|
| 3. december 1966 i Brabrand | Flemming Søgaard Povlsen | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
|
| 62 / 21 | Castilla, Spanien (3/2) | 1 | AGF | |
| | FC Köln, Tyskland (24/8) | |
| | PSV Eindhoven, Holland (6/3) | |
| | Dortmund, Tyskland (29/8) | |
|
| OM FLEMMING POVLSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Den glade dreng
Flemming Søgaard Povlsen blev født i Aarhus 3. december 1966.
Der var noget helt ægte og jordnært og meget håndgribeligt over Flemming Povlsen. Han var charmerende, uden at være alt for kæk. Han var ligetil uden at være simpel. Og hans facon forekom ærlig og ikke påtaget. Sådan virkede Flemming på og uden for banen som fodboldspiller, på dem som fulgte ham fra tilskuerrækkerne eller i tv. Sådan er han også i dag når han kommenterer i fjernsynet og kommer med sine uforbeholdne meninger, ærlige og uden omsvøb, men altid leveret med det karakteristiske skæve smil og glimt i øjet. Den aktive karriere var nu ikke altid en dans på roser.
Det er ikke for meget sagt at Flemming Povlsen fra Brabrand gik lige i hjerterne på det danske fodboldpublikum, da han i midten af 80’erne fik et kometagtigt gennembrud i AGF. Povlsen var en hurtig og uhyre pågående angriber, der med sine optimistiske raids var en konstant kilde til uro i modstandernes forsvar.
I 1985 blev den sortkrøllede opportunist kåret til Årets Fund i 1. division. Der var endda snak om at Povlsen måske kunne tage en reserveplads i VM-truppen der skulle til Mexico, men Sepp Piontek besluttede sig dog til sidst for at satse på mere rutinerede kræfter, og Povlsen havde desuden en studentereksamen der skulle prioriteres.
Mange udenlandske klubber stod på spring. Det blev selveste Real Madrid der fik århusianeren i fiskenettet, og Flemming drog til den spanske hovedstad i 1986 for at spille for den berømte kongelige klub. Det gik dog ikke som håbet. Konkurrencen i Real var for skrap, og spanierne sendte den unge dansker ”på græs” som man siger, på klubbens eget andethold, Castilla CF, der spillede i 2. division. 19-årige Flemming var ikke nogen forkælet curlingteenager, så han tog udfordringen op. Men Castilla lå og rodede i bunden i 2. division, og spillet var milevidt fra et niveau der kunne udvikle et talent af Povlsens kaliber. Havde det været i nutiden, ville tingene nok have formet sig anderledes. Nu om dage er udlejninger blevet så almindelige, at det er overvejende sandsynligt at Flemming ville være kommet til en langt stærkere klub på et højere plan. Hvor udviklingsmulighederne havde været passende. I stedet fik Flemming et rent helvede af en sæson. Real Madrid må senere have fortrudt bitterligt at de ikke bakkede bedre op om deres uslebne diamant.
Mod slutningen af sæsonen fik danskeren dog den opmuntring, at han blev udtaget til Richard Møller Nielsens stærke OL-mandskab mod Grækenland 20 maj 1987. På det tidspunkt var tilværelsen i Castilla blevet så udsigtsløs, at der var tale om at Povlsen måske skulle hjem til AGF. Det passede dårligt med angriberens fighterindstilling, men tingene i Spanien var efterhånden gået helt i hårknude. OL-kampen i Grækenland blev en tiltrængt vitaminindsprøjtning af selvtillid og succes. Povlsen scorede et frækt mål efter et sologennembrud, og fik rosende ord med på vejen af Sepp Piontek, der overværede kampen: ”Det var et fantastisk mål, Flemming Povlsen scorede, ellers kan vel kun Preben Elkjær finde på at lave den slags, og i øvrigt minder Flemming Povlsen i sin spillestil en hel del om Elkjær”. Det var et fint skudsmål, og ikke helt ved siden af, selv om Elkjær jo nok var mere centerforward, hvor Povlsen befandt sig bedre som mere flakkende ”anden-angriber”. Piontek udtog Castilla-talentet til ”det rigtige” landshold måneden efter, hvor Povlsen dannede angrebsduo med netop Elkjær. Trods et brag af et frisparksmål af Jan Mølby måtte Danmark dog nøjes med 1-1 mod Tjekkoslovakiet, men Povlsen gjorde det godt nok til at blive fast bestanddel på både OL-holdet OG landsholdet i det kommende års tid.
Møller Nielsens mandskab missede OL, men kun på grund af DBU’s rod i spilleberettigelserne, mens Pionteks EM-hold slæbte sig med til slutrunden i Vesttyskland på et smalt mandat, og uden at overbevise.
Klubkarrieren kom på rette spor, da Povlsen blev ”samlet op” af FC Köln, der også havde Morten Olsen i truppen. Det var en forløsning. Povlsen rullede talentet ud i Bundesligaen og scorede sit første mål i august 1987 i en kamp mod Bayer Uerdingen. Selv om det stod klart for alle at Povlsen ikke var en egentlig goalgetter, så opnåede han hurtigt en enorm popularitet i Ruhr for sin energiske facon. Han havde hjertet uden på trøjen når han gik på banen, og den slags mærker fansene hurtigt, og de sætter pris på det. Kölnerne blev nummer to i Bundesligaen to år i træk med Povlsen som energisk hængende angriber.
På landsholdet voksede Flemming Povlsen fra ung lærling til rutineret mester, som blot 22-årig, da Sepp Piontek måtte gennemføre et større generationsskifte i 1988-89. Det var bittert at landsholdet ikke kom med til VM i 1990, for netop da spillede Povlsen sine bedste landskampe og holdet viste klasse i en række forrygende underholdende kampe, bl.a. 7-1-sejren over Grækenland, og 6-0-sejren over Sverige i forbindelse med DBU’s jubilæum.
Kort efter købte PSV Eindhoven Povlsen. PSV var hollandske mester og Europa Cup vindere for mesterhold, så det var en adresse med perspektiv. Desværre blev opholdet i Holland ingen succes, og i 1990 solgte PSV Povlsen til Borussia Dortmund for ca. 15 millioner kroner, lidt mindre end de selv havde betalt for danskeren et år tidligere. Dortmund havde et særdeles stærkt mandskab, med spillere som Stefan Klos, Stefan Reuter, Michael Zorc og Stephane Chapuisat, og Povlsen gik atter direkte i publikums hjerter med sin tydelige passion og dedikation. Dortmund blev nummer 2 i ligaen i 1992 og nåede finalen i UEFA Cup turneringen i 1993. Povlsens karriere blev imidlertid i stadig tiltagende grad spoleret af alvorlige skader.
Heldigvis var han fit for fight da landsholdet blev efterudtaget til EM i Sverige i 1992. Andre profiler som Jan Mølby og Michael Laudrup havde meldt fra i frustration over at landstræner Richard Møller Nielsens gennemgående strategi var for minimalistisk. Men ved Europamesterskabet fungerede den kollektive tilgang perfekt, og Flemming Povlsen gik forrest med fight og karakteristisk løbevilje. Selv om han ikke scorede (bortset fra i straffekonkurrencen mod Holland i semifinalen), blev han alligevel fremhævet i internationale medier som en af EM’s bedste forwards. Tv-billederne af en hulkende Povlsen på podiet med trofæet efter finalen mod tyskerne var alle pengene værd. Hjemme i stuerne var der heller ikke et øje tørt.
Skader og ubehagelige personlige konflikter med den jaloux konkurrent, Frank Mill, gjorde tilværelsen som professionel fodboldspiller i Dortmund yderst vanskelig. I 1994 kæmpede Povlsen sig imidlertid til et fint comeback, men endnu en knæskade satte til sidst en stopper for karrieren. Dortmund vandt det tyske mesterskab, og man huskede – til tilhængernes store glæde – at inkludere Povlsen i fejring og festlighederne. På landsholdet optrådte den glade dreng fra Brabrand for sidste gang i en rædselsfuld EM-kvalifikationskamp i Makedonien, hvor danskerne fik 1-1 med lodder og trisser – og et mål af Flemming Povlsen kort før tid. Flemming fik 62 landskampe med 21 mål.
Siden har Flemming Povlsen virket som træner og angrebscoach i Superligaen, og som en populær tv-ekspert.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som femte bedste anden-angriber i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 17. maj 1989 mod Grækenland
/ 
/ 
(74)
(71)