|
| 17.oktober 1936 i Tårs ved Hjørring | Jørn Sørensen | |
|
| OM JØRN SØRENSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Fodbold skal være sjov
Jørn Sørensen blev født 17. oktober 1936 år i Tårs.
En af Danmarks festligste og bedste teknikere blev født i den lille nordjyske by Tårs. Forældrene flyttede til Nibe og blev bestyrere på Afholdshotellet, der dengang - udover at være byens bedste turisthotel - også husede Nibe Boldklubs indendørstræning om vinteren. Det foregik i hotellets festsal(!). Jørn Sørensen voksede dermed op med det lokale fodboldmiljø tæt inde på livet, og det viste sig tidligt at den lille, tætbyggede knægt havde usædvanlig flair for spillet. Mange år senere gav Sørensen selv en levende beskrivelse i Magnus Simonsens ”23 Fodboldstjerner”: ”Vi var fire drenge, der spillede sammen i den lille festsal hver eneste dag. Det var ikke til at gå forbi hinanden i så lille en sal i kraft af hurtighed alene, så vi blev nødt til at finte og spille med bande eller plankeværk, to mod to, med små skamler som mål, og en lille gummibold. Det gav både situationsbedømmelse og teknik. Og når vi ikke kunne få salen, [der var altså arrangementer på forældrenes hotel ind imellem] spillede vi ude i gården med blikdåser og papirbolde, fodbold var det hver dag, vi legede altid fodbold”.
I 1952 fik Jørn, som 16-årig, debut på seniorholdet i den nordjyske serie 1, og man fornemmede klart i den lille klub at her var en teknisk talent af en hidtil uset kaliber. Den stedlige juniortræner blev ligefrem fyret, da han henvendte sig til JBU for at indstille Jørn til unionens udvalgte juniorhold, for bestyrelsen i Nibe ville hellere ”gemme” Jørn lidt af vejen, så man bedre kunne beholde ham for sig selv. Det blev dog en kortsigtet plan. I 1956 spillede Nibe Boldklub af 1919 et brag af en landspokalkamp mod Brønshøj med bl.a. Ove Andersen, Villy Krag, Benny Lohse og Mogens Machon. Københavnerne vandt 4-6 på et propfyldt Nibe Stadion, hvor knap 5000 mennesker (det var flere folk end der dengang boede i byen) kunne se Jørn Sørensen som ”vandrende angriber” med udgangspunkt i venstre side, løbe godt og grundigt rundt med landsholdets centerhalf Villy Kragh m.fl. Året efter flyttede den lille tekniker til København og tog dermed springet til 1. division og KB.
I Kjøbenhavns Boldklub med de fine traditioner spillede man underholdende offensivt short-passing fodbold. Det havde været en helt ufravigelig norm siden 1900-tallets tidlige år, hvor KB’erne med brødrene Middelboe, Poul ”Tist” Nielsen og Vilhelm Wolfhagen satte sit stærke præg på fodboldens - og ikke mindst landsholdets - udvikling i en epoke, hvor KBs ”chokoladehold” fejrede bunker af triumfer med et fejende flot, centringsbaseret koncept. Tilgangen til fodboldens æstetik blev båret videre af de toneangivende spillere i 30’erne og 40’erne, hvor det blev gjort til en dyd at spille konstruktivt (nogle mente meget chancebetonet) forsvarsspil. Hele holdet skulle medvirke til det seværdige possession-fodbold, som man praktiserede.
Da Jørn Sørensen kom til KB i 1957 tegnedes klubben af den gamle back Erik Glümer på trænerbænken, af festlige Jørgen Ravn, Alfred Hansen og Jens Thorstensen i angrebet og desuden af en af dansk fodbolds mest underholdende forsvarsspillere gennem tiderne, Henning Helbrandt. I KB mente man at Jørn Sørensen var lidt vel langsom i forhold til at spille sin normale plads som venstre wing, og man lagde mærke til at han ofte søgte indad i banen i sine driblinger, fremfor at prøve at komme udvendigt på sin direkte back-modstander. Det var således oplagt at prøve Sørensen som centerforward, hvor den lille tekniker kunne udnytte sin flair og det fremragende overblik. Han var heller ikke ueffen som målskytte. I årene frem mod OL i Rom i 1960 blev Sørensen dog oftest benyttet som wing, men det var med en stor portion bevægelsesfrihed, for KB spillede et levende og publikumsvenligt angrebsfodbold. Det var med Jørgen Ravn, der nok var den bedste danske angriber som aldrig fik en landskamp, ”Lille Ole” Sørensen, der excellerede med sit uovertrufne overblik og sparketeknik. Og med højre wingen Kurt Krahmer, der desværre styrtede ned i den tragiske flyulykke i Kastrup i 1960, og som ellers var et af dansk fodbolds mest lovende angrebstalenter gennem tiderne. I den nævnte ulykke blev KB hårdt ramt, da man også mistede landsholdsspillerne Arne Karlsen og Per Funch Jensen.
1958 fik landstræner Arne Sørensen for alvor øje på den da 22-årige Jørn Sørensen. Arne gav debut til Jørn (og kanonskytten Henning Enoksen) i en lidet mindeværdig landskamp i Århus, hvor Danmark besejrede totalt upåagtede Curacao 15. maj 1958 med 3-2 på en scoring i sidste minut af Enoksen. Frits Ahlstrøm fortalte om kampen i sin ”Guinness Fodboldbog” at det caraibiske hold var utrøstelige i omklædningsrummet efter kampen. Udeholdet var blevet lovet tre muntre døgn i Paris af deres fodbold-præsident hvis de kunne slå Danmark. Det lykkedes - til Curacao-spillernes store sorg - altså ikke.
Arne Sørensen var ved at bygge sit OL-landshold op, og satsede på Jørn Sørensen på pladsen som venstre wing. En position som Sørensen holdt frem til sølvmedaljerne i Rom. Her spillede KB’eren strålende på en lidt tilbagetrukket placering på venstre-kanten og havde en stor aktie i landsholdets olympiske succes. Den lille nibonit viste sine evner som pasningsspiller med mange præcise lange afleveringer frem mod stjernen Harald Nielsen, og han scorede et vigtigt mål på et hårdt, fladt langskud i opgøret mod Argentina. En kamp hvor danskerne var presset i bund stort set i 90 minutter. Jørn Sørensen var - i modsætning til hvad mange kritikere havde troet - villig til at slide hårdt for holdet i det kollektive arbejdsraseri, der kendetegnede Arne Sørensens OL-hold i Rom. Det var nu ikke just den rolle, endsige den form for fodbold, som Jørn Sørensen selv satte størst pris på. I et interview med Politikens Simon (Magnus Simonsen) i 1961 gav Sørensen klart udtryk for sine holdning til landsholdets spil og taktiske tilgang: ”… vi spiller kedelig fodbold. Vore resultater er bygget på moral og sammenhold, men alt for sjældent på godt spil. Vi styrter alt for meget rundt. Jeg morer mig kun, når de andre ikke kan få hold i spillet og løber til grin, når spillet flyder i hurtige pasninger. Og hvis der blot er to som ikke kan gå ind i et hurtigt positionsspil, så er det hele ødelagt. Dansk fodbold er alt for primitivt. Vi tager hinanden for lidt med i spillet og spiller for meget i luften, hvor vi gennemgående er svage, sammenlignet med andre nationer”. Jørns skoling fra KB skinnede tydeligt igennem. På Frederiksberg gjorde man ”drenge til mænd og mænd til drenge” ud fra den gamle amatørismes allerfineste idealer. Lysten til at spille - og spille underholdende og seværdigt - kendetegnede klubben. Desuden var der altid en grundlæggende respekt for at spillerne havde arbejde ved siden af fodbold-hobbyen (Jørn Sørensen var fx repræsentant indenfor herretøj). Der var altså etiske grænser for hvad man kunne forlange af amatører, og det passede generelt spillerne i KB udmærket. I midten af tresserne var der tale om at Esbjergs jernmand, Rudi Strittich skulle træne KB. Det havde været et historisk mis-match.
Der var da også en del der tvivlede på at Jørn Sørensens mentalitet egnede sig til professionel fodbold.
I 1961 svirrede rygterne flere gange. Jørn blev bl.a. sat i forbindelse med den italienske storklub Roma. Det glippede dog. Men chancen kom i slutningen af 1961, da FC Metz købte den danske wing for 200.000 kr. Et dengang særdeles anseligt beløb, der svarede til dét som landsholdets stjerne Harald Nielsen blev solgt til Bologna for samme år. I øvrigt var disse sign-on fees en varm kartoffel i dansk fodbold. DBU foretrak helt klart, at spillerne slet ikke fik penge som overgangssummer. Da Ole Sørensen fra KB blev købt af Köln i 1965, forlangte DBU endda at ”Lille-Ole” tilbagebetalte tyskerne de 150.000 kr. han havde modtaget for at gå over som professionel. Ole Sørensen måtte rette sig efter reglerne - i princippet. Hvad der reelt blev af pengene vidste man jo ikke, som Knud Lundberg lakonisk skrev i Tidens Idræt det år. Det krakilske og nærmest ufrivilligt komiske ræsonnement fra unionens side var, at spillerne på den måde ville miste et incitament til at gøre hobby til job. Men de rige udenlandske klubber tabte ikke interessen for de billige danske spillere.
Jørn Sørensens overgang til betalt fodbold betød enden på landsholdskarrieren. Han havde været en af landstræner Arne Sørensens favoritter (selv om Jørn ikke var udpræget begejstret for landsholdets defensive kontra-fodbold) og KB’eren opnåede hele 31 landskampe (5 mål).
Sørensens tid i den franske fæstningsby blev lidt op og ned. Han lærte et nyt sprog, hvilket siden i høj grad kom ham til gode, men der var hjemve efter 3 ganske gode sæsoner i Alsace-Lorraine. I 1964 gav Sørensen, overfor ledelsen i Metz, udtryk for at han var indstillet på at tage hjem til Danmark og udstå den karantæne som DBU dengang pålagde tidligere professionelle. Samtidig kom den lille skotske klub Morton Greenock på banen. I Morton havde man samlet noget af en danskerkoloni, med OB’eren Kaj Johansen, målmanden Erik Lykke Sørensen fra B. 1913 og Esbjergs dygtige tekniker Carl Bertelsen. Senere kom også OL-spilleren Flemming Nielsen til Greenock fra Atalanta. Denne nye udfordring tiltalte Jørn Sørensen. Metz var dog ikke meget for at slippe sin danske stjerne, men efter et drøjt forhandlingsforløb blev Sørensen fritstillet i FC Metz og sluttede sig så til ”danskerholdet” i det skotske.
Morton var en klub uden de store traditioner, men i midt-tresserne havde de blå-og hvide tværstribede fra den lille by Greenock vest for Glasgow relativ succes, og de mange danske spillere (i 1965 kom Brønshøj lille flittige Preben Arentoft og Esbjergs kanonstærke centerhalf John Madsen) gjorde det generelt rigtigt pænt. Flere fik kontrakter med større britiske klubber, således også Jørn Sørensen som efter 23 kampe og 12 mål i 1965 blev solgt til Glasgow Rangers. Sørensen havde da lagt wingspillet på hylden og indfundet sig i en rolle som innerwing, eller playmaker. Hans erfaring fra flere forskellige placeringer i KB-tiden blev en fordel i denne proces. Tidens Idræt skrev: ”Jørn Sørensen har ”feltherreblik” - enten han spiller innerwing eller yderwing. Han betragtes som en af de bedste innerwings i Skotland. Her er han i øvrigt blevet mere målfarlig end tidligere”. Desværre blev tiden i Rangers ingen sportslig succes, og Jørn overvejede atter om den professionelle karriere skulle indstilles. Men sådan gik det ikke. Den schweiziske klub AC Bellinzona kunne godt bruge en visionær tekniker på midtbanen, og Jørn Sørensen drog til alpelandet. Det blev et sidste eventyr hvorfra han ikke så sig tilbage. I Schweiz slog ægteparret Inga og Jørn Sørensen nemlig rod, og de blev boende der, efter at Jørns aktive karriere på topplan endeligt stoppede i 1973. På det tidspunkt var den da 37-årige tekniker spillende træner for Bellinzona, byen som han altså forelskede sig i.
Således gik det til, at knægten fra afholdshotellet i Nibe endte i smukke historiske bjergomgivelser i Ticino. En af dansk landsholdsfodbolds fineste venstre wings gennem tiderne. Livsnyderen der elskede at spille for sjov.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som tiende bedste venstre wing/midtbane spiller i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 23. oktober 1960 mod Sverige
(46)