|
| 25. november 1937 i København | Ole Sørensen | |
|
|
| 29. januar 2015. Boede i Brønshøj ved sin død | |
|
| OM OLE SØRENSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Legebarnet
Ole Sørensen blev født 25. november 1937 i København.
18 år gammel debuterede ”Lille Ole” for KB, der midt i 50’erne befandt sig i et vakuum imellem det suveræne hold, som tre år i træk havde vundet det danske mesterskab 1948-50, og en ny talentfuld generation af nye unge spillere der pressede sig på. Ole Sørensen var lille af statur, men han havde en kæmpe fodboldforstand og en blændende teknik. Han var skudstærk og havde først og fremmest et overblik, der satte ham i stand til at lede og fordele det offensive spil som ingen anden i dansk fodbold på den tid.
I KB var der i årtier en meget stærk tradition for at prioritere det kollektive fodboldspil. Man havde simpelthen et spilkoncept, der havde sin rod i de store gamle amatørlederes vision omkring hvordan man spiller ”rigtig” fodbold. Det var helt udpræget med vægt på det flydende tekniske spil. Man tog ikke en overflødig dribling eller søgte sologennembruddene. Man lod bolden ”gøre arbejdet”, i dét som man i dag ville kalde en boldbesiddende stil, eller - med lidt god vilje - ”tiki-taka”. Denne klubkultur var stærkt udviklende for de tekniske spillere og gav sig udslag i offensiv, publikumsvenlig og seværdig fodbold. Og stilen passede perfekt til Ole Sørensen, der svang taktstokken med sine præcise og visionære afleveringer, men omvendt ikke ligefrem var et unikum i fight og løbepensum. For KB’erne var det som om, at resultatet ofte var underordnet så længe at spillet var underholdende og muntert.
Ole Sørensen debuterede allerede som 17-årig og det stod hurtigt klart at man i ham rådede over et talent af en helt usædvanlig kaliber.
Man fik en kortvarig nedtur efter den tragiske flyulykke i Kastrup, der frarøvede dansk fodbold 8 dygtige fodboldspillere, for KB var hårdest ramt af alle, idet de to landsholdsspillere, back’en Arne Karlsen og målmanden Per Funch, sammen med supertalentet Kurt Krahmer, alle blev dræbt. Men talentudklækningen på Frederiksberg kørte uantastet videre, og KB var med i toppen af dansk fodbold hvert år. I en årrække blev KB’erne endda kendt som ”de evige to’ere”, efter at have vundet et hav af sølvmedaljer.
I starten af 1960’erne havde Ole Sørensen udviklet sig til mester-regissør for et hold med for eksempel den intelligente wing Jørn Sørensen, den bebrillede slider Bent Krogh, og den farverige centerhalf Henning Helbrandt. I front servicerede ”Lille Ole” en giftig duo, idet Finn Møller og Jørgen Ravn scorede mål på samlebånd. De to er blandt de dygtigste danske angribere der aldrig (mystisk nok) fik debut på landsholdet.
Det gjorde Ole Sørensen til gengæld. I en kamp på Idrætsparken den 18. juni 1961 mod arvefjenden Sverige, der desværre vandt 2-1. Kampene imod svenskerne var dengang årets absolutte højdepunkt i dansk fodbold, og i 50’erne og 60’erne indtog Danmark så absolut ”lillebror-rollen” i det nordiske nabo-slægtsskab. Sverige havde et stærkt hold der spillede en meget markant rolle ved VM i 1958, mens det danske landshold - bortset fra sølvmedaljerne ved OL i 1960 - var præget af sportslig deroute. ”De sidste amatører” kunne simpelthen ikke længere begå sig internationalt, og nederlag med tennis-cifre i landskampe imod for eksempel de østeuropæiske statsamatør-landshold, blev efterhånden en sørgelig standard.
Under landstræner Poul Petersen spillede landsholdet i perioder decideret destruktivt. Den offensive del af spillet blev lagt på Ole Sørensen, der med sit overblik og fine dybdeafleveringer skulle give angrebs-eneren Ole Madsen noget at arbejde med. De danske angreb formede sig som regel sådan, at ”Lille-Ole” stak en bold frem imod Ole ”Vognmand” og HIK’eren driblede så med den, indtil han enten kom på skudhold eller tabte den.
I 1963 lykkedes det for Danmark at kvalificere sig til EM-slutrunden, der dengang bestod af de fire bedste hold i Europa. Men det var med et helt ufatteligt lodtrækningsheld, idet Danmark efter tur mødte Malta, Albanien og Luxembourg. Imod Albanien var landsholdet endda totalt nedpresset i Tirana og heldige med kun at tabe 0-1, og mod Luxembourg skulle der omkamp til, efter 2 gange uafgjort (!), før Danmark kunne hente en samlet 6-5-sejr. Ole Madsen scorede i øvrigt alle de danske mål - flere på oplæg af Ole Sørensen. Midt under opholdet i Luxembourg blev Ole Sørensen ringet op hjemmefra. Hans hustru var nedkommet med en datter. Det var før kvindefodboldens rykind, for Aktuelt skrev at ”det skortede ikke på hjertelige lykønskninger fra holdkammeraterne. Selv om det ikke blev en vordende fodboldspiller”.
Overfor Sovjet og Ungarn i slutrunden i 1964 kunne Danmark, som ventet, ikke stille meget op. Men Ole Sørensens indsatser var alligevel blevet bemærket internationalt. Og landsholdskarrieren kulminerede året efter med sejren over Sverige den 20. juni 1965, da Danmark på Idrætsparkens mudrede og knoldede overflade slog arvefjenden for første gang i 14 år. Et euforisk hjemmepublikum så Ole Madsen score sit berømte hæl-mål, der reelt var lidt af et kludemål (et frækt ét ganske vist). Det første danske mål blegnede lidt i den kollektive hukommelse i forhold til Ole ”Vognmands” heldige hælspark. Men Ole Sørensens pragtfulde langskudsmål, der satte Danmark på sejrskurs, fejlede nu ingenting.
Om aftenen efter landskamp-banketten, blev ”Lille-Ole” så solgt til 1. FC Köln. Ole skrev senere i sin selvbiografi, at tyskerne købte ham ”ubeset”, men mon ikke tysk grundighed fordrede, at kölnerne havde sat sig ind i, hvad det var for en spiller de erhvervede?
Overgangssummen var, i betragtning af tiden, ganske høj. Ole var en type der først og fremmest spillede for sin fornøjelses skyld, og skulle han være professionel skulle der ”ordentlige” penge på bordet. Köln måtte af med 150000 kr., en betragtelig sum i en tid hvor der endnu ikke var de helt store penge i tysk fodbold.
Til gengæld måtte Sørensen vinke farvel til landsholdet, da man dengang ikke ville bruge de udlands-professionelle i rød-hvidt. DBU takkede for indsatsen i en stribe landskampe, hvor Ole Sørensen ofte havde været sit lands bedste, med at kræve at Ole tilbagebetalte den nævnte overgangssum til Köln. På den måde håbede unionen tilsyneladende at fratage de bedste spillere incitamentet til at blive professionelle. I realiteten blev spillerne jo blot billigere. Om pengene reelt kom retur, det vidste kun Ole Sørensen og FC Kölns forretningsfører.
Der var udbredt skepsis blandt fodboldfolket herhjemme, i forhold til om Ole Sørensen ville kunne tilpasse sig mentaliteten i Bundesligaen. Og selv om Ole gik til udfordringen med optimisme og gå-på mod, så fik skeptikerne i længden ret. ”Gedebukkene” i Ruhr havde ellers et ganske stærkt hold, der var blevet nr. 2 i den allerførste Bundesliga-sæson i 1963, tysk mester i 1964, og igen nr. 2 i 1965.
Profilerne var legenderne Wolfgang Weber og Wolfgang Overath. Köln kunne dog ikke matche de foregående års ligapræstationer, og blev nr. 5 og 7 i 1966 og 67. Ole Sørensen befandt sig utvivlsomt bedst på et vinderhold, hvor fodboldspillet kunne lægges an på ”hans” præmisser, og langt mindre godt under den krævende tyske disciplin, der ofte blev fremherskende når det sportslige ikke fungerede så godt som forventet. Glæden ved fodboldspillet var den benzin som Ole havde behov for til sin indre ”motor”, for at kunne præstere optimalt. Træningslejre og stroppeture var slet, slet ikke ham. Grundigt kørt træt af den tyske mentalitet, skiftede Ole til PSV Eindhoven. Dermed gjorde han plads i Köln til talenter som Heinz Flohe og Hannes Löhr.
Det var egentlig Twente Enschede der skulle have overtaget Sørensen, men PSV overtrumfede i sidste øjeblik konkurrenten, og så blev det Eindhoven i stedet. Kort efter ankomsten scorede danskeren fire mål for sin nye klub i en kamp mod Elinkwijck. Det blev til 44 kampe over to sæsoner, men opholdet i Holland blev desværre efterhånden helt spoleret af skader.
I 1968 vendte Ole Sørensen så hjem til Danmark, hvor han måtte udstå et års karantæne. Det var amatørismens straf over spillere, der var dygtige nok til at kunne leve af deres hobby. Sørensen gjorde efterfølgende come-back for KB, og også på landsholdet, idet DBU efterhånden lod de ex-professionelle blive ”repatrieret” og nådigt tillod at de kunne bruge deres talent i nationens tjeneste. Dansk fodbold skrabede da efterhånden også bunden, og resultaterne under rigstræner Rudi Strittich var omtrent lige så ringe som spillets kvalitet. I sit comeback for Danmark i 1969 scorede Sørensen begge mål i en 2-0-sejr i Idrætsparken over et meget råt spillende irsk mandskab. Og Ole fortsatte. I den efterfølgende VM-kvalifikationskamp mod Ungarn med Ferenc Bene og Florian Albert, scorede Sørensen igen og var med til at føre landsholdet til en fin 3-2-sejr, sammen med en anden veteran og eks-professionel, Ole Madsen.
I november var Ole Sørensen med til at gøre årets sidste landskamp til en fest, da man slog svage Bermuda med tenniscifrene 6-0. Sørensen scorede et af målene. Dermed opnåede han samlet 25 landskampe (og DBU’s berømte jubilæums-guldur). Det blev Ole Sørensens sortie. Pressen appellerede til ham for at han skulle fortsætte og tage en tørn mere. Man havde noteret sig, at den rutinerede Ole Sørensen måske ikke var så hurtig på fødderne som han havde været i 1965, men at han til gengæld havde lært at passe på sig selv. Han forekom mere kompakt og væsentligt vanskeligere at vælte, for ikke at sige kyse. Desuden sugede han spillet til sig på en mere selvbevidst facon end tidligere. Måske havde han ikke haft den helt store succes som udlandsprofessionel, men der var noget udpræget feltherre over hans ageren. Pressen titulerede ham ærbødigt ”KB’s Napoleon”. Han var taget afsted som et naturtalent, et legebarn. Og kommet hjem som en moden general.
Men skader og slitage gjorde alligevel sit til at legen måtte ende, og Sørensen takkede af som aktiv, og blev leder og træner i KB. Dermed kunne ”Lille-Ole” fortsætte med at smitte af på omgivelserne med sin festlige og farverige personlighed. Og med den superbe teknik og flair, hvormed han altid skabte humør og fodboldglæde omkring sig.
Ole Sørensen gik bort 29. januar 2015, 77 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som niende bedste offensive midtbane spiller i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 1. juli 1969 mod Bermuda
(70)