|
| 17. august 1914 i København | Eigil Wilhelm Thielsen | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM EIGIL THIELSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
En 18-årig debutant og et par glemte Bråvalla-slag
I starten af 1930’erne tegnedes landsholdet først og fremmest af en formidabel angrebskæde. Det var med Frems Pauli Jørgensen som førstemand og central forward. Paulis folkelige popularitet dengang er nok vanskelig for folk i dag at forstå, men det er min påstand, at den aldrig er overgået af nogen fodboldspiller i dette land siden.
Kaj Uldaler, Henry ”Lillebror” Hansen og Eyolf Kleven var elegante og kompetente supplementer til kanonskytten i front. Men der blev længere imellem de oplagte talenter i klubbernes ungdomsarbejde. Træningsmetoderne var sakket agterud og DBU’s isolationistiske amatørisme nedbrød gradvist elitens internationale standard. Dansk fodbold savnede simpelthen sparring, inspiration, nytænkning.
Der dukkede dog enkelte brillante unge spillere frem. Individualister som Lille-Kaj Hansen og Helmuth Søbirk. Og i 1933 kunne AB præsentere en purung komet ved navn Eigil Thielsen.
Eigil Wilhelm Thielsen, der blev født 17.august.1914 i København, var søn af Frihavnsdirektør Oscar Thielsen, der i nogle år i 1930’erne var formand for Akademisk Boldklub. Knægten havde altså ikke sportsinteressen fra fremmede. Thielsen junior blev student og læste jura, så det var selvfølgelig indlysende at han spillede i AB. Eigil var en flot, meget høj, lyshåret mand der var begunstiget med en god teknik og høj fart i de lange stænger. Og så var han venstrebenet og dermed et oplagt valg som venstre wing. Han sparkede dødbolde med skru i, hvilket man ikke så ret ofte dengang. Allerede i 1933 fik den da blot 18-årige kantspiller et kæmpe gennembrud i dansk topfodbold. Det var den gamle Glasgow-professional, Carl Skomar’ Hansen, der som træner for AB opdagede talentet og gav ham en plads i AB’s angreb, der var mesterligt orkestreret af den fabelagtige tekniker Eyolf Kleven.
DBU’s udtagelseskomité reagerede ved at udtage teenageren Thielsen til landsholdet. Debuten blev en drabelig affære.
28000 tilskuere overværede, på en dejlig solrig junidag, d. 11.juni.1933, et sandt Bråvallaslag mellem Danmark og Norge. Danskerne var klare favoritter, men der var grøde i norsk fodbold på den tid, og de nordiske naboer mødte frem med stjernen Jørgen Juve og desuden en indædt kampvilje. Den skulle danskerne hurtigt få at mærke. Nordmændene kom så til gengæld til at stifte bekendtskab med den helt uimponerede 18-årige debutant, Eigil Thielsen. Allerede inden der var spillet et kvarter havde den lyslokkede wing bragt Danmark foran. Nordmændene reagerede med usædvanligt hårdt spil, og Pauli Jørgensen fik en kæberasler der løsnede et par tænder på den folkekære forward. Udskiftninger var imidlertid yderst sjældne, og Pauli har nok selv ment sig i stand til at fortsætte, men hvis kampen var spillet i dag, var han utvivlsomt røget sporenstregs til observation for hjernerystelse. Pauli spillede efterfølgende sin dårligste landskamp og rørte dårligt bolden. Norge fik sendt en udligning ind bag ”Lange-Svend” Jensen i det danske mål, men minsandten om ikke debutanten Thielsen atter var på pletten. Den lynhurtige højre wing, Henry Lillebror Hansen (Carl Skomar’s lillebror) brød igennem og sendte et piv af et skud på overliggeren. Thielsen var kvik på riposten og bragte Danmark på 2-1 til stor jubel for hjemmepublikummet. Kort efter fik den norske back desværre ram på den dobbelte målscorer. Et mægtigt frispark sendte Thielsen i græsset og i resten af kampen var han reduceret til passiv statist – ligesom Pauli Jørgensen. En udskiftning kom dog ikke på tale. Det kunne vel løbes væk? Norge fik udlignet, og Svend Jensen måtte op med et par klasseredninger. Det så unægtelig ud til at en overraskende norsk sejr var under opsejling. Men i anden halvlegs sidste halve time vendte kampen totalt. De 9 ”friske” danske spillere pressede gæsterne i bund, og der blev skabt chancer på samlebånd. Men med en groggy Pauli Jørgensen og en halvinvalid Eigil Thielsen i angrebet blev der desværre ikke scoret mere. Pressen fremhævede bagefter den unge AB’er for en ualmindelig fin debut – indtil skaden.
I 1936 blev AB nummer to i kampen om det danske mesterskab, kun overgået af Pauli Jørgensens Frem på målscoren, men året efter var rollerne byttet om, og AB blev danske mestre med Frem på andenpladsen.
I juni 1936 medvirkede Eigil Thielsen igen i en dyst i Idrætsparken, der fortjener at blive husket. Denne gang var arvefjenden Sverige på visit, og der blev sat tilskuerrekord til en fodboldkamp i Danmark, da man lykkedes med at klemme 35600 tilskuere ind på et stadion der egentlig ikke burde kunne rumme flere end 20-25000. De to mandskaber udkæmpede et opgør der ikke skuffede nogen af de fremmødte.
AB’s lidt kluntede arbejdsbi, Poul Toft Jensen gav danskerne en uheldig start, da han med en lang tå tacklede bolden i mål i den forkerte ende af banen. Opildnet af det massive hjemmepublikum svarede danskerne imidlertid godt igen. Pauli Jørgensen var ikke hæmmet af hjernerystelse denne gang, og han fik sat den legendariske svenske ”målvakt” Svend Berquist på flere vanskelige prøver. En ripost efter et bragende hug havnede hos Helmuth Søbirk, der let kunne udligne. Den svenske centerforward Sven Jonasson fik dog atter bragt de blå-gule i front, men så stod der Danmark på det hele. Forrygende angrebsbølger rullede uophørligt ned mod svenskernes defensiv, der ifølge fodboldhistorikeren J. Gandil var ”forvirrede og næsten lammede”. Kaj Uldaler brændte et straffespark, men Berquist måtte overgive sig, da en af Eigil Thielsens signaturafleveringer – med skru – pressede backen Sven Andersson til at heade i eget net. Så stod det 2-2 - og 1-1 i selvmål.
Tilskuerne blev holdt i åndeløs spænding, for hvert eneste angreb resulterede i en chance. Det danske forsvar måtte undvære den suveræne centerhalf Oscar Jørgensen fra KB, men AaB’s Svend Sandvig fightede det bedste han kunne. Nordjyden havde endda fået anførerbindet i sin kun anden landskamp. Pauli Jørgensen bragte Danmark i front, men nu svarede svenskerne igen med en stærk periode. Sandvig og Lange-Svend kom under pres, og Sverige fik udlignet med et kvarter tilbage. Nu var den logiske udgang på slaget vel, at de to trætte mandskaber ”enedes” om uafgjort efter et brag af en match. Men det danske angreb ville det anderledes. Under øredøvende tilskuerjubel blev gæsterne atter trængt i bund, og med små 10 minutter igen kom det forløsende sejrsmål. Et rigtigt AB-mål, for det var Eyolf Kleven der med sædvanligt sublimt overblik spillede Eigil Thielsen fri, og wingen kunne sikre 4-3-sejren i et fantastisk medrivende arvefjendeopgør, der var uforglemmeligt for enhver der oplevede det, men i dag for længst er gået i glemmebogen.
Eigil Thielsen medvirkede til yderligere to AB-mesterskaber i 1943 og 1945. Han opnåede 18 landskampe og scorede 6 mål.
Efter karrieren indtog Thielsen en høj stilling i skatteforvaltningen og blandt finansministeriets embedsmænd. Han døde 27.juni.2000, 85 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
11.06.1933