Tirsdag 23. april 2024 kl. 23:03
WWW.HASLUND.INFO
 
A-LANDSHOLDSPILLERE
THORVALD SCHULTZ
SPILLERFACTS
FØDTFULDE NAVN
9. september 1896 i SkarrildRasmus Ludvig Thorvald Schultz
DØD (93 ÅR)
11. januar 1990 i Fredericia
KAMPE OG MÅL
3 / 0Vejen
OM THORVALD SCHULTZSkrevet af Michael Kjærbøl
De jyske skotter og den første provins-landsholdsspiller

Det er fascinerende at relativt små byer indimellem kan gøre sig bemærket i topfodbolden. Ofte udspringer det af, at man udvikler en helt særegen tilgang, eller fodboldkultur. Det er i hvert fald tilfældet med Vejen. Dette er historien om ”De Jyske Skotter” og den første provinslandsholdsspiller.

Fodboldfeberen ramte det vestjyske første gang omkring 1890. Alle knægte var optaget af det nye spil, og en flok unge mennesker, med kommis Olivarius Jürgensen i spidsen, dannede Vejen Sportsforening for at få gang i fodbolden. Starten var tung. Der var hverken bane, udstyr eller omklædningsfaciliteter, men Jürgensen og hans næstformand, lærer Birkelund var ikke uden visioner. De troppede op ude hos den lokale gårdejer Jacobsen og bad om lov til at spille fodbold på hans græsmark. Det måtte de gerne, og hele den håbefulde ungdom strømmede ud til Jacobsens mark, blot for at blive drevet korporligt bort af den vrede gårdejer, der havde bevæbnet sig med en knortekæp. Manden troede kun at tilladelsen gjaldt for de to bestyrelsesmedlemmer alene, og han ville ikke have trampet sit græs ned af hele Vejens fodboldungdom…

Nå, men Vejen-entusiasterne gav ikke ingenlunde op. Der fremskaffedes en sportsplads bag den stedlige margarinefabrik, Alfa.

De fremsynede ledere i Vejen etablerede tidligt et samarbejde med de toneangivende københavnske klubber. Allerede i 1900 havde Vejen besøg af et ”veteranhold” fra København. Veteranerne havde alle overskredet den bedagede alder af 25 år. Københavnerne, med dansk fodbolds store stjerne Johannes Gandil i spidsen, sejrede med 8-1, og i 1903 besøgte Vejen hovedstaden og fik en snitter på 19-0 af KB. Det var imidlertid sådanne lektioner der gav jyderne benzin på motoren i deres optimistiske fremdrift. De ville spille efter ”de skotske principper”, dvs. teknisk baseret short passing fodbold, og det gav med tiden sportslig bonus og i tilgift kælenavnet ”De Jyske Skotter”.

Samme år som nedsablingen mod KB kunne Vejen Sportsforening kalde sig jyske mestre. Man vandt nemlig turneringen arrangeret af organisationen Fællesforeningen af Jydske Idrætsklubber. Men den konkurrerende paraplyorganisation Jysk Boldspil Union havde en turneringspendant, som Cimbria fra Aalborg vandt. Der var altså to jyske mesterskabs-prætendenter. Senere tilsluttede Vejen sig JBU.

I 1916 gik De Jyske Skotter hele vejen til JBU’s mesterskabsfinale, hvor de dog tabte med 5-2 til Randers Freja. Men det var en præstation der vakte opsigt. Vejen var jo en relativt lille by, men holdet spillede glimrende fodbold. I starten af 1920’erne engagerede man opportunistisk den tidligere landsholdsmålmand, Sophus Hansen fra Frem, som træner, og man spillede sig flere gange frem til slutkampene om det jyske mesterskab. Klubbens angreb var frygtet overalt. Det talte bl.a. boldtalentet Cornelius Skov, Immanuel Gadeberg der repræsenterede JBU hele 15 gange, og centerforwarden Thorvald Schultz der opnåede æren af at blive provinsens første A-landsholdsspiller i 1923.

Op til den historiske udtagelse havde et udvalgt hold fra KBU gennemtævet et sammensat hold fra provinsunionerne med 9-1. Schultz scorede provinsens enlige mål, men efter den affære mente i alt fald den københavnske presse, at enhver snak om at der kunne komme andre end københavnske spillere i betragtning til landsholdet, var aldeles latterlig. På det tidspunkt havde man imidlertid en unionsturnering, kaldet Sylowturneringen efter den legendariske KB-leder Ludvig Sylow, hvor KBU altid var ”født” finalist, mens de andre unioner mødtes i en årlig knockout-turnering om den anden finaleplads. Den tilfaldt dét år JBU, med Vejens Thorvald Schultz som centerforward. Jyderne fik hjemmebane i Aarhus.

Efter kæmpesejren i matchen København-Provinsen, tog KBU’s mandskab ret så arrogant på opgaven. Men det var uklogt, for Schultz løb igennem det københavnske forsvar og udplacerede landsholdets målmand, Edvin Frigast Larsen fra AB. Og herefter gravede de gæve jyder sig ned i en ihærdig og heroisk defensiv, der – til pressens måben og hjemmepublikummets euforiske jubel – holdt kampen ud. UK udtog efterfølgende matchvinderen til landsholdet mod Schweiz.

Thorvald Rasmus Ludvig Schultz blev født 9. september 1896 i Skarrild, havde spillet i B.93 et års tid, og var derfor en udmærket bekendt af DBU’s udtagelseskomité. Hans debut blev mødt med udbredt skepsis, men den blev ikke desto mindre en succes.

Schweiz var ikke en modstander der almindeligvis kunne ophidse Idrætsparkens hjemmepublikum, men 17. juni 1923 havde folk lugtet lunten. Det var et af verdens absolut stærkeste mandskaber, der gæstede København. 25000 var på plads og der var hornorkester der musicerede med fædrelandssange et par timer op til kampen. Nogle påhitsomme tilskuere havde hængt et banner op på den ene langside: ”Trut nu noget med fart og fut i – vi er skudt i Maggidutti”. Og søreme om ikke orkestret lyttede til opfordringen og afspillede det populære hit umiddelbart før nationalmelodierne.

Danskerne, der spillede i hvidt af hensyn til udeholdets foretrukne farver (sådan var man meget høflig dengang) kom flyvende fra start. Angrebene rullede i højt tempo ned imod det schweiziske mål, men forwardkæden havde ikke nogen fantastisk dag. KB’eren Svend Aage Remtoft brændte chance efter chance. Vejenspilleren Thorvald Schultz, der for første gang i historien repræsenterede en provinsklub på landsholdet, klarede sig lidt bedre. Playmakeren, den lille supertekniker Alf ”Sømanden” Olsen excellerede desværre i fejlafleveringer og desuden havde B.93’s meget skudstærke Magnus Simonsen (senere kendt som sportsredaktøren Politikens Simon) en ret dårlig kamp. Avisen Klokken 5 skrev lettere indigneret at: ”den lille, skævbenede Einard Larsen [fra KFUM] var stik imod forventning forwardrækkens bedste mand”. I det 12. minut var danskerne dog meget tæt på at score efter et klumpspil. Publikum ser bolden en halv meter over målstregen, men schweizerne får sparket væk og den engelske dommer er ikke opmærksom.

Endelig efter 20 minutters spil gik der hul på bylden. Et fint opspil gav et indlæg fra højre wing Einard Larsen, som Magnus Simonsen fik headet videre til Alf Olsen. Sømanden bragte Danmark foran, og det talstærke publikums jubelbrøl var ifølge avisen København så højlydt, at to spurve faldt besvimede ned fra tribunetaget… Schweiz var på dette tidspunkt totalt kørt over, men de svarede igen med flydende kombinationsspil efter pausen. Danskerne fik imidlertid hele to straffespark. Først tog backen Ramseyer hånden til hjælp, og lidt senere blev Alf Olsen nedlagt i det kriminelle felt. Kæmpen Steen Steensen Blicher omsatte stensikkert med to bragende hug.

Med 10 minutter igen var det alligevel ved at gå helt galt. B1903’s solide back Vilhelm Jørgensen gik i stykker (med hvad der skulle vise sig at være en karriereødelæggende knæskade) og der måtte ikke indsættes reserver. Schweiz pressede de 10 resterende danskere i bund, og Blicher måtte afværge et skud, der gik over målmand Frigast Larsen, med en flyvende hovedstødsredning. Pache og Abegglen fik reduceret i slutminutterne, men i den sidste ende reddede danskerne sejren hjem. Klokken 5 var nu temmelig uimponeret: ”Det var med en halvflov smag i munden, man gik derfra. Danskerne spillede nu alligevel elendigt”. Også avisen København mente at orkesterledsagelsen havde været den triste kamps højdepunkt. De meget kritiske kommentarer var meget karakteristiske for sportspressens forventninger til landsholdet. Men helt så ringe kan indsatsen nu ikke have været.

Schweizisk fodbold var i en rivende udvikling og havde stor styrke på det tidspunkt. Ved OL året efter gik Schweiz hele vejen til finalen. Målscoreren Max Abegglen er i dag regnet for en af alpenationens største spillere gennem tiderne. Han opnåede hele 68 landskampe, hvilket var ganske uhørt på den tid. I Neuchatel opkaldte man den lokale divisionsklub efter ham; Xamax. Og ved OL blev han nummer to på topscorerlisten med 6 mål. En af de andre schweizere i kampen i København, Paul Sturzenegger scorede 5 gange i den turnering. I øvrigt var Schweiz nær gået glip af finalen, for efter at have slået Sverige i semifinalen udløb truppens 10 dages opholdstilladelse i Frankrig, og forbundet havde ikke penge til at få den forlænget. Der måtte en privat indsamling til for at Abegglen og co. Kunne stille op i guldkampen, hvor Uruguay dog sejrede med 3-0.

Vejenforwarden Thorvald Schultz gjorde en pæn figur i tre landskampe i alt, i 1923, 24 og 25. Dermed lagde han de brosten, som andre håbefulde provinsspillere siden skulle betræde.

Thorvald Schultz døde 11. januar 1990 i Fredericia, 93 år gammel. Han var i en årrække den tidligere landsholdsspiller, der havde haft det længste liv.
Oplysningerne er pr. 16. juni 2023
SPILLEDE KAMPE
VEJEN
  17.06.1923Schweiz3 - 2
  21.04.1924Schweiz0 - 2
  27.09.1925Finland3 - 3
LANDSHOLDSPILLER 73
  Spillere Vejen