|
| 13. marts 1901 i Stenlille | Magnus Agergaard Thing-Simonsen | |
|
| 10. oktober 1972 i Brønshøj i København | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM MAGNUS SIMONSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Politikens Simon
Magnus Agergaard Thing-Simonsen blev født 13. marts 1901. Af særdeles troværdige kilder, såsom Palle Banks Jørgensens B.93 spillerdatabase og Haslunds statistik, fremgår at fødselsåret var 1901, men i så fald er der lavet en fejl i kirkebogen. (Ved nærmere eftersyn ser det ud til at der er kludret i kirkebogen). Nå, men hvorom alting er, så voksede Magnus i alt fald op på et stort mejeri i Stenlille, hvor faderen var bestyrer.
Som 16-årig kom knægten til København hvor han kom i lære som kontorist og boede som logerende i Nansensgade og senere Nørre Voldgade. Han var stærkt fanget af fodbolden og meldte sig i B.93. Her viste det sig at den unge mand havde en helt usædvanlig tæft for at score mål. Den hurtige, mørkhårede kanonskytte fik debut i 1919 og var i stand til at nette 79 gange i 79 førsteholdskampe. Det må siges at være en stærk målscoringsrate!
10. september 1922 fik angriberen debut på landsholdet i en kamp i Fredrikstad mod Norge, der endte 3-3 på bl.a. to scoringer af målkongen Poul Tist Nielsen.
Året efter blev der for første gang i historien foranstaltet en prestigematch mellem København og Provinsen. Foranledningen var at man i lokalunionerne pressede på for at UK skulle skele mere til provinsspillerne, end det var tilfældet. Københavnerne vandt imidlertid med 9-1, og Magnus Simonsen scorede 4 gange. Opgøret mellem København og Provinsen blev derefter først genoplivet i 1941.
Simonsen blev, ikke overraskende, udtaget til landsholdet mod Schweiz, i øvrigt sammen med en enkelt spiller fra Provinsens hold, den tidligere B.93’er Thorvald Schultz der repræsenterede Vejen som den første spiller på landsholdet fra en klub udenfor Valby Bakke.
Danmark sejrede i øvrigt med 3-2 på bl.a. to straffesparksmål af KB’s kæmpestore, bebrillede back Steen Steensen Blicher. For alpelandet scorede legenden ”Xam” Max Abegglen, der senere fik klubben Xamax Neuchatel opkaldt efter sig, og var stjernen på det schweiziske mandskab der vandt OL-sølv i 1924, altså året efter at Danmark havde slået dem i København. Desværre nægtede DBU i denne periode at spille internationalt turneringsfodbold.
Pressen var også lunken i reportagerne fra opgøret. Man hæftede sig mest ved at danskerne ikke havde spillet så godt som forventet, og at man var presset i bund til sidst. Magnus Simonsen fik hård kritik, omend han lagde op til det ene danske mål, sat ind af Alf "Sømanden" Olsen. Og når danskerne var så trængt i slutningen, så hang det sammen med at B1903's solide back, Vilhelm Jørgensen måtte udgå med en skade, og man måtte ikke indsætte reserver. Pressen havde meget ringe anelse om at Danmark var oppe imod et mandskab i absolut verdensklasse...
I erhvervsmæssigt medfør opholdt Magnus Simonsen sig i lange perioder i Paris, hvor han spillede som amatør for klubben Stade Francais sammen med AB’eren Kaj Andrup og en anden 93’er, Børge Mørch.
I 1926 vendte Simonsen hjem til København og var året efter med til at gøre B.93 til danske mestre. Stjernerne på holdet var – foruden Simonsen – den fremragende målmand ”Lange-Svend” Jensen, Fritz ”Greven” Tarp, Poul ”Pølse” Jensen, og de uopslidelige veteraner Michael ”Mikkel” Rohde og Anton ”Kanonen” Olsen.
Magnus Simonsen spillede sin sidste landskamp dét år. Han ville utvivlsomt have opnået langt flere end 4 i alt, hvis det ikke havde været for de år hvor han var bosat i Frankrig.
Efter den aktive fodboldkarriere blev Magnus Simonsen en af landets absolut dygtigste og mest fremtrædende sportsskribenter. Han var sportsredaktør på Politiken under pseudonymet Politikens Simon, og på magasinet Idrætsbladet. Desuden skrev han adskillige bøger om dansk og international fodbold.
Som journalist havde Simon for vane at stille sig lidt for sig selv når han overværede kampene. Han lagde vægt på at danne sig sit eget subjektive billede af begivenhederne, og ikke lade sig påvirke af meningerne blandt det øvrige tilstedeværende pressekorps.
Magnus Simonsen døde 10. oktober 1972, 71 år gammel, en måned efter han vendte hjem fra sit sidste OL.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
10.09.1922