|
| 3. april 1922 på Frederiksberg i København | Johannes Theodor Louis Pløger (Plöger) | |
|
|
| 4. februar 1991 på Frederiksberg i København | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM JOHANNES PLØGER | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Aladdin
Johannes Theodor Louis Pløger blev født 3. april 1922 på Frederiksberg.
Efter cirka et tiår med mærkbar stagnation sukkede dansk fodbold efter en markant spillerprofil, et idol, omkring 1940. I Boldklubben Frem dukkede da et talent op som havde alle de kvaliteter man måtte ønske sig som fodboldelsker. Johannes Pløger var djævelsk hurtig, skudstærk, teknisk formidabel og heller ikke ringe i hovedspillet.
Han sprang frem på scenen i dansk elitefodbold som en trold af en æske, allerede i en ganske ung alder virkede han nærmest fuldendt og færdigformet som spiller. Det var ikke for ingenting at han fik tilnavnet ”Aladdin” for alting faldt naturtalentet så lige til. Måske var det ikke så tilfældigt at det lige præcis var i Frem at man ”avlede” den nye offensive stjerne i dansk fodbold? Igennem 1930’erne spillede arbejderklubben nærmest ultimativ angrebsfodbold. I hele klubben - senior som ungdom - var idealet indiskutabelt ”frem over stepperne”, angreb er det bedste forsvar. Med en sådan filosofi - eller koncept ville vi kalde det i dag - så skal der jo komme et afkast i form af offensive talenter der tør at drible, udfordre, sparke på mål osv. Pløger var skolet i Pauli Jørgensens ånd. Danmarks mest populære forward, opportunisten over alle.
I starten af sin seniorkarriere (Pløger blev rykket op som 17-årig i 1939) så det ud til at han skulle blive centerforward og mange gættede på at han ville blive Pauli Jørgensens naturlige arvtager. Efter en unionskamp mellem KBU og SBU i august 1940, som københavnerne vandt med de næsten absurde cifre 8-5, udtalte UK’s Fritz Tarp til Socialdemokraten: ”den unge Frem’er viste at have stof i sig til den rigtige centre forward. Han har udmærket forståelse af og overblik over spillet. Han går godt i luften, og han sparker simpelthen pragtfuldt til en bold. En centre forward med et godt skud i støvlerne er næsten uvurderlig, og det har Pløger. Måske er han lidt ivrig efter at komme til at skyde selv, men det kan skrives på ungdommens konto. Han lærer nok efterhånden at vurdere, hvad der tjener hans hold bedst”.
To måneder senere debuterede den 18-årige Aladdin så på landsholdet - som den sjette-yngste nogensinde - i en kamp mod Sverige på Idrætsparken 6. oktober 1940, hvor han blev indskiftet i stedet for en skadet Alex Friedmann. Siden kom Pløgers gennembrudskraft bedst til sin ret på fløjen. Dertil kom at der i den periode var en tendens til at de to innerwings på hver side af centerforwardplaceringen blev mere defensive. En innerwing var ikke mere en kreativ ”anden-angriber” som Poul Tist og Anton Olsen i 1910’erne 20’erne havde excelleret i.
I 1930’erne og 40’erne fik innerwings flere kollektive pligter og der blev lagt stor vægt på at man var i stand til at bestille noget og ikke var for fin til at ofre noget løbearbejde for holdet. Det var en naturlig konsekvens af at fløjhalfbackerne blev rykket ind mod midten og centerhalfen tilbage i forsvaret. Det hold der var i overtal på midtbanen kunne dominere kampene. Til gengæld stod holdets wings ret statisk fremme på kanten. Duellen mellem dem og modstandernes backs var ofte helt kampafgørende. De offensive kantspillere skulle derfor være driblestærke og hurtige. Til gengæld blev de i udstrakt grad sparet for defensive krav. Deraf udtrykket ”luksus-wing”. Sådan en rolle passede perfekt til Johannes Pløger.
Efter bronzemedaljerne ved OL i London i 1948, og en god indsats af Pløger især i kvartfinalen mod italienerne var der bud fra støvlelandet efter de bedste danske spillere. De fleste havde nok gættet på at Pløger ville blive en større succes som professionel i Europas nok stærkeste liga, end Frem-kollegaen John Hansen og ØB’eren Carl Aage Præst og i alt fald OB’s Jørgen Leschly Sørensen. Med de talenter som naturen tilsyneladende havde skænket Pløger, måtte han blive en kæmpe gevinst for Juventus. Men sådan gik det ikke. Skiftet til Italien gik ellers ikke stille af.
Den hurtige danske wing spillede på flere heste og havde tilsyneladende forhandlet sig på plads med AC Milan, men sprang så fra aftalen i sidste øjeblik og valgte i stedet Juventus. Overgangssummen var 12 millioner lire, eller cirka 100.000 kr. Milaneserne tog bruddet meget ilde op. I en usædvanlig skarp og ironisk tone bragte Milanoavisen Corriere d’Informazione et ”åbent brev” til Pløger: ”Kære Pløger. Vi hilser Dem velkommen som en fremmed og glemmer ikke vore forpligtelser over for en gæst. Men vi er ikke tilfreds med hele den måde, hvorpå denne sag er blevet ført. Vi kan lide en sportsmand med en smule følelse, og ikke og ikke en champion, der kommer med sin sagfører og stiller sig til auktion”. Pløger havde haft overretssagfører Edvin Hansen med sig til forhandlingerne i Milano. Endvidere: ”Det er ufornuftigt at bruge flere millioner lire til indkøb af udenlandske varer, som vi selv fremstiller tilstrækkeligt af. De skulle hellere prøve at blive et mønster på en fodboldbane, og spille godt, fordi, hvis De ikke gør det, vil det resultere i piben og fløjten og misbilligelse fra millioner af fodboldentusiaster”. Velkommen til Italien.
Der var altså alvorlig rift om Pløger og han startede stærkt. Efter at overgangen til professionalisme og ”Den Gamle Dame” i Torino faldt på plads i januar 1949, debuterede han i en ligakamp mod Lazio og scorede. Makkerskabet med John Hansen fungerede tilsyneladende perfekt. ”Lange-John” nettede to gange i Juves 4-1 sejr. En blindtarmsbetændelse satte imidlertid en effektiv begrænsning for Pløgers muligheder, og da Carl Aage Præst senere på året kom til Juventus, kom Pløger i overskud. Der måtte være tre udlændinge i hver italiensk klub, men John og Carl Aage sad med overbevisning på de to af dem, og desværre for Pløger foretrak klubledelsen den argentinske angriber Martino som den tredje. Meningen havde ellers været at sydamerikaneren skulle udstyres med et italiensk pas, men da det gik i orden, købte Juventus Karl Aage Hansen fra Atalanta til den ledige udlændingeplads, og Pløger var fortsat til overs.
Løsningen blev en udlejning til Novara, hvor den danske højre wing var en pæn succes. Retur til Juve kom han dog ikke. I sæsonen 1950/51 blev Pløger i stedet udlejet igen. Denne gang til Torino som var i færd med at genopbygge efter den store flykatastrofe på Superga bjerget året inden, der udslettede hele det italienske mesterhold. Allerede ved juletid var det imidlertid forbi. Pløger blev afskediget ”på gråt papir” i Torino efter en meningsudveksling med klubbens præsident. Angiveligt spredte danskeren ”en dårlig moral blandt holdets spillere”.
Land og Folk fik en udtalelse fra den svenske holdkammerat Kjell Rosén, der temmelig rystet mente at fyringen var helt ude af proportioner. Det var som om der hang en mørk sky over Pløger. Danskeren måtte bide skuffelsen i sig og han spillede derefter 2 ½ sæson i Udinese med mere stabilitet og fornuftigt sportsligt udbytte frem til 1954. Når karrieren i det italienske trods alt ikke blev så succesrig som de fleste vel havde spået på forhånd, så hænger det formentlig sammen med at Pløgers spidskompetencer var omtrent de samme som mange af de bedste italienske spillere også havde. Hvorimod John Hansen kunne byde ind med et hovedspil af en anden verden, Carl Aage Præst havde - udover sine unikke driblinger - det nærmest telepatiske samarbejde med Lange-John. En Axel Pilmark kunne spille bolden millimeterpræcist over 40 meter, og Jørgen Leschly Sørensen havde et overblik som en feltherre.
Efter hjemkomsten til 2 års karantæne var der en overgang tale om et comeback for Frem, men selv om Aftenbladet i februar 1958 rapporterede om en motiveret Johannes Pløger der trænede hårdt for at komme i form, så blev det kun ved snakken. Der blev ikke flere fodbold-appelsiner til Aladdin. Men med indtjeningen fra sit professionelle eventyr kunne Pløger til gengæld etablere en forretning som automobilforhandler og siden selvstændig erhvervsdrivende.
Broderen Henrik, der var back, spillede omkring 25 kampe for Frem under og lige efter krigen.
Han døde som 68-årig 4.februar.1991.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som fjerde bedste højrewing/midtbane spiller i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
20.10.1940
(25)