|
| 30. november 1893 på Frederiksberg i København | Helge Villy Albeck Scharff | |
|
|
| 22. november 1957 i Charlottenlund | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM HELGE SCHARFF | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
1 mål på 20 år
Helge Villy Albeck Scharff blev født 30.november.1893, og voksede op i en familie, hvor faren og bedstefaren havde en militær baggrund og desuden begge var gymnastiklærere. Desværre døde faren i en tidlig alder, og havde det ikke været for hans pension, havde moren og lille Helge og storebroren Frithjof været ilde stedt. Nu klarede man sig ved at enken arbejdede i en cigarforretning, og der blev endda mulighed for at Helge kunne gå på Polyteknisk Læreanstalt og uddanne sig til ingeniør. Det havde været oplagt at fodboldinteressen var blevet henlagt til AB, men Helge blev B.93’er efter nogle år som ungdomsspiller i mindre klubber.
Som voksen blev Helge Scharff aldrig gift, men blev boende sammen med sin mor. Fodbolden – og B.93 – blev hans liv.
93’erne havde et glimrende hold i tiden omkring Første Verdenskrig. Det var med kanonskytten Anton Olsen, den ukuelige Michael Rohde og den helt unge, men ekstremt talentfulde Fritz Tarp i fremtrædende roller. Scharff var en solid og løbestærk fløjhalfback, der næsten altid spillede i venstre side, fordi højre var optaget af landsholdsspilleren Christian Grøthan.
Scharff debuterede i 1913, og medvirkede til et dansk mesterskab i 1916. Året efter spillede han sin første og eneste landskamp. Det var i ærkefjendeopgøret mod Sverige 14.oktober.1917 på det Olympiske Stadion i Stockholm, og det gik IKKE stille af sig:
Der var lagt i kakkelovnen til Danmark, for svenskerne var endnu i en sejrsrus oven på choktriumfen fra året før, da det ellers i Norden så suveræne danske landshold var blevet sendt hjem med et eftertrykkeligt 4-0-nederlag.
Pressen havde lanceret alle mulige ideer om hvem der burde - og ikke mindst hvem der ikke burde - være på holdet. Og DBU’s udtagelseskomité blev åbenlyst tilsvinet på den mest perfide facon, især af Berlingskes Asmus Diemer, der kaldte komiteens medlemmer for ”lyssky undermålere” og mente at der var ”lynchstemning” imod dem blandt fodboldfolket. UK med den gamle Frem og B.93 kæmpe Axel Byrval i spidsen rystede nu ikke så meget på hånden, og udtog et stærkt landshold til det meget imødesete opgør i Stockholm. Veteranerne Sophus Hansen, Georg Brysting, Poul Berth og Ivar Lykke udgjorde en solid defensiv, og længere fremme suppleredes Poul Tist Nielsen af superteknikerne Alf Olsen og Vilhelm Wolfhagen, foruden den nye stjerne, energibundtet Michael Rohde. Danmark kom da også planmæssigt foran på et tidligt mål af Alf Olsen og sad spillemæssigt på første halvleg. Men som man så ofte har set det fra svenskernes side, så kom de blå-gule med en heftig fight efter pausen, ansporet af anføreren og bandystjernen Ragnar Wicksell.
Centerforwarden Gustafsson udlignede den danske føring allerede efter et par minutter og nu var gode råd dyre. Ville det gå ligesom året forinden hvor svenskernes fysiske kampvilje og lange bolde frem havde knækket danskerne? Kampen bølgede frem og tilbage, men med et svensk overtag. De 20000 ellevilde hjemmetilhængere på lægterne vejrede morgenluft. Endnu en sejr over de normalt så overlegne danskere syntes indenfor rækkevidde. Så gik den lovende fighter Michael Rohde pludselig i græsset. Under store smerter måtte han bæres fra banen med et modbydeligt benbrud. Inden kampen havde der været en afstemning mellem spillerne på de to hold om hvorvidt man måtte indsætte en reserve i tilfælde af skader. Rohde havde som den eneste stemt imod. Nu kom hans klubkammerat, reserven Helge Scharff på banen. En defensiv udskiftning, eftersom Scharff jo var halfback og Rohde angriber/offensiv midtbanespiller. Det lovede ikke godt. Men på en kraftanstrengelse formåede danskerne at svare igen. En serie velproportionerede angreb åbnede lidt op for den svenske defensiv, og - endelig - med 10 minutter tilbage, kom forløsningen. Christian Grøthan havde overladt sin halfbackposition til den indskiftede klubkammerat Scharff, og udnyttede sin mere offensive placering til energisk at udfordre modstandernes forsvar. Det lykkedes ham at smutte igennem og udplacere den svenske målmand Almquist. Til enorm skuffelse for publikum holdt føringen. Danskerne kunne fejre sejren og rejse hjem til en - nu langt mere - positiv og velvillig pressemodtagelse.
Der blev ikke flere landskampe til den, altså i rød-hvidt ubesejrede, Helge Scharff. Til gengæld opnåede han over 200 førsteholdskampe for B.93, fordelt over næsten 20 år. Målfarlig var han ikke. Det blev kun til et enkelt mål…
Scharff var med til at vinde DM i 1927, men droslede så gradvist ned. Efter den aktive karriere blev han en værdifuld leder, bl.a. i en periode formand, i B.93. Han gik bort 22.november 1957, kort før sin 64 års fødselsdag.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
14.10.1917
(25)