
| 20. december 1968 i København | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM AXEL PETERSEN | Skrevet af Søren Brøndum Laursen | |
|
|
Fin i kanten
Aksel Carl Petersen voksede op i Husumgade på Nørrebro og faderen var snedkersvend. Aksel var nr. 3 af 6 børn.
Han var ungdomsspiller i Fionia fra sit 15. år og kom til Frem som 18-årig i 1905.
Aksel var en glimrende højre wing med gode driblinger, var hurtig og havde en god spilforståelse. Han var en farverig spiller. Havde en godt hovedspil, men han hørte til den type, der næsten aldrig kastede ind i nærkampe og derfor kun fik udbytte af sine hovedstød, når han fik lov at udføre dem nogenlunde ugenert.
Hans fine spil på højre fløjen drev flere af datidens gode venstre backs som Harald Hansen, der var stor og kraftig, medens Aksel var lille, men meget hurtig og væver.
Han havde også nogle gode præcise indlæg fra fløjen, men en gang i Baneklubbernes Pokalfinalen i 1911 mod KB ved stillingen 2-2, ramte Aksels indlæg ikke en medspiller, men bolden dalede ned bag KB's målmand Ludwig Drescher efter lige at have strejfet underkanten af overliggeren. En tilskuer råbte: "Sikken en gris", hvortil Aksel svarede: "ja, men fin i Kanten," og prompte var der en tredje, der blandede sig i samtalen ved at sige: "Så er det sprød svær."
Ludwig Drescher påstod bagefter, det var en "svin", Aksel havde slået, men han hævdede lige så bestemt, at det var et flot skud. Senere indrømmede Aksel, det var et svineheld.
Episoden afstedkom, at Aksel derefter bar tilnavnet "Fin i kanten" eller bare "Fin" og den blev jo ikke dårligere ved, at målet var det der sikrede Frem 3-2-sejren og pokalen.
Fik 2 landskampe begge på udebane. Han debuterede 21.oktober.1911 ude mod England (0-3). Hjemturen herfra glemte Aksel aldrig. Skibet rullede i det ustandselige, og spillerne foretrak at blive i køjerne fremfor at stå op til frokost.
Til sidst måtte han dog selv op for at få luft og kom også ind i frokostsalonen, hvor Gandil og Sylow allerede sad ved et veldækket bord. "Der har vi nok grossereren" var der en af d'herrer, der sagde, og så plantede han sig hos dem. Så kom Sophus "Krølben" Nielsen rullende, og hans ben måtte da være bygget til at gå på et skibsgulv i sådant et uvejr.
Det var en stimulerende frokost, de fik, for lidt efter var Aksel helt i vigør.
Sin anden og sidste landskamp fik Axel under de olympiske lege i Stockholm 1912, hvor han var med til at vinde hele 7-0 over Norge.
Blev lidt skadet i kampen før OL mod AB og ankom først til Stockholm samme dags morgen som kampen mod Norge og var selvfølgeligt lidt rejsetræt. Benet kunne ikke holde og det blev ikke til flere landskampe.
Han stoppede karrieren i 1916.
I foråret 1916 blev Aksel ansat som kontrollør i Idrætsparken og som han sagde, selvom jeg er udenfor snorene, er det alligevel, som om jeg er kampene på nærmere hold. Og som han sagde: "Så nær ved og dog så langt fra.”
I Aksels glansperiode var han også oppe imod gode kræfter på højre fløj, såsom Johannes Gandil fra B. 93 og Oscar Nielsen, senere Nørland fra KB.
Aksel var på fine ture til udlandet og kunne fortælle mange historier fra dem, men som han udtalte måtte de fleste høre privatlivet til. Der var dog engang under en tur til Wien, at det gik galt for spillerne. Det var holdets anfører Georg Gielfeldt, der var cigarhandler, som ved grænsen bad de andre om hver at tage 4-5 æsker cigaretter i lommerne, da han ikke kunne have hele lageret med gennem tolden. Senere kom han jo og ville have cigaretterne tilbage, men han så hverken penge eller tobak. Han fik fortalt, at tolderne havde konfiskeret tobakken, og at han måtte nøjes med at se røgen. Den fik han at se i fuldt mål.
Aksel spillede også cricket i FREM, hvor han er noteret for 15 1. holdskampe.
Aksel Petersen var marmorsliber. Han var gift og havde 4 børn. I 1940 boede han alene på Frederikssundsvej med to af sine døtre.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
21.10.1911